Læsetid: 5 min.

Drømmen er forbi

2. november 1998

John Lennon bliver alt andet end heltedyrket på fire nye cd'er med hidtil uudgivne optagelser, ofte af ret privat karakter

NY CD
Der er et rørende øjeblik henimod slutningen af det nye bokssæt Lennon Anthology. Hans fire-årige søn Sean skråler løs på b-stykket fra "With A Little Help From My Friend", men kan ikke helt ordene. Det kan hans far heller ikke, ja, faktisk kommer Lennon først efter et stykke tid i tanke om sangens titel.
Vi befinder os i 1979, hjemme i Dakota-ejendommen i New York, hvor Lennon er ved at nærme sig enden på et frivilligt, men nødvendigt og forløsende eksil fra verdensberømtheden som det medlem af The Beatles, der ikke ville rette sig ind efter de offentlige forventninger. Afsondretheden brugte Lennon på at se surdejen hæve, sin søn vokse op og sig selv i spejlet igen - uden at lukke øjnene.
Episoden foran båndoptageren fortæller om et varmt forhold mellem en søn og en far, der ved sønnens fødsel følte sig "så høj som Empire State Building", men den er også et af bokssættets mange eksempler på, at Lennon nok så meget kunne lægge luft til og låg på fortiden - parodiere "Yesterday", spotte George Harrisons moderigtige religiøsitet på sangen "The Rishi Kesh Song", tilsværte Paul McCartneys angiveligt albueskarpe opportunisme i op til flere sange - han var og blev medlem af The Beatles.
Den kendsgerning udstak for en stor del hans virke som solist, gjorde provokatøren i ham endnu mere provokerende, men Lennon Anthology viser også, at han med sig bar mere melodisk arvegods fra McCartney end han brød sig om at indrømme dengang.
De fire cd'er i det minimalistisk, men smagfuldt designede bokssæt dækker årene 1969-80, og er sammensat, (vel)redigeret og co-produceret af Yoko Ono, kvinden, der fik skyld for at opløse The Beatles, og som både før og navnlig efter Lennons død har styret hans forretninger - og eftermæle - med så mandig og sikker en hånd, at det i sig selv har været med til at gøre hende til Beatles-nostalgikeres yndlingsaversion.

Fordommene skuffes
Hun skuffer imidlertid alle fordomsfulde forventninger. Cd-antologien er hverken et skønmaleri eller en helgenkåring af rockstjernen, der var sikret udødelighed længe før fem fatale kugler, affyret af en sindsforvirret fan, ramte Lennon i armen og ryggen om aftenen den 8. december 1980 ved 23-tiden.
Istedet giver cd-sættet et interessant, bevægende og ofte udfordrende billede af
Lennon og hans kamp for at komme i bedre kontakt med sig selv.
Billedet fremkaldes i form af 94 hidtil uudgivne optagelser; fra intime, amatøragtige båndsnipper med Lennon & hans guitar over jomfruelige faser af senere kendte sange til alternative, ofte langt skarpere versioner af sange, der blev hits. Indimellem bliver der plads til liveoptagelser, private poesiforsøg med Yoko og hudflettende satire på bekostning af bl.a. Dylan, en af Lennons helte. Og som supplement skriver Yoko Ono selv, med mere nøgternhed end man kan forlange, om deres forhold. Et forhold så altopslugende, at de i perioder var, som hun skriver, nødt til at være væk fra hinanden for at beskytte deres kærlighed.
Som i de 18 måneder i 1973-74, Lennon har beskrevet som The Lost Weekend, hvor Ono smed ham ud, så han kunne leve sin indre hedonist helt ud. Og gjorde det. Cd'en fra den periode giver et besættende og skræmmende indtryk af en mand på vej mod kanten, meget af tiden virkelighedsforvrænget af druk og dumsmarte stoffer, men alligevel hele tiden mærkværdigt bevidst om, hvad han har gang i.
"You dont know what you got till you lose it," nynner Lennon som start på en cd med hårrejsende og gode varianter af sange som "Whatever Gets You Through The Night", "Nobody Loves You When You're Down And Out", som pludselig lyder som en vokal kladde, skrevet til et andet Lennon-idol, Elvis Presley, og en nøgen, forsvarsløs og rent ud formidabel udgave af Scared - fra Walls And Bridges-albummet - om angsten for angsten, angsten for forgængelighed, angsten for ikke at få mulighed for at gøre det gjorte om.
I samme periode realiserede Lennon en gammel drøm om at genindspille de rock & roll-klassikere, der satte ham igang som musiker. Drømmen blev til et mareridt.
Lennon havde allieret sig med en kender på området, Phil Spector. Han var så vild med selve ideen om at skrive historie ved at producere Lennon, at det slog ud i noget nær psykose. Spector forsøgte at stjæle båndene, som dog endte som en i øvrigt ikke særligt overbevisende plade. Båndoptagerne kørte konstant under optagelserne, og afslører kaotisk koks i kommunikationen mellem en stadig mere irriteret Lennon og hans hyperaktive producer. Vi er med på sofarækken til rockhistoriske skænderier. Oveni viser en række kasserede indspilninger fra de sessions, at Lennon måske bare skulle have udsendt de rå optagelser.
I det hele taget bekræfter Lennon Anthology, at John Lennons officielle pladeproduktion aldrig var lige så præcis og givende som man - og han selv - kunne forvente. Der gik med tiden for meget sovs og sentimentalitet i den. I virkeligheden er en sang som hans sidste hit, "Just
Like Starting Over", jo et rent McCartney'sk udstyrsstykke.

