Analyse
Læsetid: 5 min.

Bondevik til stopprøve

14. november 1998

Den norske Sentrumsregering befinder sig i sin hidtil værste eksamenssituation, for den beskydes både fra højre, fra venstre og indefra. Er Kjell Magne Bondeviks statsminister-dage ved at være talte?

Typisk kommer den efter et år. Stopprøven. Den foranstaltning på universiteterne, som skal sortere de mest umulige og uegnede studerende fra. Kan man ikke klare den, så er det ud!
Stopprøven kan også hjælpe den studerende til endelig at få bekræftet, at han måske burde lave noget helt andet. Stopprøven rammer alle, uanset om ens første studieår har været en dans på bordene eller har krævet store ofre i form af sure pligter.
Skønt Kjell Magne Bondevik ikke er studerende, så kan hans position - som Norges statsminister, leder af en mindretalsregering og kun fastlimet til taburetten i godt et år - sammenlignes med en første års studerendes.
For også den 51-årige Bondevik skal bestå en slags stopprøve: At komme igennem Stortinget med en finanslov for 1999. Hvis ikke det lykkes, er der dømt norsk regeringskrise og regeringens afgang.
Ganske normale spilleregler i de fleste demokratier, men for Bondevik er det ekstra ubelejligt med en stopprøve lige nu.
Eksamensforberedelserne er nemlig gået rigtigt dårligt.
Ikke fordi læseferien røg sig en tur, da han gik kold i august og var sygemeldt i en måned på grund af en "depressiv reaktion på stress." Men fordi hans Sentrumsregering i de afgørende dage op til afstemningen i Stortinget den 25. og 26. november er udsat for heftig beskydning fra alle sider. Fra højre, fra venstre og indefra.

I denne uge måtte Sentrumsregeringen - bestående af Kristelig Folkeparti, Senterpartiet og Venstre - således opleve to gange sammenbrud i forhandlingerne om næste års budget.
Først kunne de ikke blive enige med oppositionen til højre i Stortingssalen - det konservative Høyre og Fremskrittspartiet. Samme skæbne led forhandlingerne til venstre for regeringen med det socialdemokratiske Arbeiderpartiet. Forhandlingerne med Arbeiderpartiet, ledet af Thorbjørn Jagland, var næppe begyndt, før de sluttede igen. Regeringen ville ikke give køb på sin mærkesag om at indføre kontantstøtte til forældre med børn op til to år. Støtten på 3.000 skattefrie kroner pr. måned pr. barn skal udbetales til alle forældre, der vælger ikke at sende deres børn i en offentlig børnehave.
Arbeiderpartiet er principielt modstander af støtten, som ifølge partiet vil opfordre kvinder til at forlade arbejdsmarkedet til fordel for hjemmet. På den anden side hævder regeringen, at kontantstøtten vil give forældrene - både mænd og kvinder - større valgfrihed til at være sammen med deres børn.

Med Arbeiderpartiets dør smækket i, står regeringen nu med valget mellem at satse og fremsætte sit eget budgetforslag i Stortinget - og risikere at vælte på det, eller at vende tilbage til Høyre og Fremskrittspartiet og forsøge at opnå enighed en gang til.
Den første mulighed tror de færreste på, idet Sentrumspartierne kun råder over en fjerdedel (42 af 165) af pladserne i det norske parlament.
Den anden mulighed kan ikke udelukkes, men en ny enighed med højrefløjen kræver, at Sentrumspartierne skærer endnu mere ned på de offentlige udgifter, end de har lagt op til, og samtidig dropper nogle planlagte skatte- og afgiftsforhøjelser. En fordel for Sentrum ved at forhandle til højre er imidlertid, at Høyre og Fremskrittspartiet også går ind for kontantstøtten.
Efter de to gange sammenbrud viste Kjell Magne Bondevik atter, at han allerede er blevet hærdet og hårdfør i løbet af sit første år ved magten.
"Jeg nægter at tro, at Høyre og Fremskrittspartiet bringer Jagland tilbage og dermed torpederer kontantstøtten," sagde Bondevik i går til Aftenposten.
Han henviste til det faktum, at både Høyre og Fr.p. har Arbeiderpartiet som deres hovedmodstander. Hvilket også er grunden til, at Sentrumsregeringen har kunnet klare sig igennem indtil nu trods Jaglands benhårde opposition.
De to partier har hidtil holdt hånden over Bondevik, og der er ingen klare alternativer til hans regering. Arbeiderpartiet vil ikke kunne mønstre et alternativt flertal og overtage magten - selv om det gerne ville og efterhånden har droppet ideen om at det ikke vil regere i koalition med andre partier.
Det eneste, der kunne bringe Jagland tilbage til magten, er, at Senterpartiet, ledet af kulturminister Anne Enger Lahnstein, springer ud af regeringen og i stedet vender sig mod Arbeiderpartiet.
En mulighed, som ikke er utænkelig. For Senterpartiet udgør en om muligt endnu større trussel mod regeringen end de andre partier i Stortinget.
Senterpartiet har nemlig et vanskeligt bagland, der ikke er begejstret for de mange kompromier, som partiets Stortingsmedlemmer indgår.
For godt en uge siden pressede baglandet fire ud af partiets seks ministre til at stemme imod Norges tiltrædelse til en veterinæraftale med EU om bortfald af grænsekontrol på madvarer. Dissensen inden for regeringen blev tolereret af Kjell Magne Bondevik, for havde regeringen ikke selv fremsat forslaget, ville det være blevet vedtaget alligevel af EU-tilhængerpartierne, som udgør et flertal i Stortinget.
I kraft af Norges særlige EØS-aftale med EU, der gør landet til et slags økonomisk medlem af EU, er landet ofte nødt til at indføre direktiver fra Bruxelles. Og hver gang er der et Stortingsflertal derfor, bestående af Arbeiderpartiet, Høyre og Fremskrittspartiet.
Selv om både Kristelig Folkeparti og Venstre i princippet er EU-skeptiske - hvilket blandt andet var med til at danne grundlaget for Sentrumsregeringen - har de lært at leve med, at det er Stortinget, der dikterer regeringens EU-politik.
Det forhold er imidlertid sværere at sluge for Senterpartiet og Anne Enger Lahnstein, der også er blevet kaldt 'nej-dronningen' på grund af sin markante EU-modstand og position som leder af nej-kampagnen ved den sidste folkeafstemning i Norge i 1994.
Lahnstein vil således ikke udelukke, at der kan blive tale om ny dissens, når spørgsmålet om Norges tiltrædelse i EU's Schengen-samarbejde om åbne grænser skal behandles om kort tid.

Med Senterpartiets EU-modstandere vækket til live igen, er det svært at se regeringen stemme samlet og i enighed om Schengen-spørgsmålet, der altså tidsmæssigt falder oven i Bondeviks budgetproblemer.
Samtidig er Senterpartiet også mest skeptisk over for at give for meget efter i budgetforhandlingerne med Høyre og Fremskrittspartiet. Senterpartiet ligger langt fra de to partiers ønsker om offentlige nedskæringer, hvorfor en aftale til højre igen kan give problemer med baglandet.
Der er altså god grund til at stille spørgsmålet om Bondevik-regeringens muligheder for at overleve.
Hvis statsministeren i for mange sager godtager at et af koalitionspartierne lægger sig på kollissionskurs med regeringen, er det et spørgsmål, hvor længe flertallet i Stortinget vil acceptere, at Norge ledes af en regering i strid med sig selv.
Hidtil er det ikke blevet til nogen mistillidsdagsorden i Stortinget på grund af de førnævnte mangel på alternativer. Og sådan vil situationen i princippet være frem til næste valg i år 2001. I Norge kan der nemlig ikke udskrives valg i utide.
Så midt i denne eksamenstid kan Bondevik måske trøste sig med det, alle universitetsstuderende ved:
At klarer man stopprøven, så er der hul igennem og friløb i resten af tiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her