Læsetid: 4 min.

Bosnien tur-retur

27. november 1998

Den Jan Stage-inspirerede film, 'Majoren', er gennemgående realistisk

TV-FILM
I aftes viste tv så den første film, der berører det, der på officielt sprog kaldes Danmarks internationale engagement. Da det skete i den bedste sendetid, prime time, måtte den naturligvis indeholde alle de ingredienser, som garvede tv-seere forventer: Tiltalende og menneskevenlig helt, der har oplevet det hele og føler med sine folk uden at være svag og eftergivende. Flink, men karrierefokuseret chef, der ikke har været med i felten og derfor ikke forstår. Han skideballerer helten, når begivenhederne truer karriereudsigterne og udvikler sig ud over, hvad hverdag normalt byder på, men bliver god igen, når problemerne er løst.
Endvidere: Den gode mand, som uforskyldt kommer i ulykke. Den benhårde, iskolde problemknuser. Forstående og uforstående kvinder, der dog alle tænker med hjertet. Druk, sex, hor, skud og lig.
Med andre ord er Majoren skåret over den fra amerikanske politiserier, Strisser på Samsø, o. lign. så kendte læst.

Overflødig sex
Dermed være ikke sagt, at filmen er dårlig. Spændingen fastholdes, selv når man ret tidligt har gættet, hvor det bærer hen, og frem for alt ligner det, der vises, livet i hæren. Filmen forfalder ikke til at overdramatisere, snarere er den lidt underspillet, og den er gennemgående realistisk. Ligene i Bosnien forekommer ganske vist lidt for vel arrangerede, men der dvæles ikke ved dem. Sexscenerne, selv den overflødige mellem majoren og sangerinden, holdes nydeligt inden for borgerlig anstændigheds rammer, og drukorgiet er bestemt set voldsommere i det virkelige liv.
Skuespillerne viser stor indlevelsesevne. Der er ingen tendenser til 'soldaterkammeraterløjer', og selv de tre rødder, Reichhardt, Kopernikus og Jørgensen optræder som professionelle soldater. Majoren spilles overbevisende og sympatisk af Søren Pilmark, og det virker befriende rigtigt, at han i den sidste scene bryder grædende sammen i strandkanten. Obersten skildres rammende af Erik Wedersøe, selv om oberster normalt plejer at være i stand til at knappe uniformsfrakken.
Tomas Villums overkonstabel Lund virker naturlig, specielt i de stille scener, hvor han kæmper med sine Bosnien-traumer, og når han er bange. Karen-Lise Mynster er officerskonen, der for gud ved hvilken gang kæmper forgæves mod mandens tendens til at prioritere hende lavere end tjenesten og soldaterne, og sangerinden, Nicoline Møller, er ægte både i sin rædsel og sin forstening - genialt at lade hende vakle ud af bunkeren, medens majoren og konstabelen slås.
Helt urealistisk, er dog kriminalbetjentens optræden. Han spilles udmærket af Kurt Ravn, der leverer den benhårde, iskolde vare, men jeg har ikke fantasi til forestille mig en dansk betjent give ordren: "Slå til, når han er på skudhold", og jeg finder det helt usandsynligt, at en betjent, der ikke er i affekt, vil beordre det dræbende skud afgivet.
Bortset fra det er handlingen stykket sammen af virkeligheden. Episoderne i Bosnien, våbensmugleri, den frustrerede kone, forældrenes velmente, men for den hjemvendte malplacerede omsorg, har masser af soldater oplevet. Tomheden var en del af bagagen, når man kom hjem, selv når man som jeg kun var dernede 8-10 dage ad gangen. Det dernede var vigtigt, det herhjemme var blot overfladiske og ligegyldige petitesser. Også soldaten, der går amok, kidnapper og skyder sig har desværre været en realitet.

Bearbejdningen
Filmens hovedtema er faren ved ikke at få bearbejdet de traumatiske oplevelser. Alle krigserfarne nationer ved, at denne bearbejdning foregår bedst i fællesskab mellem dem, der har haft oplevelserne sammen. Det duer ikke kun at lade de hjemvendte snakke med koner/mænd, kærester, behandlere eller andre, der ikke har været med. Generelt er det de hjemvendte og ikke de hjemmeværende, der har forbehold over for psykologerne. Bearbejdningen er i dag sat i system i overensstemmelse med udenlandske erfaringer, og det er nok utænkeligt, at majoren vil få lov til at tage så hurtigt på ferie som i filmen. Han bliver om overhovedet muligt ved sin enhed, så længe den er samlet, selv under messefesterne. Men det kostede en sej kamp mod bureaukrati og almindelig uforstand at få indført en periode, hvor de hjemvendte enheder kunne forblive samlet med det hovedformål atter og atter at få snakket tingene igennem.
Filmen er bestemt ikke egnet som hvervemateriale for Den Danske Internationale Brigade, og den vil givet forøge antallet af pårørende, der af al magt vil søge at forhindre deres kære i at drage i felten. Men den har nok fængslet mange. Som skildring af indsatsen i Bosnien er den dog for tragisk, og den viser ikke hele sandheden. For nok blev alle, der var med, da det gik værst til, ramt på sjælen; men langt de fleste er kommet over det og bærer ikke kun negative erindringer med sig videre i livet. Og nok er krig forfærdelig, men det kan være nødvendigt at deltage, og i det tidligere Jugoslavien bidrog vores soldaters krigsdeltagelse til at hundredetusinders liv blev reddet. Disse aspekter mangler. Jan Stage kender dem, og inspireres forhåbentlig til en film om dem også.

*Majoren. TV-film produceret af DR efter idé af Jan Stage. Manuskript: Stig Thorsboe og John Brown. Instruktion: Ole Roos

*K.G.H. Hillingsø er generalløjtnant. 1992-93 ansvarlig for de danske styrker i det tidligere Jugoslavien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu