Læsetid: 2 min.

Corea plus fem

7. november 1998

Chick Coreas ny akustiske sekstet var efterårs-festivalens es, men kun kapelmesteren selv levede helt op til forventningerne

KONCERT
Det var lige hvad jeg kunne ønske mig.
Chick Corea i sin rolle som en af de sidste årtiers mest begavede jazzpianister, ikke som den drevne udnytter af elektronisk grej i fusionsmusik. I spidsen for en sekstet uden tidens næsten uundgåelige instrumentarium med guitar og slagtøj, men med noget så regulært som tre blæsere. Endvidere en gruppe med ukendte eller i hvert fald mindre kendte unge musikere, som måske havde en overraskelse eller to at byde på, f.eks. i overensstemmelse med det ambitiøse navn Origin.
Kort sagt: et besøg som gav anledning til visse forventninger.

Blæsere uden gnist
Og nogle af dem blev da også indfriet. Men, når jeg skal sige det: lidt for få.
Frem for alt var det en fornøjelse at forny bekendtskabet med Coreas klaverkunst, som var så iderig og så nærværende, så fantasifuld i det melodisk-harmoniske og så prægnant i det rytmiske. Derfor var det ikke blot med kapelmesterens, men også med talentets ret, at han tog hovedparten af koncertens soloplads.
Han blev godt understøttet af sine to medspillere i rytmegruppen, den unge, israelsk-amerikanske bassist Avishai Cohen og trommeslageren Jeff Ballard, som med deres energifyldte spil var klare gevinster for sekstetten. I hvert fald som akkompagnatører, endnu knap nok som solister.
Derimod var der ikke meget gnist i de tre blæseres spil, og så var der jo ikke meget vundet ved at have dem med. Jo, nok for så vidt som de gav Corea mulighed for at præsentere kompositioner og arrangementer med harmonisk og klanglig fylde, f.eks. hans egen "Molecules", der rimeligt nok var tilegnet Duke Ellington og Billy Strayhorn (men i klaversoloen pudsigt nok især afspejlede Thelonious Monk).
Som solister havde hverken altsaxofonisten Steve Wilson, tenoren Bob Sheppard eller basunisten Steve Davis derimod meget at bidrage med. De var jo udmærkede instrumentalister, bevares, men alt, alt for anonyme til at optage solistisk plads for Corea. Og da de alligevel skulle præsenteres på række, blev forløbene rigeligt lange, så blot tre numre kom til at fylde op mod en time.
Det behøvede jo ikke i sig selv at gøre noget, men med så meget blæser-tomgang blev der trukket alt for store veksler på ens tålmodighed.
Så denne koncert blev et tydeligt eksempel på at mindre kan være mere. Havde vi 'kun' fået Corea som solopianist eller i trio med bas og trommer, var det måske blevet en mindeværdig aften. Det ville jeg ikke kalde den, som vi nu blev præsenteret for.

*Chick Corea & Origin i Copenhagen JazzHouse onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her