Rockens primalskrig
I mangt og meget står Plastic Ono Band, hans solodebut fra '71, derfor stadig som en milepæl, et rensende rockmusikalsk primalskrig, usmykket og ubarmhjertigt (selv)afslørende. På en tidlig version af "Working Class Hero" akkompagneres Lennon kun af akustisk guitar. Der lyder som ståltråd, mens han, desillusioneret, men alligevel ikke uden håb, hælder ætsende verbal syre i alle velfærdssamfundets myter om velsignelsen ved den sociale mobilitet:
"Keep you doped with religion and sex and TV/and you think you're so clever and
classless and free"
Lige så uforsonligt nulstillende er antologiens udgave af Lennons credo "God", hvor han afsværger alt og alle fra Elvis, Beatles og Kennedy til Gud, som bare "er det koncept, vi bruger som målestok for vores smerte".
Og så de besværgende linjer, der står som mejslet i bitter, dyrekøbt erfaring:

The dream is over
what can I say?
the dream is over
yesterday
I was the dreamweaver
but now I'm reborn
I was the walrus
but now I'm John

Vejen tilbage til ham, der hed John, gik over en tid som talerør for bl.a. de amerikanske undergrundspolitikere, the yippies. Lennon påtog sig her den gamle troubadurrolle som agitator. Pladerne fra dengang holder ikke. De er for knytnæveromantiske i deres jubel-radikalitet. Lennon mente selv senere, at han i den periode var mere journalist end poet. Alligevel er der knald på en række upolerede, næsten punk'et vilde live-optagelser, uden den selvgodhed, der kunne skæmme epokens politiske vækkelsesprædikanter. En sang som den 'omvendte' music hall-vise "Luck Of The Irish" har ikke samlet støv, fredsaftale eller ej:

If you had
the luck of the Irish
you'd be sorry
and wish you were dead
you should have
the luck of the Irish
and you'd wish
you was English instead

På forsiden af cd-boksen har Lennon tegnet sig selv, siddende på en sky. I taleboblen har han skrevet "he tried to face reality". Disse cd'er viser, hvor alvorligt han tog den prøvelse, men også at han ofte var for virkelig til at kunne holde til en virkelighed, der tit forklæder sig som forstillelse og blændværk. Lennon ville det ægte og tvivlen. Begge dele eksponeres eksemplarisk her.

*John Lennon: Anthology. Producere: Yoko Ono & Rob Stevens. Capitol. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her