Læsetid: 4 min.

Chat på nettet

11. november 1998

Charlotte Strandgaards ny roman bliver utroværdig af lutter budskabsvilje

NY BOG
Charlotte Strandgaards omfattende forfatterskab har haft mange forskellige ansigter gennem årene, genrespredningen har været stor, og kvaliteten ikke altid jævn. Men der er også nogle klare, samlende træk, der går på tværs af forfatterskabet. Det ene er viljen til at gennemlyse og afsløre det, som til enhver tid er fortrængt, samfundsmæssigt eller i det enkelte menneskes liv.
Her kan Strandgaards vellykkede tv-spil Lykkelige omstændigheder om en anoreksi-ramt pige være eksemplet på afsløringsviljen og lidenskaben hos hende. Der er i hendes forfatterskab en voldsom vrede over løgn og fortielser, som hun deler med mange. Men det særlige ved denne vrede er, at den er forbundet med tro. En næsten påståelig tro på, at det, som er fælles mellem mennesker, er større, end det, der adskiller dem, og at der er et ubrugt kærlighedspotentiale, som afsløringen kan bringe frem.
Afsløringer er hos Charlotte Strandgaard frugtbare. Lige der skiller hun sig tydeligt ud fra for eksempel en Martha Christensen, som hun ellers ofte kan dele både stof og spændingsteknik med. Hos Martha Christensen kommer de bedste viljer på næsten dæmonisk vis ofte til at tjene præcis det, de vil bekæmpe. Og skal der skabes gode slutninger, må det være som via langtidsvirkninger hos læseren. Charlotte Strandgaard gør anderledes. Det er ikke noget særtræk, at hendes romaner former sig som argumentationskæder, der føres frem til gennembruddet og denlykkelige slutning.
Måske er det sådan, at det netop er denne tro på, at det svære er muligt, hvis maskerne falder og mennesker tør være sig selv, der kan få hendes bedste værker til at trampe, hvor engle ikke ville turde liste, og få de allerbedste til at udføre mirakler mod alle
odds. Til gengæld må det også være den, der gør hendes svageste bøger utroværdige. Og så får læseren for alvor problemer: Når den afslørende forfatter selv spiller med utroværdige kort.

Realisme og eskapisme
Det er netop problemet med den nyeste, Gode hensigter, som ender med at være en blanding af overfladisk samtidsrealisme og eskapisme Opskriften kunne være amerikansk soap.
I Gode hensigter er den vigtigste forbindelse mellem mennesker meget længe den, der foregår på nettet. Den ambitiøse, grønøjede og mørkhårede sprogstuderende Tobias på 25 bor hos sine bedsteforældre og kan slet ikke finde ud af piger. Han får den idé at lure deres omgangsform af ved at udgive sig for selv at være pige. På den måde kommer han ind i en klub med adgang forbudt for mænd, hvor en internationalt sammensat pigegruppe chatter. Under dæknavnet Inge bliver Tobias godt modtaget. Han lærer meget. Om piger og om sine egne kvindelige sider, som han bliver nødt til at finde frem, og uden for 'chatten' følger Inge med og får sat skub i det, det hele viser sig at handle om: Det traumatiske tab af den mor, som ingen vil fortælle ham andet om, end at hun forsvandt, da han var tre, og faderen døde ved-en trafikulykke. En unævnelig sorthed og skyld omgiver denne mor.
Puffet og skubbet af pigerne på nettet og af sin egen indre Inge går Tobias i gang med en opsporingsproces. Et aflåst ungpigeværelse i sorte farver og med dystre, dødsfantaserende billeder står pludselig åbent hos mormoderen. En personlig annonce fører til møder med ulykkelige kvinder, der søger bortadopterede sønner. Og til slut fører den ham også til den rette. Og hvilken mor: En anerkendt, ja berømt, men skrøbelig malerinde, med værker på Statens Museum for Kunst og en aldrig udslukt kærlighed til Tobias.
Undervejs afsløres et så usandsynligt og så ondsindet komplot, strikket sammen af Tobias' to bedstemødre, at mindre end det halve kunne være nok. I 21 år har de holdt mor og søn fra hinanden - og oven i købet bedraget moderen ved at skrive månedlige, iskolde breve til hende i sønnens navn. En professionel renskriverske har taget sig af det praktiske. Det er svært at tro på, at denne ordning virkelig skulle være et udtryk for romanens titel Gode hensigter.
En stor del af fortællingen består af 'udskrifter' fra Tobias' internet-chat med pigerne i klubben. Det er ikke spændende læsning. Og det er svært at tage den håndfaste brug af begreberne 'kvindelig side' og 'mandlig side' til sig. Det er, som om forfatteren overser noget hos den hovedperson, hun har skabt: At han ikke alene har problemer med 'den kvindelige side', men simpelthen er et ensomt menneske, der heller ikke har nær kontakt til andre unge mænd.
Forfatteren har heller ikke gjort det nemt for ham at få kontakt til det maskuline, hvad det end måtte være. Som det fremtræder i romanens univers er det enten noget meget følelsesfattigt, analytisk og intellektuelt - eller det er gamle mænds let forsumpede fællesskab i eksil omkring det lokale stambord.
Som romanen fremstår kommer den - mod sin hensigt - snarere til at fremstille en ung mand i kvinders vold. Deres er magten, den gode som den onde, repræsenteret ved de næsten hekseagtigt intrigerende bedstemødre på den ene side versus Tobias' indre Inge og pigerne på chatten på den anden side, hjulpet af to smukke rulleskøjteløbere i gården, som Tobias modnes til at blive 'veninde' med.
Indre modsigelser er der mange af. Den tristeste forbinder sig med romanens titel: Gode hensigter.

*Charlotte Strandgaard: Gode hensigter. 252 s., 249 kr. Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her