Læsetid: 4 min.

Dødsportrætter

6. november 1998

Sune Aukens 'Eftermæle' er et gedigent stykke akademisk arbejde om en smal
og upåagtet litterær genre - dødedigtningen

Historie
Hvad stiller man op med døden? Sådan indleder Sune Auken sin bog om dødedigtningen, og han har straks svar på rede hånd: Man fortolker den.
Dødedigtningen er digterens meget direkte reflektion over døden. Dødedigtet er en slags nekrolog på vers; et monument i ord over en person, som er gået bort.
Døden er de levendes problem, og dødedigtene er forsøg på at fatte en begivenhed, som med sikkerhed kommer til alle mennesker, men som ikke er mindre uforståelig af den grund. Og de er forsøg på at mindes og ære den afdøde; at fastholde ham eller hende i et sidste varigt billede, inden liglagnet lægges på.

En død genre?
Enhver litteraturforsker, som sætter sig for at undersøge et ukonventionelt område, vil blive mødt med spørgsmålet: Hvorfor er det vigtigt at vide noget om dette emne?
Ved første øjekast forekommer dødedigtning som en død genre. Det er digtning, som altid er bundet til en bestemt lejlighed. Og det er ikke en form, som ligefrem har vind i sejlene - ja, faktisk er dødedigtningen i det 20. århundrede helt ophørt med at eksistere som organiseret genre.
Mens de gamle dødedigte tydeligt afslørede, hvad de var gennem, svulmende titler som Kiøbenhavns Taare udøste over Friderich den Fierde (Jørgen Friis), skjuler de moderne af slagsen sig under navne som Et Støvlespark (Carsten Nielsen) eller Det blomstrende Æbletræ (Benny Andersen). Der skrives stadig dødedigte, men de er meget forskelligartede; de er blevet til 'almindelige' digte, som ikke er underlagt bestemte konventioner. Hvorfor bruge tid på en genre, som endda har mistet sine ydre kendetegn?
Fordi - og det er grundantagelsen i Eftermæle - døden aldrig er privat. Digte skrevet i anledning af et dødsfald åbner for indsigt i de forestillinger om livet, samfundet og troen, som er herskende på et givent tidspunkt.
Når en undersøgelse af dødedigtningen kan kaste noget af sig og blive interessant, er det altså, fordi denne lyriske form ikke kun fortæller os om de døde, men også om skiftende måder at opfatte verden og mennesket på.
Eksempelvis afslører den moderne dødedigtning et livsideal præget af individualisme: den, som har levet et godt liv (og som derfor kan gå døden trygt i møde), er en person, som har været tro mod sit inderste jeg og har levet sig selv fuldt ud.

For feinschmeckere
Eftermæle er baseret på et imponerende stort empirisk materiale - ca. 500 digte, spredt ud over fire århundreder, og skrevet af alle tiders største danske digtere, bl.a. Kingo, Ewald, Oehlenschläger, Grundtvig, Sophus Claussen og Tom Kristensen. Bogen, som er en omarbejdelse af et kandidatspeciale, er overskueligt opbygget, indeholder velfungerende analyser og er skrevet i et enkelt, uprætentiøst sprog.
Auken er med andre ord god til at formidle et stof, som hverken er let eller ligetil. Han er hele tiden omhyggelig med at sikre sig, at læseren kan følge med og forklarer problemstillinger og ord, som andre bøger om litteraturhistoriske emner almindeligvis forudsætter, at læseren kender (eller selv kan slå op).
Nogle gange bliver omhyggeligheden dog til en skæren ud i pap. Som når Auken tager sine læsere ved hånden og fortæller, at formuleringen om Guds død stammer fra Nietzsches Således talte Zarathrustra, og at en sonet er et digt, der er underlagt strenge formkrav.
Det ord, som bedst kan karakterisere Aukens bog, er grundig.
Eftermæle er en litteraturhistorie for feinschmeckere, og bogen vil næppe have nogen interesse uden for en faglig-akademisk kreds.

Eftermælets død
Undervejs i læsningen ønsker man dog af og til, at grundigheden blev afløst af vilde højtflyvende spekulationer over problemstillinger som: Hvorfor begynder dødedigtningen først i 1600-tallet? Er der nogen grund til, at der tidligere kun i ringe omfang er blevet forsket i dødedigtningen? Er det kun mænd, som har skrevet dødedigte? (Blot fire kvindelige dødedigtere er opført i forfatterregisteret bagerst i bogen). Hvilken retning vil dødedigtningen udvikle sig i?
Dødedigtningen vil skabe et eftermæle, et liv for den afdøde blandt de efterladte. Men Aukens bog slutter med en interessant analyse af Søren Ulrik Thomsens digt Tandlæge. Gravsted. Vielsesring, som får eftermælets bestandighed til at vakle. Digtet blev skrevet til Michael Strunge, flere måneder efter hans selvmord. Strunge er "... et sted mellem alt for meget jord og alt for meget himmel. I mit urolige hoved."
At den afdøde er i digterens hoved, er ikke noget nyt. Men i Tandlæge. Gravsted. Vielsesring er digteren også i kropsligt forfald, han har fået nye guldtænder og grå hår; alderdommen er ved at sætte ind.
Fordi den afdøde lever i en digter, som langsomt er ved at forgå, smuldrer også mindet om Strunge - for, som Auken skriver: "Der er ikke blot ikke længere noget egentligt liv for afdøde i de efterladtes erindring om ham, selv erindringen er ved at gå under, for også dens bærere er ved at dø."

*Sune Auken: Eftermæle. En studie i dansk dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen. 239 s. 198 kr. Museum Tusculanums Forlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her