Læsetid: 6 min.

Børnenes talerør

24. november 1998

Medierne og det moderne livs stress skader børn, så de plages af angst og psykiske forstyrrelser, siger børnepsykiater i en gruopvækkende bog om dagens børneliv

NY BOG
Et tæppebombardement fra medierne og det moderne stressede liv fører til, at børn konstant får krænket den psykologiske lavalder. De trives dårligere og dårligere, skriver børnepsykiateren, Gideon Zlotnik i en ny bog De stakkels børn, som netop er udkommet.
Bogen er meget provokerende, for den erfarne børnepsykiater går målrettet og direkte efter hele den moderne livsstil med reklamer, stressede familier og tv på hvert barneværelse. Børn får ikke længere lov til at være børn, siger han. Og han lægger ikke fingrene imellem.
Små klip fra hans klienter: Berit, fem år, skal have det samme tøj på hver morgen. Ben, seks år, skal forsikres om, at hans seng er fri for smådyr. Birgitte, syv år, skal sikre sig, at alt er aflåst om natten. Bent otte år, skal vaske sine hænder talrige gange om dagen. Bente, ni år, skal ringe til sine forældre mange gange om dagen.

TV-serier
Eksemplerne er typiske, siger psykiateren (selv om navnene er opdigtede). Børnene er i øvrigt velfungerende og kan forklare, hvorfor de har det sådan: Berit har hørt, at vaskemidler giver hudsygdomme. Ben har indtryk af, at sengetøj er inficeret med mider, lus og andre dyr. Birgitte ser tv-serier og hører advarsler fra politiet. Bent har hørt om risikoen for, at sygdomme fra middelalderen vender tilbage. Og Bente har set ulykker på tv og mener, at de voksne lever et meget udsat og farligt liv. Den daglige regn af advarsler fra medierne i oplysningens hellige navn.
Fra sin stol på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Glostrup amtssygehus taler overlæge Gideon Zlotnik med vægten af 30 års erfaring - som et talerør for de børn, som tager skade af den moderne livsstil.

80-20 samfund for børn
Den administrerende overlæge skønner, at omkring hvert femte barn i dag er i en risikogruppe i forhold til at udvikle psykiske lidelser. Og problemet er stigende.
I litteraturlisten kan man se, at han har læst alle de eksperter, som siger, at børnene har det fint. Men han argumenterer for, at de svages problemer vidner om nogle belastninger, som alle børn lider under. Den store gruppe tilsyneladende velfungerende børn påvirkes af den samme livsform og de samme medier, som efter Gideon Zlotniks opfattelse giver vanskeligheder for den svage gruppe. Derfor kan flere flyttes over i problemgruppen, mener han.
80-20-samfundet slår voldsomt igennem, når det handler om børn. Der er en gruppe, som ikke er rustet til at klare de almindelige vanskeligheder, som følger med et barneliv.
Det kan skyldes, at de kommer fra en familie med massive problemer med kriminalitet, misbrug og omsorgssvigt. Men det kan også være almindelige familier, som tilsyneladende har det fint, men som er plaget af stress. De moderne familier, som psykiateren kalder dem. Og det er herfra, der kommer stadigt flere patienter til hans konsultation.

Grimms eventyr
Et af symptomerne for børnene er angst.
Angst er en helt normal og nødvendig del af børns udvikling, forklarer psykiateren i en ultrakort læse-let udgave af udviklingspsykologien. Det vigtigte for børn er at lære at håndtere angst og bearbejde de tanker og følelser, der opstår, når man bliver bange.
Det skete tidligere for eksempel ved hjælp af de forfærdelige Grimms eventyr, hvor gruen står med åbent gab i stuen, mens store Claus slår lille Claus og kører rundt med liget af bedstemor.
Men angsten var indkapslet i en tryg ramme med en voksen, der læste højt. Og med tid til at tale om, hvad der foregår.
I dag noterer Gideon Zlotnik sig en ganske almindelig tv-avis - som kommer lige efter børnetimen i TV - som indeholder indslag om sultdøende mennesker, forurening, krig og kriminalitet. Alt sammen i et tempo, som gør det umuligt at bearbejde indslagene undervejs. Børnene forstår ikke, hvad der sker på skærmen. Derfor æder angsten sig ind i psyken i stedet for et bidrage til en normal psykologisk udvikling.

