Læsetid: 3 min.

Byens sprog

21. november 1998

KALENDER
AT AFLÆSE er noget man gør foran et måleapparat, f.eks. for at konstatere et strømforbrug, eller når man har taget sin temperatur for at se, om den har forbindelse med en smertetilstand. Når hørelsen svigter, begynder man måske at optræne sig i mundaflæsning, mens andre sidder og aflæser resultatet af deres skrækkampagne. Læsning har med sprog at gøre, men ikke kun bogstavernes sprog. Alle former og strukturer kan aflæses som sprog, naturen taler sit sprog, som kan aflæses, og menneskeskabte systemer er aflæselige, selv om de ikke er tænkt som tegn, men fortrinsvis er realiteter, f.eks. en by med gader og huse.
Byen, vi går igennem, taler tydeligt derom. Den er et sprog med en vis alder og tradition, Københavns indre kvarterer har en middelalderlig syntaks, bearbejdet i 1700-tallets slutning med nye ord og konstruktioner indlejret i den gamle. Siden er kommet diverse forsiringer samt moderne smarte udtryk, højglansmetaforik eller forsimpling for ikke at sige dårligt, slapt sprog og kommunalpolitisk jargon.
"Uden at nogen er opmærksom på det er København en fortælling, fortalt af frygtsomme figurer som ikke gør sig håb om at netop deres historie skal have ret til at skille sig ud fra tågen," lyder det mismodigt i Sven Holms roman Langt borte taler byen med min stemme (1976): en isoleret stemme fra en forfatter, der som mytens kyklop har besøg af Ingen. "Også jeg ved at København eksisterer, den finder sted hver dag og medfører lidelse."
Her er byen personificeret som et menneskeligt fællesskab, en uvis samtale af stemmer, af kroppe, der forbindes af feberens, smittens kollektiv, fordøjelseskanalernes og vandrørenes forbindelser. Et febrilsk og klangløst sprog.

HVIS BYEN nu kan opleves som et sprog, kan omvendt sproget skildres som en by. Således af filosoffen Wittgenstein i hans Filosofiske Undersøgelser:
"Vort sprog skal betragtes som en gammel by: der er en snørklen af gyder og pladser, gamle og nye huse med tilbygninger fra forskellige tider. Alt dette omgivet af en mængde nye forstæder med lige og regelmæssige gader og ensartede huse."
I digtning og tænkning er der en almindelig tendens til at forbinde storby og sprog med oplevelse af smerte. Man kan let få en fornemmelse af, at sprogfilosoffer er særlig tiltrukket af slemme blindgyder, sådan som jeg læser det i Justus Hartnacks bog om Wittgenstein og den moderne filosofi (1960).
Dér diskuteres bl.a. en særlig klasse af ord, der betegner fornemmelser: smerte og kløe og den slags. Spørgsmålet er, hvordan vi lærer dette sprog om private fornemmelser. Og det hævdes, at sådan et sprog hverken findes eller kan findes. Alligevel er vi skam meget veltalende, når vi ømmer os.
Wittgenstein siger det omtrent på denne måde: Jeg mærker en fornemmelse og beslutter at navngive den E. Men det er hen i vejret, selv om man noterer E i sin dagbog og fremover hævder at have E, hver gang man mærker fornemmelsen. Men der er ingen kriterier for anvendelsen af det navn, og når der ikke er regler, er der intet navn.
Dér fik man den. Filosoffen går dog ikke så vidt som til at hævde, at der altså heller ingen reelle smerter er. Det er en logisk sprogsmerte. Da det nu er meget befriende at tale om sine onder, finder filosoffen en løsning på sprogspillet: Udtrykket 'Jeg har smerte' anvendes slet ikke som en påstand om smertefornemmelse, ejheller som en påstand om eller en beskrivelse af smerteadfærd, "men som en del, omend en tillært del, af smerteadfærden." Det lettede.

DET KAN OGSÅ SIGES i poesien, således af Henrik Nordbrandt i hans Spøgelseslege (1979) med dens kunstneriske sprogspil i
digtet "Lille essay om sproget":

Hvert sprog er et sprog af
smerte:
Mange navne for unævnelige
størrelser
mange tider for en tid
som altid må være nutid,
og altid
uden navn

Og digtet slutter:

Hvert sprog dør. Smerten
bliver tilbage
og nye sprog forklarer samme
smerte
som smerte.
Og hvert ord efterfølges af en
stilhed
som intet ord formår at
overdøve.

Jeg går ellers nydende gennem byen, mens jeg aflæser budskabet i Haugen Sørensens mosaikbelægning af Amagertorv, da jeg nærmest snubler over en forhøjet flisekant. 'E!' udbryder jeg filosofisk i stedet for av! i logisk erkendelse af, at det ikke er navnet på den bratte ubehagsfornemmelse, men et udbrud af en ny tillært del af en smerteadfærd.
Jeg kan fortsætte aflæsningen af gaderne, gør som studenten i H.C. Andersens Tante Tandpine: ser husene som bogreoler, "hver Etage en Hylde med Bøger. Dér staar en Hverdagshistorie, dér en god gammel Komedie, videnskabelige Værker i alle Fag, her Smuds-Litteratur og god Læsning."
Og dér skimter jeg en udgave af Wittgensteins Philosophische Untersuchungen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her