Science fiction genren har altid haft en usikker fremtid i Danmark, og den fornyede interesse er ingen garanti - en sf-forfatter gør status
BOGTILLÆG (2. SEKTION)
SF
Som noget særegent for Danmark lever mainstream og science fiction (sf) adskilt. Mens skønlitterære connaisseurs sjældent kender science fiction fra andet end tv, huserer i undergrunden et folkefærd med omfattende viden om genren. Udenforstående katalogiserer den som triviel, og dens læsere slås uberettiget i hartkorn med scientologer eller ufo-fanatikere.
Det medvirker til fordomme og skader litteraturen.
Ingen ved med sikkerhed, hvordan denne kroniske tilstand opstod, men symptomet er kendt. Således har erklærede sf-forfattere fokuseret på idéer og forkastet det sproglige. Omvendt har forfattere som Elsa Gress, Bjarne Reuter og Dorrit Willumsen forsøgt sig med genren, negligeret dens hundredeårige erfaring - og gentaget dens fejl. Frem for at yde gensidig udviklingshjælp føres uofficiel koldkrig, hvis våben er skepis og arrogant selvtilstrækkelighed.
Undtaget herfra er Svend Åge Madsen, Arne Herløv Petersen og Peter Rønnov-Jessen, der viser, at kombinationen er mulig. Af oversatte forfattere kan nævnes J.G. Ballard, Ray Bradbury og Kurt Vonnegut. De er fredsmæglere i ingenmandslandet, med tilhængere i begge lejre.
Berøringsangsten
Et andet, mere graverende problem er, at dårlig erfaring giver berøringsangst. Af og til prøver et forlag med en bogserie, der både skal appellere til Brian fra Brønderslev og Françes fra Frederiksberg. Eksperimentet holder selvfølgelig ikke og stoppes hurtigt.
Men når først skaden er sket, afskrækkes læserne af varebetegnelsen alene. Resultatet er, at for lidt oversættes, undervisning i genren baseres på forældet materiale, og danske sf-forfattere sjældent når ud til offentligheden.
Siden Ludvig Holbergs Nicolai Kliimi Iter Subterraneum (1741) er det sket for rundt regnet to hundrede af slagsen. Gennem 50'erne og 60'erne havde vi officielt kun én, nemlig Niels E. Nielsen.
I 1991 nåede Klaus Johansen og Henry Madsen efter flere års research frem til, at der totalt var udgivet 1.774 titler på dansk - medregnet fantasy, oversættelser og noveller i lokalaviser. De kunne være på en palle.
Til sammenligning udkom på landsplan 2.779 skønlitterære værker i 1997, og vi skønnedes at huse 6.000 skønlitterære forfattere.
En inderkreds
Indtrykket af, at interessen ikke eksisterer, er dog langt fra korrekt, men sf-miljøet har ført en tilbagetrukket tilværelse.
I årtier prægedes det af møder, i stil med saloner. Det fremgår også af de gamle foreningers navne: Science Fiction Cirklen (SFC) og Science Fiction Kredsen (SFK).
Medlemmerne, der næsten alle kendte hinanden, udgav fan-blade, kaldet fanzines, i den hensigt at udbrede kendskabet til deres foretukne litteratur. Som illegale partiskrifter tryktes fanzines på spritduplikatorer og samledes ved håndkraft. De afsattes udenom det sædvanlige distributionsnet til en begrænset skare i Danmark og medlemmer af søsterforeninger i Skandinavien.
Tiden afløste stencilbrænderne med off-set og pc'ere, men oplagene steg ikke markant, så kun en håndfuld af de cirka halvtreds danske fanzines har overlevet.
De vigtigste er Proxima, Cirkel Serien og Phantazm. Proxima er et litteraturvidenskabeligt tidsskrift med artikler, anmeldelser med videre. Cirkel Serien bringer længere tekster - som regel antologier og kortromaner. Phantazm er et distinkt layoutet magasin om de fantastiske genrer og mere udefinérbare tekster om realiteternes mærkværdighed.
De fleste af bidragyderne mødes jævnligt i en tidligere frisørsalon på Nørrebro, og forsamlingen tæller astronomer, fremtidsforskere, digtere, kunstnere og lignende originaler.
Mere kendt i udlandet
Udgivelsen af fanzines er også en tradition udenfor Danmark, hvor der desuden er udkommet professionelle genre-magasiner siden 20'erne. En anden aktivitet er conventions, store træf initieret af interesseorganisationerne, med workshops, prisuddelinger, æresgæster og deltagere fra hele verden. Sædvanligvis afholdes de over en weekend, under stor mediebevågenhed.
Danmark har kun holdt et par 'cons' af internationalt omfang. Derfor har et karakteristikum ved dansk sf været, at den primært forholdt sig til engelsksproget litteratur og fandt sine kontakter udenlands. Vore arrangementer med oversøiske gæster foregik typisk på f.eks. Engelsk Institut fremfor i Forfatterforeningen.
Det er næppe en overdreven påstand, at kendskabet til dansk sf var større i Oxford og Leningrad, end i vort eget litterære etablissement.
Ved sammenkomster i skrivegrupper eller foreninger følte man nærmest at tilhøre et hemmeligt selskab. Det var på én gang fascinerende og frustrerende, som at være fremmed agent i sit eget land. Dog er flere, pludselige lyspunkter indtruffet, men pladsen tillader kun en fragmentarisk eksemplificering.
Pærevælling og nedtur
Årene fra slutningen af 60'erne til midt i 70'erne bød på en syndflod af oversættelser. Antologier, romaner, gammelt, nyt, underlødigt og banebrydende i én pærevælling.
På syv år oversatte Arne Herløv Petersen alene tredive bøger for Stig Vendelkærs Forlag - og Vendelkær var ikke ene om at udgive sf.
Ingen kan påstå, at genren er letoversættelig, men netop i den periode sås det så ubehjælpsomt udført, at resultatet blev komisk, ligefrem surreelt. Man kunne læse om et møde ved skranke ét, efter det engelske bar one. A table of random numbers blev til et bord med tilfældige tal, og en power plant forvandledes til en kraftplante. Garvede fans har et navn for den slags: Vollovismer.
Uagtet billigbøgernes svingende kvalitet tiltrak de mange læsere. Måske derfor blev 1970 et godt år for den lokale produktion. Merete Kruuse og Preben Asbjørn Olsen debuterede. Johannes Allens uhyggelige Data for din død kom i handelen, og Ib Michael prøvede også kræfter med genren. Året forinden havde Politiken udskrevet en konkurrence om den bedste sf-novelle. Af de over 600 manuskripter, som indløb, udvalgtes fjorten til en af de bedste danske samlinger nogensinde.
I 70'erne fik man endelig en fornemmelse af, at genren etablerede sig herhjemme. SFC stiftedes, og afholdt en international 'con', og så godt som hvert år fik en dansk sf-film premiere (bortset fra Jens Ravns Manden, der tænkte ting, efter Valdemar Holsts roman, var intet hændt på dén front siden Poul Bang og Sidney Pinks barokke Reptilicus og Journey to the Seventh Planet fra 1961). Men så gik det ned ad bakke.
Tekno-plat
Man skal frem til 90'erne før en række udgivelser igen fik omtale af betydning.
I modsætning til deres inspirationskilder havde de ikke meget fælles med sf. De var en augiasstald for hacking og anarkistisk selviscenesættelse, lanceret af dansk tekno-kultur.
Med ti års forsinkelse blev denne forvanskede form for cyberpunk pludselig in herhjemme og promoveredes af en flok unge mennesker, som det nyeste indenfor genren. De tilranede sig kortvarigt opmærksomheden, hvilket skadede sf mere end det gavnede. Derefter forsvandt de som dug for solen.
Siden er interessen steget igen. Det skyldes især, at SFC's bestyrelse i lyset af medlemsfrafald, dalende udgivelsestakt og ældre forfatteres død, erkendte, at genren stod i stampe, og besluttede at gøre en indsats.
Kulturby-boom
Det var i 1995, og det fandtes naturligt at satse på en festival under Kulturby 96. Der blev lavet en projektbeskrivelse med titlen Fabula 96. Efter langvarige og gunstige forhandlinger med Kulturby-sekretariatet modtog foreningen besked om, at der allerede var "opnået et bredt dækkende program indenfor programområderne billedkunst, foto, kunsthåndværk, design, klassisk musik, dans, historisk by, grøn kulturby, ungdommens og børnenes kulturby."
Det bemærkes, at festivalens underholdningsmæssige, litterære og akademiske spor ikke faldt under én af kategorierne. Planerne blev lagt om, forstærkninger hidkaldt, og Fabula 96 indgik samarbejde med forlag og boghandlere.
Der blev fabrikeret foldere, publikationer, plakater, t-shirts og kaffekrus, som aldrig før i foreningens 22-årige historie. Foredrag forberedtes og en udstilling stabledes på benene. Forlaget Klim udgav min egen roman Støj, og forlaget Cicero oversatte og udgav Bruce Sterlings Holy Fire, før den kom på engelsk.
Lokale forfattere og kulturpersonligheder blev rekrutteret, og de litterære sværvægtere Brian Aldiss, Harry Harrison, Sherryl Jordan og Bruce Sterling blev fløjet til København. Der blev holdt pressekonference og foretaget interview til aviser, radio og tv. Tusinde gæster havde en fortræffelig weekend, og som noget helt eksceptionelt gav arrangementet overskud.
SFC's medlemstal eksploderede, og to nye foreninger dannedes: Trekkies.dk og B5-klubben. Arrangørerne jublede. Lyse tider ventede lige om hjørnet!
Skæbnefællesskab
Og dog... Cirka samtidig med festivalen indtraf et boom for sf-film. Vi nærmest druknede i Hollywood-produkter og tv-serier, og den amerikanske Sci Fi-channel kobledes på danske kabler. De nystiftede foreninger kredsede også om tv.
Det kan ingen klandres for, men det skal understreges, at sf-skønlitteraturens udtryk er et andet end de parallelle tegneserie- og filmmanuskripters. Litteraturen har været gennem en lang udvikling med hensyn til temaer, motiver, stil og sprog. Det samme kan dårligt siges om filmens - dens går på billedteknik. Der er gode sf-film, men mediet synes at foretrække klichéer, og vore nye allierede læser næppe Tvetzan Todorov eller gæster Digternes salon. Sidstnævnte er ikke tilfældigt ment, for sf-litteraturens metode er beslægtet med lyrikkens, omend den har sin egen målsætning.
I lighed med poesi skal sf læses med særlige briller og kræver lidt tilvænning, før den forstås. Fælles er også de lave salgstal.
Men sf har ét yderligere handicap: Hvem som helst anmelder den, med tragiske fejlslutninger og oversete pointer til følge.
Samstemmende viser erfaringen, at de fleste har læst Bodelsen, Lessing eller Orwell i undervisningssammenhæng. Man kender beslægtede genrer fra Allende, Burroughs, Poe eller Tolkien, men indtil andet er bevist, er sf golde utopier eller rumuhyrer i flyvende tallerkener. Skulle det ske, at de læser en 'rigtig' sf-fortælling af nyere dato, er reaktionen polariseret. Enten findes den uvedkommende eller højt begavet.
Således er situationen i Danmark, netop nu. Sf optræder hyppigere, og antallet af folk, der beskæftiger sig dermed, er talrigere end nogensinde før.
Men kendskabet til dens litteratur er ikke vokset, og faren for, at den drukner i alternative medietilbud, er overhængende.
SFC er dog en hårdfør forsamling. Styrket af begivenhederne i '96 ruster den sig til en endnu større festival, næste år. Læserne hører nærmere - i fremtiden.
H.H. Løyche er forfatter og snart aktuel med kortromanen 'A!'og igen til foråret med romanen 'Mission til Schamajim'. Han kan træffes på Dancon 98 og i Forlaget Klims stand på Bogforum
Læs f.eks.
*Brian Aldiss: Non-Stop
*James G. Ballard: Verden under vand og Krigsfeber
*Gregory Benford: Timescape og Tides of Light
*Ray Douglas Bradbury: Krøniker fra Mars og Farenheit 451
*Niels Dalgaard: Den gode gamle fremtid
*Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får?
*Thomas M. Disch: 334
*Jack Finney: Mennesker uden sjæl og Tidens ur
*Palle Juul Holm: Syzygy og den sorte stjerne og Faseskift
*Stig W. Jørgensen: Diverse noveller
*Ursula K. LeGuin: Mørkets venstre hånd og Verden er skov
*Stanislaw Lem: Solaris og Fremtidskongressen
*C.S. Lewis: Out of the Silent Planet
*Alan Lightman: Einsteins drømme
*Svend Åge Madsen: Lad tiden gå og Se dagens lys
*Bernhard Ribbeck: Diverse noveller.
*Robert Silverberg: Dying Inside
*Clifford D. Simak: Mellemstation og Ring Around the Sun
*Bruce Sterling: Crystal Express
*Vernor Vinge: A Fire Upon the Deep
*Cirkel Serien, Novum og Proxima fås ved henvendelse til Science Fiction Cirklen ved Paul Dan Samsig, Sagasvej 18, 1861 Frederiksberg C. (http://www. sciencefiction.dk)
*Phantazm udgives af Mads Dam-Larsen, Ole Jørgensensgade 14, 2200 København N. Dam-Larsen er i denne måned medarrangør af kunstudstillingen Fantastika i Kvartercentret Nordvest, Dortheavej 61, 2400 Kbh NV.
