Læsetid: 4 min.

Det bølgende temperament

7. november 1998

KALENDER
I BODIL BECHs digtsamling Flyvende Hestemanker fra 1940 står digtet "Sølvbølger". Det er ikke særlig mærkværdigt, mere afdæmpet end vanligt for hendes lidenskabeligt strømmende vers. Der er dog skumsprøjt, som dåner i solen, hvidglitrende bliver det til intet,

og Sølvbølger ler
og forskyder hinanden,
en ilende kæde af lyst.

Hendes ord orienterede sig til stadighed i en erotiseret verden. Her kommer kys flyvende, smil dukker op, en latter, en skæmten, en sindets dans - i et forfatterskab, der har status som tidlig modernisme i kvindelitteraturen.
Digtet er skrevet over en erindring fra Kerteminde, hvor hun slog sig ned på byens højeste kvist i 1917, og er dannet over indtrykket af Storebæltbugten set gennem østvinduet. På klare dage kunne hun øjne Sjælland som en lys bræmme. Det var det år, hun giftede sig med med kunstskribenten Poul Uttenreicher, "lidt bamsetung, en Tingenes lidenskabelige Elsker", kalder hun ham. Det var da han sammen med Axel Salto skabte tidsskriftet Klingen.
Hvor jeg véd det fra? Jeg skulle forleden skrive en kort leksikonartikel om Bodil Bech og støvede forskelligt materiale op. Det er ellers ikke hver dag jeg læser i Fynsk Jul, årgangene 1939-41, men dér offentliggjorde hun nogle erindringsskitser, lyse minder sendt fra den ene krigstid til den anden. Dér i 1940 genkalder hun sig det feberhede år 1917, gullaschtiden, hvor fede pengestrømme gled fra hånd til hånd, malerierne købtes friske fra staffelierne og hængtes op i nye, brandflotte hjem. Og fruerne købte digtsamlinger, nummererede, signerede og lækkert indbundne, så de kunne ligge på de blanke borde, tit uopskårne, mener hun.

DET VAR perlemorslyset, der lokkede malerne til Kerteminde, som nu Johannes Larsen. Han blev der hele livet og omgav sig med en voksende have med påfugle, springvand og et bassin med en stor odder, der blev hentet ind i dagligstuen til selskabsbrug, hvor den gravede kanaler under det nye gulvtæppe.
Ved siden af diverse dyr giver Bodil Bech en række præcise portrætter af de mange gæster. Hun husker Johannes V. Jensen, "bleg med noget vist frysende over de markerede Træk." Han står i dagligstuen som en brik spillet ud midt på gulvet og tager, skønt hundehader, kejtet mod hyldesten fra hendes overstadige hund. Og dér er Thøger Larsen, "den tætte, mongolsk-udseende Lemvigdigter, Urdanskeren, Verdensmanden, den paa alle Kløvermarker og Stjerneveje sig boltrende Thøger." Han er beruset af sodavand, ustyrlig af humør, mens de andre arbejder med propperne til stærke drikke for langsomt at ase sig op på samme dionysiske højder som Thøger. Otto Gelsted står, "yndefuldt kejtet og med sigende og afgjorte Haandbevægelser i en let syngende og staccato Tone stædigt slaaende sine Maksimer fast."
Og dertil malerne, Syberg og Sigurd Swane, Christine Swane, Leo Swane, Karl Isakson, Otte Sköld, billedhuggeren Kai Nielsen. Og værten Johannes Larsen, der går rundt med sin snadde og fodrer oddere og duer og læser kriminalromaner, når gæsterne er gået og kunsten ikke kræver ham.

DIGTSAMLINGERNE ligger foran mig. Fem i alt udgivet mellem 1934 og 1941. Vel modtaget af de klogeste anmeldere, men ikke købt i større antal af fruerne. Bodil Bech gik tidvis rundt og solgte dem ved dørene. Jeg fandt dem i bogkasserne for ingen penge. Signerede og nummererede. I debuten Vi der ejer Natten har hun skrevet: Af 200 nr. 156. Og i den sidste, Ud af Himmelporte: Af 135 nr. 38.
Mere aftræk var der vel på Lones Balkanfærd, en ungdomsbog med omslagstegning af en tækkelig ung pige med prikket hovedtørklæde. Hun spiller på blokfløjte på en sten ude i bjergene, men er ellers i dannet selskab for at opsøge sin elskede far. Bodil Bech udsendte den under pseudonymet Anne Fole i 1942, året for hendes død. Hun var berejst i verden, med fem års musikuddannelse i USA og talrige ruter i Europa og valfart til forbilledet Edith Södergrans hus i Raivola på det karelske næs.

EN REJSENDE også i københavnske miljøer. Kunstsamleren Elna Fonnesbech Sandberg fortæller i sine erindringer, Dem jeg mødte (1944), om et besøg af Jens August Schade og veninden Bodil Bech. Han omgav sig med et panser af overdreven høflighed, mens hun var forstående og ligetil. "Hun var et dybt ulykkeligt Menneske, hjertevarm og følsom... Hun mødte kun Modgang i sit Liv. Ustandselig blev hun kritiseret. Det gik hende forfærdelig nær."
En dag læste hun digte op for forsamlede kunstnere: "Underlige visionære, voldsomme og anelsesfulde; det var ligesom store ukendte og ufattelige Vidder, med vilde galopperende Heste og sorte fjerne Kæmpefugle, der slog ned mod én. Det var hendes sidste Sange, hendes sidste dybe Aandedrag, før hun blev træt af den Kamp, som var hendes Liv."
Bodil Bech var 45 år ved debuten og var udlevet som 53-årig. Der er langt fra de milde sølvbølger ved Kerteminde til de rasende storme over de dybeste havbundes tanghaver i den afsluttende digtsuite "Himmelporte".
Otto Gelsted talte om hendes "mænadeagtige vildskab" og den vise Chr. Rimestad skrev sagtmodigt: "Stundom er det, som om Oceanet og hendes eget Væsen bliver ét." Et temperament blandet af overskud og fortvivlelse. Vand og ild overalt i versene. "Brændende" var det ord, hun brugte mest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her