Piger og Barbie
Gideon Zlotnik har tidligere skrevet den ligeså provokerende bog De stakkels drenge, hvor han argumenterede for, at drenge tager skade af det feminiserede miljø i børneinstitutionerne. De må ikke lege med det krigslegetøj, som de kvindelige pædagoger selv er angst for. Og de skal være stille og sidde stille. De skal være små piger.
I denne bog taler han også om pigernes problemer.
De får tidligt påduttet en seksualitet og en kropsideal, som de slet ikke er modne til. Barbiedukkerne leverer en helt forkert forestilling om den kvindelige krop. I reklamerne er det kun smukke, slanke, smilende piger, som børster tænder og vasker hår. De buttede findes simpelthen ikke.
Hvor mænd - også i reklamerne - kan se ud på mange forskellige måder, er kvinderne alle sammen fotomodeller med en krop, som psykiateren bestemt ikke synes er i overensstemmelse med naturlige kvindelige former.
For pigerne betyder det, at spiseforstyrrelser er et stadigt stigende problem for stadigt yngre piger. Depression og manglende selvværd plager unge, som er ved at komme i puberteten.
Der er også tale om et meget stereotypt kvindebillede. Men også piger har brug for at lege vilde lege og løbe omkring og eksperimentere med forskellige roller - inden de kommer i pubterteten.

Ensomhed
Gideon Zlotnik er godt klar over, at mange vil indvende, at den slags problemer altid har eksisteret. Og han erkender da også, at han ikke kan føre et statistisk bevis for, at problemerne er stigende, selv om ventelisterne bugner. Men han refererer sit eget og kollegernes indtryk, forklarer han.
Statistikken for hans egen arbejdsplads støtter hans udlægning. I 1988 blev 44 piger og 40 drenge henvist. I 1997 var tallet steget til 109 piger og 56 drenge.
Han fortæller også, at der i samme periode er sket en voldsom stigning i antallet af børn, som kommer i specialklasser i skolen. I øjeblikket er det 14.000 børn. Hver fjerde elev får specialundervisning i løbet af sin skoletid. Men det er i øvrigt også skolens skyld. Dens væsentligste krav til børnene er stadig, at de kan sidde stille i 45 minutter ad gangen - uden at sige noget, mener børnepsykiateren.

Alle på anklagebænken
Det er ikke bare skolefolk, der står for skud. Gideon Zlotnik anklager alle voksne, forældre, medier, politikere og reklamebranchen for at have ansvar for problemerne.
Undertegnede anmelder ved ikke, hvordan de øvrige grupper læser bogen. Men som forælder rammer den hårdt.
Det gør ondt i maven at læse et brev fra en dreng, som føler, at der ikke er nogen, han kan tale med om sine problemer. Han kan ikke lide at sige til sin mor, at han gerne vil have hende til at være mere hjemme. Bare nogen havde mere tid, lyder hans højeste - forgæves - ønske.
Gideon Zlotnik går dog ikke specielt efter forældrene. Tværtimod fortæller han, hvordan forældre-rollerne er i opbrud og forældrene splittede mellem forskellige roller. Derfor må hvert enkelt par forhandle sine egne forældre- og kønsroller undervejs. At de alligevel ofte ender som den traditionelle kønsfordeling: Mor/børn, far/karriere, smiler psykiateren lidt over. Men han understreger, at selve anstrengelsen ved hele tiden at skulle forhandle rollerne, gør forældre usikre - også når det gælder børneopdragelse.
Desuden bidrager mange gode råd om åbenhed over for børn til, at forældre også krænker den psykologiske lavalder ved at fortælle deres børn om meget mere end de ifølge Gideon Zlotnik er i stand til at kapere: om skilsmisser, arbejdsproblemer og forældrenes indbyrdes forhold. Grænserne mellem børn og voksne burde være tydeligere. For børnenes skyld.

Børn og biler
Den manglende tid er det største problem, siger Gideon Zlotnik. For det betyder, at alle påvirkninger fra tv, reklamer og andre medier får lov til at strømme ubearbejdet ind i de små hjerner.
Han appellerer til, at alle voksne sætter lige så meget energi ind på at ændre medierne, reklamerne og prioriteringen af børnene, som man gør for at løse samfundsproblemer som narkotika, alkoholisme og trafikproblemer. Han tror på, at en blanding af oplysning og pres vil kunne vende udviklingen.
Vi skal til at prioritere børn ligeså højt som vi prioriterer biler, siger børnepsykiateren og remser op, hvordan der er plads til stadigt flere biler, motorveje og parkeringspladser, mens burbørnene stables sammen de fleste vågne timer i institutioner.
Selv om man mærker en stærk trang til at dømme 'fortidsromantiker', er den kloge børnepsykiater meget svær at komme udenom. For han repræsenterer en stemme, som alt for sjældent høres i samfundsdebatten: Børnenes.

*Gideon Zlotnik 'De stakkels børn', Forlaget Nielsens, 180 s., 225 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu