Læsetid: 2 min.

Zorro for alle pengene

2. oktober 1998

Den nye Zorro er både mester (Anthony Hopkins) og lærling (Antonio Banderas) i en ødsel ramasjangfilm

Ny film
Så er det tid til at blive dreng igen og genopleve fire-forestillingernes raske bedrifter, vilde ridt, langtrukne fægtekampe, ædle redningsaktioner og akrobatiske dueller.
Kort sagt alt det, der på engelsk sammenfattes af ordet swashbuckling og blev indført med uimodståelig balletagtig vid og gratie af stumfilmstjernen Douglas Fairbanks.
Som figurer er Robin Hood og De Tre Musketerer swashbuckle-genrens største legender, men nævnte Fairbanks blev også populær som den sorte californiske hævner Zorro, der var blevet opfundet som tegneseriefigur så sent som i 1919, med Robin Hood som tydeligt forbillede.

Romantisk glød
Udover Fairbanks' Zorros kendemærke fra 1920 står Rouben Mamoulians genindspilning fra 1940 som den mest kendte Zorro-film - lige en rolle for en af datidens flotteste og mest elegante helteskuespillere, Tyrone Power.
Nu er rollen blevet delt i to, men væsentligst overtaget af spanieren Antonio Banderas, og han giver Zorro romantisk glød og impulsiv naivitet. Han har også lært at fægte og kæmpe som en ægte Zorro, der markerer sig med Z, men elegancen og viddet kniber det mere med - her er Anthony Hopkins til gengæld leveringsdygtig.
Filmen vil kunne mætte selv de mest hungrige munde med swashbuckling - som de dog fægter, og så så længe! Filmen varer to timer og atten minutter, for den raske og rørige tegneserie-agtige eventyrfilm afbrydes jævnligt af en melodramatik, der i passager kan ligne overbud på De elendige og Greven fra Monte Christo.
Stilbrud er der masser af.

Dobbeltrolle
Ingen ringere end Anthony Hopkins er den oprindelige sortmaskede Zorro, der i Californien år 1821 sætter sig op mod den tyranniske spanske guvernør, Montero. Med sværd og pisk og akrobatisk snilde sørger han ene mand for, at retfærdigheden sker fyldest, indtil han bures inde i 20 år af den grumme Montero, der tilegner sig hans datter (Montero var forelsket i moderen).
Men 20 år efter er Zorro atter på fri fod og får Banderas' fredløse ungersvend som lærling. Og da Banderas som udlært Zorro infiltrerer Monteros lejr, er vi tilbage i den gamle Zorro-dobbeltrolle - som privatmand er han en lettere kvindagtig laps for des bedre at kunne slå til om natten.
Dette maske-spil afvikler filmen noget tungt, bl a. fordi Banderas ikke kan spille laps (men til gengæld er sit fyrige selv i nogle erotiske scener med den smukke, men egentlig ret kedelige Catherine Zeta-Jones).
Og ambitionen om at fortælle to Zorro-historier i én gør filmen til en noget overmættende dobbelt-whopper trods Martin Campbells udmærkede fornemmelse for action-dynamik og duellerende akrobatik.
Brokker fra Stjernekrigen, Indiana Jones-filmene, Kung Fu-film mixes med Det Store Melodrama, det hele sovset ind i bragende underlægningsmusik og overstyrede lydeffekter.
Man får meget for femøren, bare ikke den helstøbte, elegante og stilsikre film, man helst ville have.

*Zorro - den maskerede hævner. Instruktion: Martin Campbell. Manuskript: John Eskow, Ted Elliott, Terry Rossio. Amerikansk (Imperial, Bio City, Lyngby Teatret)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her