Læsetid: 14 min.

Alligevel går det hele i opløsning

21. november 1998

Line Knutzon prøver i sit nye stykke Snart kommer tiden at gøre historieløshed til en god historie, og giver et gok til en tid med generationsanalyser, psykologfloskler og mediemani

Vi lever i en tid, siger Hilbert til John i Line Knutzons nye stykke Snart kommer tiden. Den godmodige lystfiskertype John ser spørgende på Hilbert. "Vi lever i en tid," siger igen Hilbert, en kamæleonagtig hurtigsnakker, som ikke har for vane at mangle ord. John vil virkelig gerne vide, hvilken tid vi lever i, men Hilbert kan af en eller anden grund ikke få det med tiden over sine læber.
Og pludselig er den gået, tiden, og historien fanger paradoksalt nok for de historieløse, rundet-de-30-og-hvad-så 90'ervrag John og Hilbert og deres livstidspartnere Rebecca og Ingrid, der allesammen lever i en tidløs herskabsidyl med symboler i baghaven, noget så klassisk á la Ibsen. Men der er ingen tid i stykket, og hvad der er sket i mellemtiden, har de historieløse glemt.
Stykket er satirisk men rummer desuden en egen løjerlig uhygge, som ikke løjede af, da Information efter for-forpremieren af en scenetekniker blev bragt om bag scenen, hen over den kunstige plæne med stykkets flittigt brugte snekanon og orkanmaskine og ned i kælderen til sminkerummet, hvor Line Knutzon stod og følte sig som to personer.
Efter kort rådslagning blev interviewet udskudt. Samme sted, anden tid.
"Kan vi gøre det kort?" spurgte en premieremat Line Knutzon, før hun halvandet døgn senere hyldede sig i en plaid og satte sig til rette i noget der lignede en tandlægestol mellem de seks spejle i sminkerummet.
- Hvad er det med tiden eller fraværet af samme - der er så vigtigt i Snart kommer tiden?
"Tiden og døden spiller en rolle i stykket, de står bag det hele, og det ligger vel også i titlen. Det sætter af fra det granatchock, man oplever, når man har passeret de 30. Huset er der, manden er der, og så kommer kølleslaget fra mørket. Barnedrømmen er realiseret, dukkehuset, og så pludselig får man et slag i hovedet. Spørgsmålet er, hvad du stiller op med det slag. Begynder du at gå i terapi eller gemmer du dig - løber vi skrigende væk, når vi finder ud af, at vi ikke er så fantastiske..."
"Det er også den skrækvision, at man går ud på toilettet, og når man kommer tilbage, er ungerne voksne og man selv er blevet til en rosin. Den angst, og at man så skal lade som ingenting og skal i gang med at digte alt det, man har lavet de sidste 40 år."
Line Knutzon er 33, fraskilt med fire børn og forfatter til flere teaterstykker. Hendes dramatikerdebut, Først bliver man jo født, der åbnede i Århus i 1994 og for nylig har spillet på Dr. Dantes Aveny, er blevet solgt til Tyskland, Sverige, Norge og Holland. Men Line Knutzon ville måske hellere have været skolelærer:
"Jeg passer ekstremt mange børn, men jeg kan ikke begynde at læse til lærer nu - men det er også en af de ting ... jeg vil være skolelærer, jeg vil slet ikke være dét her!! Men jeg er virkelig priviligeret. Jeg kan sætte mig ned og skrive fire timer om dagen. Jeg kunne sagtens få hele dagen til at gå med at passe børn, men det gør jeg ikke. Hvordan kan du gøre det, spørger folk, men jeg spørger, hvordan kan nogen gå ned i Brugsen og arbejde 40 timer, seks måneder efter, de har født. Det forstår jeg ikke. Hvordan folk kan møde klokken otte og komme hjem kl. fem? Jeg fatter det ikke."
"Når man har passeret de 30, begynder man at slutte fred med, at man ikke kan løbe fra sin krop, den er ikke, hvad den har været. Man opdager, at alle gør-sådan-og-bliv-lykkelig rådene ikke duede, man ser, at man er et originalt stof. Og jeg tror, det er der, det skrider for mange i 30'erne, for vi skal jo knokle vores røv ud af bukserne for at have vores biler og lejligheder og alt muligt. Alligevel går det hele i opløsning. Vi skal arbejde 60 timer om ugen samtidig med, at vi skal skabe den næste generation. Det er for latterligt, dummere kan man ikke indrette det."
- Personerne i dit stykke finder på historier om sig selv. Hvem er inderst inde hovedpersonerne Rebecca og Hilbert?
"Jeg har bare skrevet nogle figurer ud fra nogle følelser. Hilbert er, simpelt hen. Og Rebecca er født sådan, som hun er. De er temperamenter. De to kan jeg ikke analysere, de er sådan. Og ud fra det, må vi så se, hvordan det går. Ikke fordi de har det specielt fedt, men hvis man begynder at psykoanalysere dem ... det kan man ikke. De er to sider af mig, og jeg kan ikke lave psykologi på dem. "
- På et tidspunkt spørger Rebecca sin mand, Hilbert: 'Bliver man nogen sinde færdig med at fortælle sin historie?' Det samme spørger jeg nu dig om.
"Det er en gængs opfattelse, at vi hele tiden skal skal se at blive færdige med tingene. Vi lever i en tid, hvor man kan blive behandlet for alt, så der er en kollektiv regel om, at tingene skal afsluttes. Men vi bliver jo aldrig færdige med noget. Ingrid (der i stykket opdager at hun aldrig kan få børn og derfor bruger resten af sit liv på at overtale John til at forlade hende for hans egen skyld, red.) bliver aldrig færdig med den historie med John (der bruger resten af sit liv på at nægte at forlade Ingrid og true med at falde død om, red.), for det er en af de bedste historier i hendes liv. Man forventer et sammenbrud, for sådan har det været med min generation; vi bliver udsat for analyser fra alle sider, vi er blevet kaldt forvirrede og historieløse, og det må vi ikke være. Men fakta er, at sådan er vi."

