Blandt sufimystikere i det moderne Istanbul
Derude
ISTANBUL - Sjældent oplever man byer så mangefacetterede som dette fin-de-siècle Istanbul. Moderne, europæiske beboelses-kvarterer blander sig med arabiske, krogede gyder, hvor snart sagt alt faldbydes fra trækvogne med høje insisterende og messende stemmer.
Men selv her, i den multikulturelle smeltedigel trives gamle traditioner. Som sufimystikernes tusinde år gamle ritualer, blandt vesterlændinge bedre kendt som de Dansende Dervisher. Sufisme har generelt været mere acceptabel for en vesteuropæer end andre former for islam, da den lægger vægt på det æstetiske udtryk, for eksempel lyrik inspireret af gammel persisk kærlighedsdigtning - selv om det er en form for islam, der har opgivet enhver form for verdslig stræben og kun søger at blive et med Gud.
I sufitraditionen får de gamle persiske digtes kødelige længsel en åndelig, allegorisk betydning, omtrent som det ses i Europa hos Dante. Således kommer den elskendes søgen og længsel efter den elskede til at beskrive den troendes søgen efter Gud, eller lærlingens leden efter sin læremester, sin sheik.
Den forbudte dans
At praktisere sufisme og dervish-dans blev forbudt med grundlæggelsen af den moderne tyrkiske republik; men traditionen levede videre, enten som rene danse- og opvisningskompagnier eller mere skjult som religiøs ceremoni - men trods forbuddet, der stadig eksisterer, tålt af myndighederne.
I ugen efter efterårsferien var overtegnede så heldig at få lov til at overvære en dervishceremoni i Istanbul.
Ceremonien foregår i to rum - det ene til dans, det andet et musikrum; her sidder musikerne og de bedende samt en sheik - en sufi-læremester, der leder den messende og vuggende bøn, som ledsager dansen. Selve ceremonien indledes med en improvisation fra den ægyptiske bambusfløjte, Neyd, der har en central placering i ritualet.
Omkring sheik'en i musikrummet sidder de troende på knæ og lytter til fløjtens improvisationer, efterhånden akkompagneret af håndtrommer og diverse strengeinstrumenter. Herefter begynder den messende bøn; hovedet bøjes ned mod højre, og der reciteres "Der er ingen gud..." - den negative del, hvorefter hovedet bøjes over og ned mod venstre, hjertets side, og den positive følger "...uden Gud."
En god times tid fortsætter bønnen, med variationer i tempi og crescendi, enten fulgt eller frempisket af den ledsagende musik.
Himmelstræbende
Pludselig træder den første af danserne ind i lokalet, iklædt den karakteristiske høje, lodne hat og med et slag over skuldrene, sort som den Niljord hvoraf bambussen skæres. Langsomt skrider han ind i rummet, efterfulgt af endnu syv klædt som han. De stiller sig med ryggen til os og front mod de bedende i musikrummet ved siden af, sætter sig på knæ og slår på én gang de flade hænder i gulvet. Så rejser de sig igen.
Nu træder sheik'en ind i rummet, hvor vi sidder; også han bærer det sorte slag, men til forskel fra de andre har han fuldskæg og hans fez - af mindre anseelige og himmelstræbende dimensioner end de øvriges - er omviklet med en grøn turban. De nu ni dervishdansere begynder at skride langsomt og slæbende rundt i rummet i en cirkel. På et særligt sted vender man sig om og bukker mod den efterfølgende. Alt foregår uendelig langsomt med en meditativ og rensende effekt til følge - for os tilskuere løftes virkeligheden, Istanbuls smeltedigel udenfor, bort - der er ganske enkelt ikke andet end musikken, bønnen og de ni dervisher.
Syv af dervisherne stiller sig op på en række med ryggen til os og affører sig de sorte slag, der indtil nu har skjult dragterne indenunder: hvid, kort jakke og en hvid kjole med hvide bukser. Om livet har de et sort bælte, der adskiller den øvre, åndelige del fra kroppens nedre, kødelige del. De krydser armene over brystet - fra vores plads bag dem kan vi se fingrene gribe i jakkestoffet ved skuldrene.
Sheik'en og en hjælper er de eneste, der stadig er i sort, og de placerer sig nu i højre side af rækken af dervisher. Den forreste af de hvidklædte træder frem, bøjer sig og modtager et kys i nakken fra sheik'en - som mennesket blæser i fløjten blæser sheik'en nu liv i danseren, og denne sendes af sted, ud i sin hvirvlende dans, altid venstre om mod hjertet, og hele tiden med venstre ben i gulvet. Armene folder sig ud, slipper grebet i skuldrene og strækkes ud fra kroppen - venstre håndflade vendt opad mod himlen, højre ned mod gulvet og jorden - og kjolen hæver sig, står ud som en kegle om dansernes ben.
Én efter én sendes de afsted, til alle syv hvirvler rundt på gulvet foran os. Musikken og bønnen er stadig med, stiger og falder, stiger og falder. Og sheik'en og hans hjælper stiller sig som en sort streg på tværs af den hvide cirkel, de dansende dervisher danner, og drejer rundt om sig selv - også de venstre om, men mere adstadigt og med den ene hånd i et fast greb i kraven på det sorte slag og et henført blik op mod loftet.
Tiden står stille
For os tilskuere står tiden stille, mens danserne hvirvler rundt uden ophold, tilsyneladende ubesværede af den fysiske anstrengelse og de ensformige bevægelser. Tiden - den hverken snurrer eller vugger, er bare: ét enkelt udspændt nu, der ligeså godt kan have varet fire timer som tre minutter.
Men pludselig er det forbi. På en gang stopper musikken, bønnen og de ni dansere. De folder armene over brystet og bukker ind mod midten af kredsen. Så tager de deres sorte slag over skuldrene og forsvinder lige så stille, som de kom. Hele ceremonien har varet omkring to en halv time - heraf dansen halvanden; en søgen efter jegets sammensmeltning med Gud, eller finden Gud i sit hjerte. Som grundlæggeren af den dansende dervishorden, Mevlâna Rumi, søgte sin sheik, Shams, for til sidst at måtte erkende, at han og Shams var ét i Rumis hjerte.
Da vi atter kommer ud i Istanbuls nat, er der vel ingen af os, der har fundet vores sheik, endsige er blevet ét med den gud dervisherne søger den totale sammensmeltning med, men en lille bid af den ro og ophøjethed, hvormed denne søgen foregår, har alligevel taget varigt bo i i hvert fald dette hårde, vesterlandske hjerte.
