Læsetid: 3 min.

18 røde roser

26. november 1998

Socialdemokratiske partier i Central- og Østeuropa

*Rusland: 12 partier og bevægelser karakteriserer sig som socialdemokratiske, det vigtigste er Ruslands Socialdemokratiske Parti med ca. 4000 medl., repræsenteret i parlamentet som del af Javlinskijs Jabloko-koalition.

*Ukraine: Det Forenede Ukrainske Socialdemokratiske Parti, en samling af tre socialdemokratiske partier under ledelse af tidl. justitsminister Vasyl Onopenko, har søgt optagelse i Socialistisk Internationale (SI). Er i opposition og uden større indflydelse.

*Hviderusland: Det Hviderussiske Socialdemokratiske Parti med ca. 4000 medl. står i skarp opposition til landets diktator, Aleksandr Lukasjenko. Partiets leder, Mikolaj Statkevitj, har været fængslet for sin politiske virksomhed.

*Estland: Estlands Socialdemokratiske Parti har for nylig sluttet sig sammen med et bondeparti og danner nu partiet De Moderate. Er i opposition.

*Letland: Letlands Socialdemokratiske Arbejderparti fik fremgang ved parlamentsvalget i september og opnåede 12,8 pct af stemmerne. Er fuldt medlem af SI.

*Litauen: To partier er medlemmer af SI: Litauens Demokratiske Arbejderparti, det reformerede kommunistparti, dannet af tidl. præsident Algirdas Brasauskas, og det 'traditionelle' Litauens Socialdemokratiske Parti. Brasauskas' parti havde regeringsmagten, men tabte til en borgerlig koalition i 1996. Ved 1996-valget blev de to socialdemokratiske partier næsten lige store.

*Polen: Her er to partier medlemmer af SI: Republikken Polens Socialdemokratiske Parti, det reformerede kommunistparti, der indgår som seniorpartner i den valgalliance, Den Demokratiske Venstrealliance, som dannede regering i Polen fra 1993-97. Også det mindre Arbejderunionen, et parti dannet af fagbevægelsen Solidaritets venstrefløj, er med i SI.

*Tjekkiet: Det eneste land i Central- og Østeuropa, hvor det traditionelle socialdemokrati, Tjekkiets Socialdemokratiske Parti, grundlagt i 1878, spiller en politisk hovedrolle. Fik ved valget i juni i år 32 pct. af stemmerne. Partiets leder, Milos Zeman, dannede herefter en mindretalsregering.

*Slovakiet: To partier er medlemmer af SI: Demokratisk Venstreparti, det tidl. kommunistparti, der under ledelse af Jozef Migas er med i den nydannede regeringskoalition, samt det mindre Slovakiets Socialdemokratiske Parti.

*Ungarn: Det omdannede kommunistparti, Ungarns Socialistparti, er medlem af SI. Partiet sad i regering, ledet af veteranen Gyula Horn, fra 1994 til maj i år, hvor det overraskende tabte valget til den borgerlige opposition. Har fået ny leder: Laszlo Kovac.

*Rumænien: Et parti, Den Socialdemokratiske Union, har såkaldt konsultativt medlemskab af SI. En sammenslutning af flere mindre partier, ledes nu af tidl. ministerpræsident Petre Roman. Rumæniens Socialdemokratiske Parti, tidligere præsident Ion Iliescus parti, vil gerne optages i den socialdemokratiske familie, men har fået afslag.

*Bulgarien: Bulgariens Socialdemokratiske Parti, indgår i den koalition, Forenede Demokratiske Kræfter, som i januar 1997 overtog magten efter eks-kommunisterne. Det eks-kommunistiske Bulgariens Socialistparti har gentagne gange fået afvist ansøgning om medlemskab af SI.

*Albanien: Det eks-kommunistiske Albaniens Socialistparti, der for øjeblikket danner regering under Pandeli Majko, har observatørstatus i SI. Det samme gælder det noget mindre Albaniens Socialdemokratiske Parti.

*Slovenien: Den Forenede Liste af Socialdemokrater, landets eks-kommunistiske parti, er fuldt medlem af SI, mens det mere højredrejede Sloveniens Socialdemokratiske Parti har observatørstatus.

*Kroatien: En række socialdemokratiske partier har bekriget hinanden, men det lader til, at det eks-kommunistiske Kroatiens Socialdemokratiske Parti under ledelse af Ivica Racan er løbet af med sejren. Fik ved valget i 1995 kun ni pct. af stemmerne, men står i meningsmålinger nu til godt 20 - et godt udgangspunkt forud for valget i 1999.

*Bosnien: To partier: Bosniens Socialdemokratiske Parti under Nijaz Djurakovic og Den Socialdemokratiske Union, ledet af Tuzla-borgmesteren Selim Beslagic, er observatører i SI. Begge er multi-etniske partier med basis i den bosniakisk-kroatiske Føderation.

*Jugoslavien: SI har kontakt til landets demokratiske opposition, men ikke til Slobodan Milosevic' såkaldte Socialistparti.

*Makedonien: Makedoniens Socialdemokratiske Forbund, det reformerede kommunistparti, der sad ved magten indtil valget tidligere i november, har observatørstatus i SI.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her