Læsetid: 6 min.

Davidsens danske drømme

16. november 1998

Information har talt med forfatteren Leif Davidsen, der i morgen har premiere på
Danske Drømme, fortsættelsen af Paul Hammerichs tv-krønike Gamle Danmark

INTERVIEW
"Jeg vil lave det som ren tv-historie og ikke noget med et bogprojekt eller noget som helst. Tænkt som tv og fortalt som tv. Og jeg vil have hals- og håndret over det."
Leif Davidsen fik det, som han ville, og nu, tre år efter, er ni ud af ti afsnit af hans egen, personlige Danmarkshistorie, Danske Drømme klar til udsendelse.
Oprindeligt var det Gregers Dirckinck-Holmfeld, der skulle have fortsast i 1973, hvor Hammerichs succesfulde Gamle Danmark slap, men, som Leif Davidsen lakonisk udtrykker det, så var "de raget frygteligt uklar med hinanden."
Opgaven blev så tilbudt Davidsen, der ved siden af jobbet som journalist plejer en succsesfuld karriere som thrillerforfatter, og han sagde ja næsten uden betænkningstid, fordi han insisterede på og fik lov til at lave sit helt eget projekt.

Et blik udefra
Det er umuligt at undgå sammenligninger mellem Hammerichs og Davidsens krøniker, også fordi de umiddelbart ligner hinanden meget.
"Jeg valgte at lægge min serie nogenlunde loyalt op ad hans stil," fortæller Leif Davidsen, da Information møder ham på kontoret i TV-Byen. "Også selvom jeg ikke er Hammerich og ikke nær så personlig i mit udtryk, som han var."
"Hammerich var meget præget af den berømte trekant: Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio, den gamle kulturradikale trekant fra 60'erne og 70'erne, og det er jeg ikke. Dels kommer jeg fra provinsen, og dels har jeg ikke været en del af det der københavnerliv. Det meste af min tid som journalist har jeg været udenrigsjournalist i Østeuropa, Sovjetunionen og Spanien," siger Leif Davidsen, som også mener, at hans tid som udenrigskorrespondent har betydet, at han har kunnet se på danskerne og Danmark udefra.
"Det synes at have været en styrke. Nogle af de sager, som man troede var frygteligt vigtige, viste sig overhovedet ikke at være det. Og andre sager, som ikke fik så stor opmærksomhed, viste sig at have sat mere varige spor."
Davidsen understreger dog ganske kraftigt, at han ikke havde Hammerichs serie i baghovedet, da han lavede Danske Drømme - det er kun noget, han er nødt til at diskutere med journalister.
"Jeg skrev noget, vi kaldte Åndslivet, et stykke papir på, hvad jeg syntes, at denne her historie skulle indeholde. Det skulle være danskernes historie og Danmarkshistorien," fastslår Davidsen, der er klar over, at han fortæller sin version af Danmarkshistorien, og at det - som Hammerich oplevede det - kan resultere i nogen på frakken fra fagfolk.
"Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er historiker, men formidler og bruger det, historikerne allerede har fundet ud af."
"Det, jeg har haft i baghovedet, mere end Hammerich, var noget, jeg læste mig til hos historikeren Søren Mørch, lige inden jeg gik i gang, hvor han siger, at "den eneste Danmarkshistorie, du kan fortælle, er din egen." Med den baggrund, som jeg har, og det, at jeg også er forfatter, har jeg altså truffet nogle bestemte valg. Jeg har en historie om Thorkild Hansen med, som en anden type journalist måske ikke ville have taget med. Jeg har næsten ikke noget kongestof, hvilket i dag er usædvanligt, hvor alle svælger rundt i det."
"Man kan sige, at det, der i virkeligheden, gør min serie til nyt, gammelt tv, er, at jeg kun er med i start og slut, hvor alt i dag ellers er studieværtbaseret og personorienteret. Det er danskerne, der får lov til at sige noget. Jeg traf også det valg, at fordi vi lever i en tv-alder, så er der kun levende billeder med."
"Hvis det aldrig er blevet vist i DR eller bortkommet, som meget er, eller ikke registreret, så kommer det ikke med. Det er altså den historie, som danskerne har oplevet i deres fjernsyn."
"Alligevel, for at redde mig lidt i land på nogle af punkterne, så har jeg interviewet en tre-fire timer henholdsvis Anker Jørgensen, Poul Hartling og Poul Schlüter, som er de statsministre i perioden - for ligesom at få dem til at fortælle om nogen af de ting, hvor kameraet i sagens natur ikke kunne være til stede."

Kongelig kommentar
Hver udsendelse Ii Leif Davidsens serie starter med et klip fra Dronning Margrethes nytårstale, hvorefter Davidsen selv, med digital hjælp indsat ind i et af de gamle klip, byder velkommen og indleder det pågældende afsnit.
Sidstnævnte trick har han hugget fra filmen Forest Gump - "vi lever en moderne tilværelse, så vi flytter mig ind i tingene i stedet for omvendt som hos Hammerich" - mens Dronningen, som meget passende blev dronning i 1972, hvor serien starter, fungerer som en slags kommentator og tidsbarometer.
"Jeg havde set alle statsministrenes nytårstaler igennem, men det var der ikke rigtig noget i. I Dronningens taler derimod er der altid et eller andet, som er i tidsånden. Så ligger der også det i det, hvilket måske er lidt uelskværdigt over for majestæten, at hun bliver ældre.
Man kan se tidens gang i hendes ansigt og på hendes skiftende frisurer, brillemode, sort-hvid og farve, så hun bliver en slags tidsbarometer."

Industri til information
Hvor Paul Hammerichs serie fulgte Danmarks forvandling fra landbrugsland til industristat i årene mellem 1945 og 1972, så bevæger vi os i Davidsens serie, som fortsætter op til i dag, fra at være en industristat til at være et informationssamfund.
En tid, hvor omvæltningerne måske ikke har været så synlige, selvom vi får ny dronning, ny statsminister og indtræder i EF.
"De fysiske forandringer fra '45 til '72 er enorme," forklarer Davidsen, "men tager man de fysiske forandringer fra '72 til '98, så er de da store, men de er jo ikke enorme. Men jeg tror, at vores mentale landskab har ændret sig på mange måder.
I 70'erne var der en masse utopier og drømme om at lave et helt anderledes og bedre samfund. Nu synes alt så at ende i, at gamle venstreorienterede skal lave bodsgang. Men der var jo faktisk nogle, som drømte om, at der var en anden måde at leve på, at være på, en anden måde at indrette samfundet på - det er der jo ikke idag.
Nu gælder det om at få butikken til at køre mest effektivt.
"Der er langt fra Socialdemokratiets principprogram i 1977, der taler om planøkonomiske tiltag og så til at Socialdemokratiet i dag sælger Teledanmark til arvefjenden USA. Der er et langt skridt fra en Svend Auken, der i 1980 kalder Reagan for en afdanket skuespiller, til Hans Hækkerup, der får at vide af Clinton, at Danmark er USAs bedste ven."
Såvidt politikken, men hvad med folkesjælen?
"Vi har en tendens til at sige, at vi er et fredeligt land, og det er vi også sammelignet med så mange andre lande, men går vi lidt tilbage, er der nogle voldsomheder, som jeg havde glemt eller fortrængt. Et flygtningehotel i Kalundborg, der bliver stormet i 1985, voldsomme BZ-optøjer i 80'erne, Nørrebrourolighederne i 1993. Vi er ikke kun et lille, fredeligt land. Der er også nogle modsætninger og kræfter, som man måske til daglig glemmer. Men ellers vil jeg godt give danskerne ret gode karakterer for deres evne til at sno sig i en vanskelig verden."

*Første afsnit af Danske Drømme kan ses på DR1 i morgen kl. 20.00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her