Læsetid: 7 min.

Død og bueskydning

20. november 1998

At skyde med bue og pil handler om liv og død i mere end én forstand - egentlig drejer det sig om ikke at ramme skiven

BOGTILLÆG (2. SEKTION)
I en verdensdel, hvor bueskydning er en tradition, som vore forfædre overlevede ved, er der ikke noget at sige til, at interessen for bue og pil stadig holder sig herhjemme. Der er tale om en udfoldelse, som er meget mere end blot en aktivitet, hvad der måske fremgår af Karen Blixens motto fra Den afrikanske Farm, hvor hun inspireret af Nietzsche navngiver sine idealer således: At ride, at skyde med bue og at tale sandhed.
Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille på Egeskov Slot er et relevant eksempel på et menneske, som tog bueskydning meget alvorlig. Ikke bare lavede - eller medvirkede dertil - han sin egen langbue og pile, men han var også en fremragende bueskytte, der havde jagttegn til at skyde med bue. Det skete for det meste i Østafrika, hvor han imponerede de indfødte masaier så vidt, at de gav ham en lang række smigrende betegnelser, hvad Ahlefeldt bl.a. lige nævner i sin bog Impala. På Egeskov Slot kan man her flere år efter hans død i Afrika stadig se adskillige af de afrikanske hjortedyr, som han skød, og i de fleste tilfælde er den pil, som han dræbte dyret med, placeret ved trofæet.
Han var kendt for at være en seriøs bueskytte, og der er næppe tvivl om, at det samme er tilfældet med de, som er i stand til at skyde med bue og dertil har opnået jagttegn. Det er en særlig kategori af mennesker, som ikke kan sammenlignes med de mange halvdårlige jægere, som herhjemme går på jagt med geværer.
I den forbindelse er det ærlig talt dybt uretfærdigt, når Svend Auken for nyligt har forbudt jagt med bue og pile herhjemme. De få jægere, som skyder med bue og pil, og i den forbindelse anvender kompound-buer, der har stor gennemslagskraft, er dygtige jægere, som sjældent skyder et dyr på en afstand, der er over 20 meter. Dyret opdager med andre ord kun sjældent, at det er blevet ramt, pilen går lige igennem det, og først derefter synker rådyret eller fasanen sammen.

Der findes stadig fagfolk herhjemme, som er i stand til at konstruere og forarbejde en nordisk langbue.
Mesteren blandt dem er utvivlsomt dyrlægen i Kattinge, Erik Sigurd Hansen, som på Bogans Forlag i l992 udgav den fremragende bog, Langbuer og pile af træer.
Hans buer er ikke mindre end kunstværker, hvad der fremgår af, at mange, som har erhvervet en af dem, ikke nænner at skyde med dem.
Den bue, jeg købte i l987, lader jeg bestemt ikke andre skyde med.
Den er sat sammen af tre træsorter, takstræ fra Danmark og to træsorter fra Rocky Mountains, amerikansk valnød og det gultræ, som amerikanerne kalder osage orange. Dertil kommer bøffelhorn og narhvalstand i enden af langbuen samt en tand fra et hemmeligt dyr inde midt på buen, hvor pilen hviler, lige før den bliver sendt a sted. Sådan en bue er lidt for kostelig til at lege røvere og soldater med

Også grafikeren John Olsen og forfatteren Ib Michael skyder med buer, som dyrelægen i Kattinge har lavet. Når vi mødes, diskuterer vi alle tre langbuens hemmeligheder meget intenst, hvorimod vi ikke bruger mange ord på en kompound-bue, som vi i grunden foragter lidt alle tre.
Vi affyrer vore pile forskelligt. Olsen skyder som i et hug, og med vægten fremme på forreste ben, og han er bestandig optaget af at ramme sit mål, hvad enten det er en skive eller en oppustet ballon. Michael er mere optaget af at opnå skønhed og harmoni omkring skudafgangen, og i alt væsentligt er han inspireret af Eugen Herrigels lille bog Bueskydning og Zen, som han netop har skrevet forord til i en ny udgave.
Det var også ham, som glædesstrålende engang kom og fortalte os andre, at Japans bedste bueskytte endnu aldrig har ramt skiven. Jeg husker stadig, at Olsen godt nok grinede lidt, men ellers ikke syntes, at det skulle være noget særligt ikke at kunne ramme skiven.
I øvrigt har Michael stort set vægten lige meget på begge ben, når han skyder.
Selv lægger jeg vægten på det bageste ben og forsøger at ramme skiven, når jeg sigter på den.

Historien om Japans bedste skytte, der aldrig har ramt skiven, kan jeg godt lide, men har nu nok alligevel lidt mere ud af Hauslabjoch-mandens pile. Han blev fornylig fundet i Alperne efter at have ligget i isen i 5200 år. Han var ualmindelig velbevaret, og i koggeret, han havde lagt ved siden af sig, da han ville tage en lille lur, lå pile med fjer i enden. Men det interessante var, (og det forbløffede hele verden) at fjerene var drejet sådan, at pilene roterede i luften på vej til byttet, og det regnede historikerne med først var noget, som menneskene fandt på et par tusinde år senere end Hauslabjoch-manden

Eugen Herigels lille bog om bueskydning og Zen foreligger nu igen på dansk. Bogen, som første gang udkom herhjemme i l971, er en smuk og selvbiografisk beretning af den tyske filosof, som i Japan sammen med sin hustru blev elev i bueskydning hos den berømte mester Kenzo Awa.
Det blev en lidt anderledes undervisning, end han havde forventet.
Skydestillingen, han lærte i Japan, er for eksempel helt anderledes end den stilling, der er almindelig i den vestlige verden, hvor buen holdes i skulderhøjde.
Det gøres den ikke i Østen, hvor den holdes højt over skulderen, hvad der kræver mange flere kræfter. Åndedrættet er endvidere det vigtigste ved japansk bueskydning, og skytten skal lære at se bort fra - ikke bare sig selv, men også det mål, han skyder efter.
Teknikken i forbindelse med at skyde med bue og pil må så at sige overskrides, og skytten og skiven må blive til samme virkelighed.
Med Kenzo Awas ord er der tale om en intuitiv forståelse af, at "processen at være og at blive er den samme som at blive og være."

Daisetz T. Suzuki forklarer det sådan i det forord, han skriver efter Ib Michaels forord :
"Mennesket er et tænkende væsen, men det har udført sine største værker, når det ikke regnede efter og tænkte. Gennem årelang øvelse i kunsten at glemme sig selv, må man igen komme i besiddelse af det barnlige og det umiddelbare. Opnår man det, tænker mennesket og tænker dog ikke. Det tænker som regnen, der falder fra himlen; det tænker som bølgerne, der vugger på havet; det tænker som stjernen, der lyser på nathimlen; som det grønne løv, der folder sig ud i den milde forårsvind. I virkeligheden er mennesket selv regnen, havet, stjernen, løvet."

Det fremgår næppe af bogen, om den tyske filosof når så langt, men hen imod slutningen af hans 68 sider lange beretning fortæller han om en samtale mellem en mester i det l7. århundrede og en soldat. Soldaten vil gerne have undervisning i fægtning, hvortil mesteren svarer:
"Såvidt jeg ser, er De selv åbenbart en mesterfægter. Vær elskværdig at fortælle mig, hvilken skole De tilhører, før vi begynder forholdet lærer og elev.
Soldaten svarede: Jeg skammer mig ved at tilstå, at jeg aldrig har lært kunsten.
Gør De nar af mig, udbrød mesteren. Jeg er lærer for selve den ærværdige shogun, og jeg ved, at mit øje kan ikke bedrage mig.
Det gør mig ondt, hvis jeg har trådt Deres ære for nær, men jeg har virkelig ikke lært noget, vedblev soldaten.
Denne hårdnakkede benægtelse gjorde sværdmesteren eftertænksom, og til sidst sagde han :
Når De siger det, må det jo være sandt. Men jeg er helt sikker på, at De er mester i et eller andet fag, selv om jeg ikke klart kan se hvilket.
Ja, når De påstår det, vil jeg fortælle Dem følgende. Der er noget, som jeg tør kalde mig fuldkommen mester i. Allerede da jeg var dreng, fik jeg den tanke, at som samurai måtte jeg under ingen omstændigheder frygte døden, og siden har jeg hele tiden kæmpet med spørgsmålet om døden, og til sidst holdt det spørgsmål op med at bekymre mig.
Det er måske deri, det viser sig.
Ja, netop, udbrød mesteren, det er det, jeg mener. Det glæder mig, at min dømmekraft ikke har svigtet mig. For den sidste hemmelighed ved sværdkunsten ligger i, at man er fri for tanken om døden. Jeg har undervist mange hundrede elever i at kunne nå det mål, men hidtil har ingen af dem nået den højeste grad af sværdkunsten. De behøver ingen øvelse i teknik - De er allerede mester."

Om Zen er bueskydning eller sværdfægtning eller maleri eller blomsterdekorering er ifølge Zen, og bogen for så vidt ligegyldigt. Bogen drejer sig om kunsten at leve, det vil sige kunsten at dø.
Det er en fin lille bog, som er godt oversat til dansk af Ellen Siersted.
Men om Olsen og Ib Michael og jeg og de hundredvis af andre langbueskytter, der i Danmark elsker at skyde med bue og pil, behøver at lære at dø af at skyde med bue og pil, er en anden sag.
Det bliver bogen forresten meget bedre af.

*Eugen Herrigel: Bueskydning og zen. Med forord af Ib Michael og Daisetz T. Suzuki. Oversat af Ellen Siersted. 96 s. 148 kr. Høst & søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu