Læsetid: 6 min.

Begejstringen holder mig i gang

23. november 1998

Ole Lyngfeldt Lund er lykkelig for tilværelsen som 'fri fugl', selvom han har betalt en høj pris for det travle arbejde som selvstændig

FRIE FUGLE
Ole Lyngfeldt Lund fra Århus er 52 år og arbejder alene som selvstændig edb-konsulent på 22. år. Han er den type arbejdskraft, som virksomhederne i stigende grad benytter frem for fastansatte. Han er specialist i lønsystemer og er lykkelig for tilværelsen som 'fri fugl'. Men det travle liv har også en pris:
"Det er egentligt lidt af en tilfældighed, at jeg er endt som selvstændig. Oprindeligt blev jeg uddannet bankmand, men i 1971 fik jeg job som regnskabsmand i en entreprenørvirksomhed. Og det var på et tidspunkt, hvor branchen gik vældig godt."
"Efter et par år ekspanderede virksomheden, og så kunne vi ikke længere klare administrationen med et almindeligt bogholderianlæg, og edb'en var så småt ved at komme frem i de mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder. Og det syntes jeg var meget spændende og blev simpelthen grebet af det. Det gav sig udslag i, at jeg deltog i en del kurser og lærte at programmere og begyndte selv at lave programmer i virksomheden."
"På et tidspunkt var jeg ved at blive kvalt i både at være regnskabschef og edb-mand, så jeg valgte i 1976 i god ro og orden med virksomheden at starte op for mig selv."

Frihed til at manøvrere
"Det var et nødvendigt valg, for det kunne ikke fysisk lade sig gøre at have to job. Men jeg tror, der er en vis form for frihedstrang hos alle selvstændige, og jeg har aldrig fortrudt. Det kan jeg nok bedst udtrykke ved, at jeg flere gange i de 22 år, jeg har været selvstændig, er løbet ind i nogle situationer, hvor jeg kunne have valgt at gå sammen med andre edb-folk og lavet et firma."
"Det har faktisk ligget lige for et par gange. Men jeg har helt bevidst valgt at køre den her form for virke. Og det er nok den der frihedstrang. Ved at være alene, kan du manøvrere. Du kan for så vidt lukke virksomheden uden at have et socialt ansvar, uden at du trækker nogle medarbejdere ud i et eller andet økonomisk uføre. Og det er ikke fordi, jeg er asocial, men du slipper jo også for en del arbejde ved ikke at have ansatte."

Glemte familien
"Men jeg har betalt en høj pris for at blive selvstændig. Jeg har ikke mistet min familie, men jeg har tre drenge, og de to ældste har jeg ikke oplevet som børn. Jeg havde ikke øjne for dem, for min bevisthed var koncentreret om mit arbejde. Det var mit et og alt, for det var spændende, og der var udfordringer."
"Og når folk kom og sagde, at du er den eneste, der kan løse den her opgave, så blev jeg utrolig smigret og så slet ikke, at det bare var for at få mig til at arbejde på tidspunkter, hvor ethvert andet normalt begavet menneske ikke ville arbejde. Jeg kunne arbejde om natten. Sommetider arbejdede jeg flere døgn i træk, og jeg synes, jeg var en fandens fyr og udødelig, og jeg ved ikke hvad."

Knækket efter 11 år
"Der er år, jeg har arbejdet cirka 50 procent over. Altså 11 eller 12 timer per dag. Jeg gjorde det, fordi jeg synes, det var interessant, men jeg tabte familien lidt.
Det har jeg så indarbejdet igen, men det var i kraft af, at jeg i 87 blev syg på grund af arbejdet, og måtte stoppe op i to år. Og på det tidspunkt fik vi en efternøler, som jeg så har oplevet. Og det har jo været fantastisk. Det har næsten været hele sygdomsforløbet værd."
"Men det er klart, at sådan en oplevelse gør, at du ser din tilværelse i et helt andet perspektiv. Lige pludselig fandt jeg ud af, at når alt kommer til alt, så er det kun det med mennesker, der tæller. Så det satser jeg helt bevist på nu. Men jeg er da glad for mit arbejde. Nu har jeg bare lært at slippe det og finde en balance mellem arbejdet og det virkelige liv."

Base i byen
"Jeg har helt bevidst valgt at have base ude i byen, så der intet arbejde er, når jeg er hjemme. I hvert fald intet edb-arbejde. Jeg har prøvet at arbejde hjemme for år tilbage, og det resulterede i, at jeg gik ind og burede mig inde og arbejdede, når jeg havde spist. For det ligger der jo altid. Det er både den store lykke og den store ulykke ved at være selvstændig. Der er altid noget, du kan give dig til. Om ikke andet så dit eget bogholderi. Men jeg synes, jeg har fået en distance til det gennem årene. Jeg er blevet i stand til at lade det ligge."
"Jeg adskiller mig meget i branchen ved, at jeg har egne kunder, selvom jeg i dag primært har underleverandøropgaver. Men mine egne kunder har jeg helt tilbage fra 76. Jeg har muligvis mistet en, men ellers har jeg alle mine gamle kunder, og de ser mig som en del af inventaret. Og man kan sige, at mit sociale liv foregår ude ved kunderne på godt og ondt - men absolut mest godt."
"Mine egne kunder sender mig flasker til juletid, og det er jo ret pinligt, for det er jo mig, der burde sende flasker til dem. Men sådan noget tænker jeg slet ikke på. Men man kan sige, at hvis jeg endeligt skulle sende flasker, så burde det være til Folketinget, fordi de laver de totalt urimelige love, der administrativt er helt umulige. Det må jeg være dybt taknemmelig for, for jeg vil sandsynligvis aldrig blive arbejdsløs."

Branchens olding
"Men jeg har risikoen for at blive arbejdsløs for øje, for jeg jo er en olding i branchen. De løber jo rundt, de her dygtige, unge veltrimmede fyre sidst i tyverne, men jeg har måske noget andet. Den psykologiske indfaldsvinkel til at kunne lære folk at blive fortrolige med programmerne. Plus at jeg er fagligt kompetent."
"Men jeg har for nyligt oplevet, at folk kigger mærkeligt på mig, når jeg træder ind. Men når jeg går om aftenen, er der altid en fin kommunikation og kontakt. Så er facaden - det de umiddelbart ser - skrællet bort. Kun det, de oplever, står tilbage."
"Jeg har et bragende godt samarbejde med en hovedleverandør, der har mig som en variabel indtægt. Det er en guldgrubbe for en virksomhed, for branchen er jo kendetegnet ved, at der er en stor gennemstrømning. At de dygtige medarbejdere hopper fra blomst til blomst, hvor nu blomsten er smukkest, og lønnen er størst. Som ejer af sådan en virksomhed kan du ikke føle dig sikker på, at medarbejderne er der om et halvt år. Der kommer jeg så ind. Der er virkelig en stabilitet i det her forhold. Jeg er dyrere, men ikke mere, end at de tjener penge på hver eneste time, jeg arbejder. De har aldrig noget tab, men har stor stabilitet."

Legebarnet lever
"Den økonimiske linie, jeg har valgt, bygger på det idégrundlag, at jeg skal kunne eksistere og så i øvrigt have det lidt sjovt. Og ikke mere. Og den linie holder jeg. Men hvis jeg ville, kunne jeg lade være med at være underleverandør og i stedet udelukkende have mine egne kunder. Så kunne jeg måske tjene 40 procent mere. Jeg ligger under gennemsnittet uden at være på lav sats, for jeg bruger ikke min timesats som et konkurrenceparameter."
"Men den dag, hvor det bare er noget, jeg gør for penge, så tror jeg, jeg falder sammen i den her branche. Jeg er stadigvæk begejstret, og det er den glæde og begejstring, der bærer mig gennem den barske tilværelse, det er at være edb-mand. Men nu er jeg sådan lidt et legebarn, og det er det, der holder mig igang endnu. Det er jeg slet ikke i tvivl om."

*Dette er den sjette og sidste artikel i serien om fordele og ulemper ved livet som løsarbejder. De foregående artikler blev bragt den 12., 13., 16., 17. og 18. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu