Læsetid: 6 min.

Vi skal dufte forskelligt

14. november 1998

Det er uhyre sjældent, at man møder et menneske og bliver i tvivl om det er en mand eller en kvinde. Derfor er det egentlig også underligt, så megen tankevirksomhed, forskning og spalteplads, der bliver brugt på at overveje, hvad mandlighed og kvindelighed er

QLUMMEN
Kvinde du er inderlighed i
modtagelsen.
Din sanselighed vækkes gen-
nem det, der kommer til dig.
Det kommer til din ro
din ro som kalder
- uanset hvad.
Til din stilhed, som er styrke.

Dette stykke upoetiske knækprosa stammer ikke fra en ældre patriarkalsk vækkelsesprædikant, men fra den 40 årige læge, psykoterapeut, brevkasseredaktør og foredragsholder Jannie Helles seneste bog: Gør dig fri kvinde.
Resten af den prosaiske tekst bevæger sig på samme kvalitetsniveau. Var det ikke fordi, Jannie Helle sælger så godt og gang på gang formår at sætte dagsordenen for samtalen om og mellem mænd og kvinder, burde bogen forbigås i tavshed.
Men hun sælger og sætter dagsordenen med sit budskab om, at nutidens unge såvel som lidt mere modne kvinder får det skidt, fordi de/vi prøver på at være mænd, og ikke vil acceptere det feminine i vores personlighed. Kvindebevægelsen bærer en stor del af skylden for miséren, mener hun. Den har manipuleret os til at blive aggressive, dominerende og ukvindelige:
"Det er faktisk først gennem det sidste par år, at nogle kvinder er begyndt at få en fornemmelse af, at de har andet at give på arbejdspladsen end en maskulin tankegang og handlingsform," skriver Jannie Helle - tilsyneladende uden tanke for alle de offentlige opdragelses- og omsorgsopgaver som udføres af kvinder på kvindevis.
Hun formår virkelig at skære tingene ud i sørgesort pap: "Feministernes største fjendebillede blev feminiteten - det kvindelige," ... og lidt længere henne: "Hvis en kvinde har fraspaltet sin kvindelighed, så kæmper hun imod sin egen biologi."
Tak for kaffe. Når man på den måde definerer de ændrede mande- og kvinderoller som en kamp mod biologien, giver løsningen på kvinders problemer med at få arbejde, familieliv og andet liv til at gå nogenlunde gnidningsfrit op, sig selv: Find din biologiske kvindelighed og bliv lykkelig.
I Jannie Helles univers er billedet på denne kvindelighed ægget, der ligger i æggelederen og venter i ro og modtagelighed på sædcellen - hvor efter hun retorisk spørger: Render ægget måske efter sæden?
Nej, men det er vel ikke et argument for, at kvindelighed er indholdet af det håbløse forsøg på et digt, der indledte denne qlumme.

Faktisk er det uhyre sjældent, at man møder et menneske og bliver i tvivl om det er en mand eller en kvinde. Og derfor egentlig også underligt, at der bruges så megen tankevirksomhed, forskning og spalteplads på at overveje, hvad mandlighed og kvindelighed er.
Mandlighed og kvindelighed er forskellene. Man fødes ikke bare som menneske, men som pige eller dreng og møder allerede i de første besøgendes beundrende blikke ned i vuggen, de forventninger, der gør os til mænd og kvinder. Det ene køn definerer det andet. Mere vanskeligt er det på en måde ikke. Vi ved godt, hvad mandlighed og kvindelighed er, selv når vi ikke lige kan finde ord for det .
Vi er ikke blevet mere eller mindre mænd og kvinder end for 30, 50 eller 100 år siden, selv om vi og vores liv er anderledes end vore forældres og bedsteforældres. Forskellene mellem kønnene har bare fordelt sig anderledes i løbet af en meget kort årrække. Og det forklarer en hel del af kønsforvirringen.
Vi forstår verden i et sprogligt system af forskelle og ligheder. Sort kan ikke forstås uden hvidt. Mandlighed kan ikke forstås uden kvindelighed. Sådan har den vestlige kultur opbygget sproget og tanken i poler: Hvor kvindeligheden er natur, krop, intuition, er mandlighed kultur, intellekt, rationalitet ... fortsæt selv listen.
Selv de kulturlige forskelle er historisk groet til i forestillinger om naturlighed. Det handler ordene ukvindeligt og umandigt om. Og alt, hvad der strider mod forestillingen om naturlighed vækker forargelse, vrede eller rammer ligefrem kvalmepunktet i maven.
Forfølgelserne og latterliggørelsen af homoseksuelle er det oplagte eksempel. Lige så klædedragten - selv de mest progressive arbejdspladser vånder sig ved tanken om at have mandlige ansatte gående rundt i kjole og højhælede sko. Eller kvinder i slips og habitter, som ikke er feminiserede med en taljering, en silkebluse, en perlekæde eller et tørklæde til at blødgøre de skarptskårne linier.

For ikke så længe siden opdagede jeg selv et hidtil uerkendt tabu, da Calvin Klein lancerede en parfume til mænd og kvinder. Hva'behar? Mænd og kvinder skal dufte forskelligt. Alt andet er .... jeg var lige ved at sige "unaturligt."
Det mest revolutionerende i kvindebevægelsen har været, at vi ikke længere accepterer kønsroller som naturlig skæbne - at man for eksempel ikke længere med alvor kan kalde "rationalitet" for en mandlig egenskab og evnen til omsorg for en kvindelig ditto. Jeg har langt større spillerum for at danne mig som kvinde, end min mor og bedstemor havde. Det er besværligt, men jeg har også et sjovere liv end de har haft.
Men lige som andre store revolutionære bevægelser, der er født af oplysningstiden, er kvindebevægelsens selvforståelse, at vi bevæger sig fra undertrykkelse til frigørelse, fra ufornuft til fornuft, fra mørke til lys - kort sagt, at de ændrede kønsroller, og frem for alt kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, er en del af det almindelige fremskridt.
Det giver problemer: For hvordan kan noget være et fremskridt, når det ind i mellem gør så ondt, at mange får lyst til at træde et par skridt tilbage i tidsmaskinen?
Jannie Helle fanger så manges ører, fordi hun gang på gang betoner, at "ingen kan leve op til de krav, der stilles til kvinden i dag. Eller rettere: Til de krav, som kvinder stiller til sig selv." Det har hun ret i.

Her på vores lille journalistiske arbejdsplads løser kvinderne deres modsatrettede livslyster til både at have tid til familien og tid til at udfolde sig i et spændende arbejde, som alle andre steder: De går på nedsat tid, når de får børn, eller skifter til et arbejde, der ikke styrer deres livsrytme på samme insisterende måde, som en avis med daglige dead-lines. Mændene ser derimod ud til at have lettere ved at kombinere faderskab med et opslugende arbejde.
Kvindernes valg er menneskeligt klogt; jeg fatter i grunden ikke, at så få mænd vælger at gøre lige sådan - men det er økonomisk uklogt. Ikke bare her og nu, eller når kærligheden krakelerer og skilsmissen banker på døren, men også når man bliver gammel.
Fremover kommer pensionen i højere grad til at afhænge af, hvor meget man har tjent i sit arbejdsliv. Mange økonomer har allerede spået at gamle kvinder bliver fremtidens fattige. Fordi kvinder går mere på deltid, på orlov og oftere er arbejdsløse, får de mindre at leve af i den fjerdedel af deres liv, hvor de er pensionister. HK har regnet på det og fundet ud af, at en kvinde, der tager to års orlov, har et års arbejdsløshed og arbejder 14 år på deltid, får udbetalt 23.000 kroner mindre om året i pension end hende, der hele tiden har haft fuldtidsarbejde - begge modeller har en pensionsordning med 12 procents indbetaling af lønnen.
Det er næppe en særlig kvindelig egenskab at synes, det er sjovt at være fattig. Så måske skulle man begynde med at finde ud af, hvordan kvinder kan være kvinder uden at blive fattigere end mænd. I stedet for at fortsætte den umulige jagt på den biologiske kvindelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu