Læsetid: 1 min.

Cyklen som rullende juletræ

4. november 1998

Nye reflekspåbud råber på tekniske totalløsninger

DESIGN
Selv om man siger cikkel, ikke cyykel, og endog foretrækker højt overblik fra en mørkegrøn Raleigh fremfor nedbøjet fræsen over en raceragtig bike, kan man godt forstå irritationen ved, at de nye gule hjulreflekser ødelægger egrene på spinkle moderne hjul.
Hele det nye lovlydige Storm P.-arrangement af katteøjne for og bag, snørebånd, lygteholdere og roterende slikpinde gør nemlig heller ikke det klassiske cyklistlook kønnere. Der mangler kun en stjerne i toppen.
Men det kritiske punkt er naturligvis først og fremmest, at alle de nye løsdele i den aktuelle påskruede udgave gør den lovlydige cykel mere sårbar - ved parkering og under togtransport.
For som forælder kan man kun bifalde de nye lovbefalede forordninger. Og som bilist. Intet er mere rædselvækkende end et højresving i mørke, på tværs af hurtige lygte-arrogante cyklister uden lygter eller reflekser, kun oplyst af den elendige københavnske gadebelysning, som snarere illuminerer cykelhjelmens isse end flankerne af den cyklende krop.

Reflekterende stel
Cyklernes egne lygter skal kunne ses 300 meter væk mod før 150. Og det kan åbenbart lade sig gøre med de nye ganske små diodelys, så man eksempelvis ikke længere behøver skamme sig over, mellem cykelturene at skulle danse med en Nefa-lygte i lommen. Man kan udskifte den med en lille dippedut.
Og hvis man så i øvrigt vil ofre et par hundrede kroner bare for lygterne til dynamotrækket, kan man få reflekserne med som indbygget omkreds på lampeglasset.
Men hjulreflekserne er fortsat et problem, som ikke lader sig erstatte med reflekstape - det er forbudt!
I det lange løb må cyklernes design tage højde for de nye og udmærkede krav: Dæk bør have indstøbte reflekser, og selve stellet lakeres så det kan ses i aftenmørket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her