Den ældre generation kan ikke blive ved med at belære os om, at vi skal have historier og myter, så vi må selv beskrive indefra, hvordan det er at være os. Vi er jo ikke ringere mennesker, fordi vi er historieløse. Jeg føler, jeg gør et oprør ved at fremstille det sådan."
- Du vil fremstille mennesker, analytikere har kaldt uægte, som ægte?
"Der er mange i min generation, der vil tilbage til noget dybt eller ægte," siger Line Knutzon og læner sig frem i stolen og råber så det gjalder i hele teatret: "Nu hedder det, De går tilbage til de ægte følelser: Kom og se! Nu sker det!"
Hun læner sig tilbage og fortsætter roligt hvor hun slap: "Men det er bare, fordi vi er blevet ældre. Lad være med at bruge spalteplads på det. Lad være med at skrive bøger om det."
"Jeg har altid fået at vide, at jeg også var så forvirret. Og jeg kan tydeligt huske at jeg tænkte, da jeg var 23, at nu vil jeg ikke finde mig i det mere. Man sagde, at jeg havde ti meninger på en gang. Det er meget reelt at have ti meninger på en gang, og det bestemmer jeg! Det er godt! Jeg vidste godt, hvad jeg ville, jeg vidste det bare på min måde. Hvis folk er småsyge eller mærkelige, jamen det er da fantastisk! Hvad er det egentlig, vi er ude på - et samfund, hvor alle er i harmoni og har de rigtige holdninger? Jeg hader det, og jeg synes det er kedeligt."
"Hele det gennembrud med psykologi og måder og regler, dem bliver jeg mere og mere uenige med. Jeg tror det kollektive psykologiske mønster er ved at ændre sig. Jeg synes, Hilbert er fantastisk. Både ham og Rebecca springer ud af min verden, de er bare et følelsesudbrud af mennesker. Jeg er helt vild med Hilbert, fordi han er så intolerant. Han er virkelig irriterende, men ... nu begynder jeg vist at lyde ligesom ham der skipperen fra Fulton..."
- Men John fra stykket har trods alt en casestory og fortæller historier fra sin traumatiske barndom?
"Men sådan er virkeligheden jo også. Vi har alle vores historie. Vi skal bare have sat proppen i de gamle måder at forstå historierne på og have lukket op for nogle nye."
- Er det ligegyldigt, hvad historierne indeholder?
"Når jeg skriver et stykke, starter det ikke med, at jeg har et budskab. Jeg ved godt hvad jeg vil skrive om, men jeg vil lave et billede. Jeg vil se ordbilleder, jeg ser et sammensurium af en masse ord. Som en maler nok gør. Jeg ser ikke en lang linie. Jeg laver et lille billede og bygger videre. Jeg er drevet af mine følelser, og sådan var det også da jeg var ungkommunist."
- Så skal jeg spørge: Fortryder du, at du var ungkommunist?
"Nej, nej. Jeg var ung og gik på kurser, det stimulerede noget i mig, der havde at gøre med uretfærdighed, som er noget, jeg ikke kan tåle. Hvis nogen spørger mig, må jeg sige, at skriveprocessen er følelsesladet, men min drivkraft er politisk. Men vi kan ikke opfatte os selv i de gamle rammer. Der skal opfindes nogle nye politiske tænkemåder. Vores politiske system er gumpetungt og forældet."
"Jeg håber og tror, at mine stykker virker sådan, at folk vil få lyst til at gå ud og have lyst til at påvirke verden og være i bedre humør. At jeg siger noget til dig og du siger det videre, eller som Rebecca siger i stykket: Det er vigtigt at være uenige inde i stuerne. Der er ikke noget, der er spildt, hver gang man har en uenighed, eller kommer helt vildt op at skændes, er det godt. Det påvirker."
- Til at træde ind i fællesskabet?
"Der er ingen vej udenom, at vi skal tilbage til jeget, til individet. Det er dig, der skal handle, ikke som noget ondt, men gennem noget godt, dejligt og rart. Det er helt banalt, men det hele handler vel også bare om det at gå og hygge os og lave noget god mad og få udrettet noget. Det er det, vi glæder os til hver dag, når vi går hjem klokken 16. Men jeg bryder mig ikke om den måde, man bilder folk ind, at de ikke kan påvirke deres omgivelser eller dem selv - og jeg føler de bliver opdraget i den ånd - jamen så bliver det hele noget pis, og man gider ikke køre i bus, fordi folk er sure."

Men det er ikke ligegyldigt, hvem man er. Som pædagog eller tillidsmand på en fabrik eller kunstner skal man møde op og videregive noget og sige nogle meninger. Det skal man, og det skal man have lyst til!! Nu lyder jeg vist som Hitler. Jeg er et følelsesmenneske og er meget sensitiv, og hvis jeg ser en person gå ned, kan jeg slet ikke snuppe det. Hvorfor er det sket? Nogen må havde undladt at hylde det menneske eller have undladt at elske det."
- Der er en person i stykket, der virker ret uægte, nemlig Oda, den dynamiske kvinde, der har lært at sætte grænser og nå et mål på en effektiv måde.
"Dels har jeg en meget stor foragt overfor menneskeliggørelsen af erhvervslivet. Man laver kurser og rollespil og bilder flk ind, at de har et medansvar, men glemmer at fortælle dem, at det handler om at score kassen ved at få folk til at arbejde mere. Det er ureelt. Det er der, den dynamiske pige, med masser af initiativ, der elsker udfordringer, kommer fra. Oda har været på alle kurser, kommunen har lavet, og hun har lært at sætte grænser. Det er også noget, jeg foragter meget. Det er en bølge, der har været, også i pressen, at nu skal vi eddermame sætte grænser. Det er latterligt, for selvfølgelig sætter vi grænser. I børnehaven var første punkt på dagsordnen: Om at sætte grænser - Du må ikke give dit barn slik, men jeg gør det kraftedme somme tider alligevel!!! Oda får det problem i sit liv, at det hele bliver klicheer og livsformer, man har hørt eller er trænet op i er rigtige, og så forsvinder personligheden. Jeg kan se folk sidde på kurser og lære at sætte grænser overfor andre, og det er enormt egoistisk. Det er din lort, det er min lort, det må du selv klare, sådan siger man. Hvad er det for en juleleg at bruge sine ord på at sige sådan noget? Det er som om folk er bange for, at nogen skal tage noget fra dem."
- I stykket bliver de to par, Rebecca og Hilbert og John og Ingrid sammen tiden ud - eller tiden foruden. Det kan synes naivt, når man tænker på alle de forhold, der falder fra hinanden, i virkeligheden... og mange kvinder foretrækker ligefrem at leve uden mænd?
"Jeg tror, vi er inde i en stor udvikling. Kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, men vi kan se nu, at det virker ikke. Man var så glad i 70'erne, fordi man havde en plan og et mål, og nu er målet nået. Men det er ikke godt, og frustrationen er stor. Man bliver nødt til at se tingene i et meget langt perspektiv og anerkende, at vi er på en rejse. 68-generationen har gjort noget meget vigtigt, de fik væltet en masse forældede måder at leve på. Der var en masse, der ikke blev passet, men det var nødvendigt. En ny generations opgave er at tage det på os og tænke over, hvad der sker, og hvad vi gør. Men vi skal have et parforhold og bo i København, og det er svært; der er ikke to mennesker, der kan bo i lejlighed i København uden to indtægter, og folk kører ned og bliver skilt og skilt og skilt. Når tingene bryder sammen kommer skyldfølelsen. 'Vi er dårlige mennesker og vi sviner med vores liv'... jeg har besluttet, at skyld ikke skal styre mit liv. "
- Kan man beslutte det?
"Nej, jeg har da også dårlig samvittighed over alt muligt, men man er nødt til at diskutere, hvad man er skyldig i."
- Vi lever i en tid...
"Alle journalister spørger: Er det noget med den her tid? Din generation? Jeg kan høre, hvor hult og tomt det runger, hvor meget det er blæst op. Så hedder det: Det er også dig og dine kolleger og alt jeres ironiske pis. I distancerer jer. Pludselig hedder det så: Nu skal vi tilbage til de ægte følelser. Nu hedder det, at Morten Korch er ægte følelser. Da jeg begyndte at skrive, havde der ikke været nogen med humoristisk sans i mange år. Så kom der et boom af folk, der skrev sjovt - og det var da ægte! Måske var det ironisk, men så må vi tage stilling til, hvorfor det var det - det var ikke noget kunstigt, vi havde digtet. Følelser kan ikke være andet end ægte. Men når det kommer ud i pressen, og de diskuterer det på videnskabelige institutter på universitetet, så har man pillet det fra hinanden, og så hedder det pludselig, at man er træt af de uægte følelser, og vi skal tilbage til noget ægte. Det har været ægte hele tiden, det har altid været ægte."
- Har generationaliseringen - fordommene overfor særlige årgange - taget overhånd i den offentlige debat?
"Ja. Vi er alle sammen alle tider, alt tid. Generationerne rummer hinanden. Der har sikkert for 100 år siden siddet én hernede, der var 33 år gammel, og sagt nogenlunde det samme, som jeg siger nu, eller har været drevet af de samme følelser."

Man hører om alle problemerne med generationen, der er omkring 20. Men de holder sammen fra børnehaven og har netværk og er enormt søde ved hinanden. Jeg tilhører selv nå-generationen, som har fået malet fanden på væggen. Vi har fået at vide, at vi aldrig bliver voksne. Hvad er det for noget sludder? Vi bliver ikke voksne som vores forældre og bedsteforældre blev, vi må finde på noget andet. Men selvfølgelig bliver vi voksne."
- Den franske filosof Paul Virilio siger i bogen 'Cyberworld, det værstes politik', at et par fra sidste århundrede over en periode på 50 år oplevede det samme, som et par i vores tid oplever på fem år. Efter de fem år er forholdet slidt ned, hævder Virilio.
"Det er rigtigt. Og det kan man bruge flere år på at tænke over."
"Vi er på vej hen til noget nyt. Vi ved ikke, hvad det er. Hvert andet minut tænker jeg, det er også for dårligt. Men det holder ikke ... der kommer så mange platheder, tilbage til de gamle værdier osv., men det er for sent. Noget nyt er under opsejling. Det hele er ved at ... riitsch ... forrykke sig, jeg ved ikke om vi bliver nogle supermennesker, der bare går rundt og er glade fra morgen til aften. Det tror jeg ikke. Men der bliver nogle nye fortællinger."
- I dit stykke dukker Knuttebarnet op - et meget mærkeligt barn, der så at siger er 55 år ved fødslen. Knuttebarnet får mig til at tænke på en kvindelig guddom, hverken barn eller voksen, tilsyneladende udødelig...
"Knuttebarnet er for mig tanken, som indtræffer, når du fatter, at du ikke er her for evigt. Da jeg var 25 vidste jeg godt, at jeg skulle dø, men der var 600 år til. En sommerferie varede 1000 år og en weekend flere uger. Så får man børn og kravler over de 30. Man glor på lorten eller lagkagen, og drømmene er blevet til virkelighed. Man står og fryser i sin virkelighed og spørger, hvad skal jeg lave her? Man kommer til kort. Tiden går hurtigere og hurtigere. Knuttebarnet er for mig de tanker, jeg har gjort om min egen fremtid ... et varsel eller et billede: Registrerer John og Rebecca det her barn, så har de mulighed for at gøre noget rigtigt godt."
- Hvad betyder det mytologiske eller religiøse for tiden, uden for tiden, for dig?
"Det er en meget stor inspiration til min fantasi. Ikke sådan, at jeg hænger min hat på det, men jeg tror på kærligheden, og jeg tror, Knuttebarnet kommer i en kærlighedsgerning og minder dem om, hvem de er. Det oplever jeg også selv, hvis jeg går ned med flaget, at der kommer noget til mig. Det er selvfølgelig noget, der er inde i mig. Jeg er klumpnaiv, og hvis ikke det var fordi, jeg blev hånet af mine omgivelser, ville jeg også tro på nisser og trolde."
"Paradokserne er der ikke plads til. På den ene side: Jo. På den anden side: Nej. Man bliver presset rundt og bliver interviewet ti gange for hurtigt. Alt for mig er et paradoks. Der er behov for paradokser."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu