Læsetid: 4 min.

Årgangs-Bruce

9. november 1998

Bruce Springsteen foretager en musikalsk lagerrealisation med fire 'nye' cd'er - andre ville give deres karriere væk for bare et par af de sange, han har kasseret

NYE CD'ER
John Iversen har glædet sig så meget til denne plade, at han forleden viede en hel klumme i Aktuelt til forventningens glæde. Ritt Bjerregaard vil sikkert vide at finde sin Springsteen-tourlæderjakke frem, og ovre i Det ovale Værelse vil Bill Clinton løsne slipset, finde luftguitaren frem og få nogen til at ordne det med lynlåsen.
Jo, der er en em af politisk korrekthed over Bruce Springsteen.
Onde tunger vil sige, at han er kvinteessensen af socialdemokratisk rock. Han stikker sig ikke i armen med hash, han drikker (dåse)øl, holder ubetinget med de gode, synger for og om de fattige og fornedrede, og gør det i et traditionalistisk regi, hvor alle kan være med - ikke mindst de nogle-og-fyrre årige, der er stået af over for den stadig voksende del af rocken, der ikke synes bas, guitar og trommer er helt nok. Med en egen bagvendt ironi er hans sange blevet lydspor til beslutningstagerne, når de holder fri, skal gå i ungdom eller spille progressive, som det hed i de 70'ere, der fødte Springsteen.

Kassable mesterværker
I dag udsender han sin nye plade. Eller rettere plader, fire cd'er, som under den prunkløse overskrift Tracks udgør en lagerrealisation.
Jeg bruger udtrykket med varsomhed, fordi der nok er tale om glemte B-sider, de første akustiske demoer og det, der blev til overs, da plader som The River, Born In The USA, og Born To Run var færdige, men hvilken realisation! Andre kunstnere ville give deres karriere væk for bare et par af de sange, som Springsteen kasserede. Der er ikke noget discount over dette sæt. Det er fuldblods-Springsteen.
Sagnomspundne numre kommer til overfladen og viser sig at være endnu bedre end deres ry. F.eks. "Loose Ends" om at overanstrenge sig så meget med kærligheden, at den dør ud:
We met out
on open street
when we had no place to go
I remember
how my heart beat
when you said I love you so
then little by little
we choked out all the life
that our love could hold

Sunget af Springsteen, så han legemliggør selve frygten for at miste - den frygt, der kan være mere fortærende end tabet selv.
Han har ikke sunget bedre! Det gælder i det hele taget en lang række af sangene på sættets anden cd, med hovedvægten på 1979-80, hvor The E Street Band stod i kreativt zenith med det enkleste og tætteste samspil i rockhistorien, med trommeslageren Max Weinberg som et menneskeligt Duracell-batteri. Kun en stortromme, lilletromme og et par tom-toms. Mere skal der ikke til for at flytte en hel (rock)verden. Hør den tidlige live-klassiker "Where The Bands Are".
Og i dette selskab bliver Springsteens begrænsninger som guitarist til fordele. På en sang som "Roulette" eksploderer han i et muskuløst og spektakulært guitarspil, der giver musikalsk kød på sangens socialt forurettede, forbitrede skildring af en mand, der går i spåner, fordi man fratager ham hans værdighed.
Et gennemgående tema på mange af disse sange, der måske ikke ændrer så afgørende på totalbilledet af Bruce Springsteen, men bekræfter substansen og ubestikkeligheden i værket.
I den anden ende af spektret byder sættet på originalversionen af "Born In The USA", Springsteens globale gennembrud, som for mange bare var et rock-alternativ til "The Starspangled Banner". Den er alt andet.
Oprindelig skulle denne sang om en desillusioneret Vietnam-veteran have været med på det mørke, rugende Nebraska-album.
Det forstår man, når man hører den her. Endnu en uafrystelig sang om en udstødt i de uendelige muligheders land:

Born down
in a dead man's town
the first kick I took
was when I hit the ground
you end up like a dog
that's been beat too much
'til you spend half your life
just covering up

Sunget af Bruce Springsteen, som klynger han sig til den sidste diminutive rest af stolthed og selvværd, medens omverdenen rykker truende ind på ham.

Tilbage til ur-tiden
Fra den sang går der en lige linje tilbage til bokssættets åbenbarende udgravninger af Springsteens ur-tid. Sættets første cd rummer de akustiske demooptagelser, Springsteen foretog for John Hammond, manden, der 'opfandt' Dylan.
"Mary Queen Of Arkansas", "It's Hard To Be A Saint In The City" og "Growing Up" er fanget på fosterstadiet. Inspirationen fra Dylan er tydelig, ordene lidt for mange, men der var allerede dengang en bemærkelsesværdig mangel på metaforer - Springsteen har altid villet beskrive virkeligheden og drømmene med ord fra den selv samme virkelighed.
Med Tracks har Springsteen ryddet op på hylderne, uden at musikken støver. Vi andre må rydde kalenderen for at komme til bunds - og til tops - i de fem timers musik. Det fortjener og forlanger sangene.

*Bruce Springsteen: Tracks. Producer: Bruce Springsteen & Chuck Plotkin m. Jon Landau. Columbia/Sony - 4cd. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her