Kwame Ture, alias Stokely Carmichael, er død - 57 år gammel
NEKROLOG
Stokely Carmichael var den smukke, den elegante, den veltalende blandt de sorte politikere, der dukkede op i USA i slutningen af 60'erne.
Efter mordene på Malcolm X i 1965 og Martin Luther King i 1968 var der brug for nye ansigter og nye toner fra en ny generation. Han var en periode den mest markante. Jesse Jackson er den eneste fra samme periode, der fortsat er med. Rap Brown gik under jorden, blev bankrøver. Huey P. Newton blev i sidste ende skudt i et narkoopgør.
Carmichael var egentlig filosof (bachelor fra Howard University) og studenterleder. I 1966-67 var han landsformand for SNCC, Studenternes Ikke-Volds Komite, som leverede fodfolk og stødtropper til arbejdet med at få sorte vælgere registreret. Carmichael, som egentlig ikke kendte det fjerneste til Sydstaterne, kastede sig ud i store demonstrationer, blev arresteret op mod 30 gange og var flere gange udsat for livstruende selvtægt fra hvide politifolk og fangevogtere.
Han var forholdsvis tidligt - ved vi nu, bagefter - på kollisionskurs med King. Ikke-vold var for King et princip, en tros-sag. For Carmichael var det snarere en taktik, og han var absolut indstillet på skrappere kampformer. Efter Kings død blev han i en periode opfattet som talsmand for i hvert fald den artikulerede del af den sorte protest.
Black Power
Men det var også ham, der formulerede slagordet Black Power. Efter års samarbejde med hvide (i SNCC og andre steder) gik han efter mordet på King i stigende grad efter noget, man dengang kaldte sort kulturnationalisme - sorte skulle samles i egne organisationer, egne erhvervsvirksomheder, isolere sig fra hvide, også hvide sympatisører, som man alligevel ikke i sidste ende kunne regne med.
Det handlede om sort selvværd. "Black Is Beatiful," råbte han - og det lød mere end overbevisende, når det kom fra ham.
Det er dybt forkert, når han omtales som en Sort Panter-leder. De Sorte Pantere opstillede på et tidspunkt - i spøg - et forslag til en skyggeregering, hvori man gjorde Carmichael til statsminister. Parterne røg få måneder derefter uklar. Panterne var marxistiske - det handlede om klasse-, ikke om racekamp. Carmichael mente stort set det modsatte.
Indvandrer
Carmichael var indvandret til USA, født i Trinidad, og udvandrede igen allerede i 1969. Han ville "hjem til Afrika". Han satte sig i spidsen for et panafrikansk revolutionært folkeparti, som skulle forene afrikanere og sorte i eksil (i "slavenationerne"). Han brugte i en periode sine talegaver på at få sorte amerikanere til at opgive USA. Man kan ikke sige, han fik stor succes.
Hans helte var de vestafrikanske befrielsesledere, Kwame Nkrumah fra Ghana og Sekou Toure fra Guinea. Som afrikaner tog han navnet Kwame Ture. Han havde ikke den store forståelse for de kræfter, der i sidste ende væltede dem begge og i sidste ende kasserede deres form for socialisme. De seneste år arbejdede han med at organisere internationale protester mod handelsblokaderne mod Libyen og Cuba.
Carmichael giftede sig i 1969 med én af heltinderne, Miriam Makeba - i eksil fra Sydafrika, men ægteskabet holdt kun få år.
Han vendte kun tilbage til USA som taler, som diplomatisk repræsentant for Guinea, og - senest - som cancerpatient (med lægeregningen betalt af De sorte Muslimer).
Han var stjerne på verdensscenen, og hans ansigt og knytnæve dukker fortsat op i kavalkader og historiske oversigter over en meget turbulent periode i USA's historie. Men i princippet var hans gæstespil meget kort.
Jesse Jackson besøgte i sidste uge Carmichael i Conakry i Guinea. Jackson udtaler, at Carmichael ringede med "dette århundredes frihedsklokke", han "vidste han havde leveret sit bidrag til at eliminere lovfæstet raceadskikkelse i USA og kolonialisme i Afrika."
