Læsetid: 5 min.

Bogholder bestemmer selv farten

12. november 1998

Efter 17 år med sikker månedsløn og fast arbejdstid i en bank tog den nu 41-årige Christel Christensen fra Århus springet ud i en mere usikker tilværelse som freelance-bogholder. Siden 1995 har hun klaret regnskaberne for flere håndværksmestre, og dermed virkeliggjort en gammel drøm om at gøre tingene på sin egen måde

Sprang ud
Jeg havde været i Bikuben i 17 år, da banken skulle af med medarbejdere. Vi fik alle tilbud om en frivillig fratrædelsesordning, og den gav mig mulighed for at få løn i et halvt år frem, hvis jeg holdt. Pludselig kunne jeg se, at det kunne blive min chance for at kaste mig ud som freelancer.
Jeg havde en trang til at prøve noget nyt, og udføre tingene på min egen måde. I banken er du begrænset af at nogle siger, hvornår du skal gøre hvad.
Lysten havde spøgt i mit baghoved gennem flere år. Da min mand startede op som selvstændig murer for ti år siden, fik jeg den tanke, at også andre måtte have behov for at få hjælp til regnskaberne i ny og næ.
Men dengang blev mine overvejelser ikke til noget. Først med tilbuddet fra banken kom det endelig skub.
Da jeg holdt i banken i 1995, fik jeg kort tid efter tilbud fra min fagforening om at komme på et iværksætter-kursus. Her udviklede jeg min ide om at blive freelance-bogholder.

Min første kunde
Vi skulle ud i praktik, og via nogle der kendte nogen, var jeg heldig at få tre uger hos en tømmermester, der skulle have ordnet regnskab og andet papirarbejde.
Jeg antydede over for ham, at nu holdt jeg snart igen, men han svarede bare, at da jeg skulle starte op på freelancebasis, så kunne jeg jo bare fortsætte med ham som kunde.
For mig var det starten, signalet til, at så måtte jeg kaste mig ud i det.
Da havde jeg jo kun de to kunder - min mand og tømmermesteren. Men man skal jo starte et sted, så jeg købte en bærbar computer ud fra en fast tro på, at der nok skulle komme flere kunder til.
Alligevel havde jeg også sommerfugle i maven. Økonomisk kunne jeg trække på fratrædelsesordningen, så min nervøsitet gik på, at jeg stod alene med alle opgaverne. Der var kun mig, og hvordan skulle jeg komme videre?

Fik for travlt
Frem for at annoncere viste jeg flaget i flere sammenhænge. Meldte mig blandt andet ind i kvindelige iværksætteres netværk, og det gav hurtigt en kunde og så flere efter hinanden. Så lige pludselig gik det så stærkt, at jeg næsten ikke kunne følge med.
Jeg ordner bogholderi, men af og til udvikler et kundeforhold sig til, at jeg tager møde med revisor og bank, kontakter myndigheder eller hjælper med at udsende salgsmateriale og alt muligt andet.
Men en overgang var jeg så presset, at jeg frygtede for, om en kunde ville have mig til at lave en eller anden ekstraordinær opgave, for jeg havde ikke timerne til det.
Det er næsten ikke til at sige nej. Hvis jeg begynder at sige, at det har jeg ikke tid, så er formålet med mit virke rystet. Det er netop den fleksible hjælp, jeg har sagt til dem, at de har behov for.
Derfor blev jeg dengang meget bevidst om, at det er vigtigt for mig ikke at have flere opgaver, end jeg altid kan træde til, hvis en af mine kunder har presserende opgaver.
Men det er en stor kunst at drosle ned, for det er svært at sige nej til en spændende opgave, men jeg vil ikke have så travlt, som de første par år.

Fri på hverdage
Nu er jeg ikke booket 100 procent op, og når jeg i perioder har meget travlt, så er jeg så heldig at have en mand, der også har dødtravlt, og nogle store børn, der kan klare sig selv, så jeg får ikke så dårlig samvittighed.
Min freelancetilværelse giver mig bedre mulighed for at planlægge min tid, fordi jeg ofte selv kan bestemme, hvornår jeg laver opgaverne for kunderne.
Sker der noget spændende en hverdag, så tilrettelægger jeg mit arbejde, så jeg kan holde fri. Min fleksible arbejdstid var et stort gode, da min svigermor blev syg, og jeg kunne besøge hende midt på dagen.
Og vi kender alle situationen, hvor hus og vasketøj står i et. Når vi endelig har haft fri, har vi været i byen. Så er det utrolig rart at kunne gafle en eftermiddag, og den mulighed har man ikke som fastansat.

Kan savne kolleger
Nogle gange kan jeg godt køre kold i at arbejde alene. Det er i perioder, hvor jeg har arbejdet hjemme og senere ude hos en kunde, der ikke altid selv er der. Så kan jeg godt føle, at nu er jeg alene om alting.
Men så er det om at komme ind i det større edb-firma, jeg af og til arbejder for. Her sidder jeg blandt en masse edb-folk og har noget socialt samvær med dem.
Når jeg så har været der et stykke tid og begynder at høre om, hvem der ikke kan lide hvem. Uh-ha, lad mig komme ud og få lov at sidde for mig selv igen. Så kan det være helt rart.
Panikken kan stadig brede sig i en kort periode, hvis jeg har for meget luft i kalenderen, men så pludselig kommer opgaverne, bare jeg bevarer troen på det. Det er vigtigt for mig ikke at være økonomisk bundet til pinedød at skulle tjene et stort beløb hver måned, så ville det ikke være sjovt.
I starten fik jeg supplerende dagpenge, men så snart jeg fik en del opgaver, blev jeg registreret som selvstændig, så er reglerne mere klare og entydige.
Jeg sørger for at tage mindst det samme, som jeg fik i banken hver time inklusive ferie, pension og andre goder, og så lidt ekstra for at jeg er mere fleksibel for kunderne, så jeg har luft til døde perioder.

Skal ske nyt
En overgang blev jeg dødtræt af, at folk altid spurgte, hvordan det gik. Hvis jeg sagde, at der ikke var kommet kunder til siden sidst, så var det lige før, jeg kunne se deres medlidenhed i øjnene.
Nu har interessen for mit åbenbart lidt specielle arbejde lagt sig lidt.
Selv har jeg så afgjort fået et mere spændende liv, og jeg har stadig trang til, at der skal ske noget nyt hele tiden. Når en kunde er kørt ind og bare fungerer, kan det godt blive lidt kedeligt. Så synes jeg pludselig, at der ikke er nok udfordring i det og ønsker mig en ny ildsjæl som kunde. En der lige har startet ny virksomhed, eller en som slet ikke har styr på sit bogholderi og papirarbejde. De er skønne at have som kunder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her