Jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg skal få startet en levende diskussion om pensionsopsparing i min 3. g
Herhjemme
Der er sket et nybrud inde hos embedsmændene i Undervisningsministeriet.
Indtil jeg for nylig læste deres rapport Kvalitet i uddannelsessystemet, tror jeg nok, jeg havde opfattet min egen undervisning som nogenlunde forsvarlig. Men jeg skal love for, jeg kom på andre tanker.
Ministeriet har formuleret et helt nyt kvalitetsbegreb: Fra nu af skal vi rundt i hele undervisningssektoren satse 100 procent på at få eleverne sluset igennem så hurtigt som muligt, så de kan komme på deres rette hylde.
Jeg er ikke rigtig tryg ved det. Rapportens to nøgleord er dynamik og målrettethed - og allerede her føler jeg mig på gyngende grund. Jeg underviser i engelsk og fransk, og det er sket mere end én gang, at vi har siddet i mine timer og fordybet os i et eller andet gammelt udtryk eller en eller anden forældet tankegang fra 1930'ernes USA, så timen ligesom er skredet ud, og både jeg og eleverne har mistet fornemmelsen af, hvor vi egentlig skulle hen med det her - om dynamik, endsige målrettethed, har der bestemt ikke været tale.
For målrettethed, hvad er det? Her kommer rapporten med et klart bud: gennem professionel vejledning skal man så hurtigt som muligt få eleven sporet ind på den rigtige uddannelse, så han kan komme videre til den livsetape, der hedder 'afkast'. Så vidt jeg har forstået rapporten, er 'afkast' det helt basale i undervisningsministerens nye kvalitetsbegreb.
Uddannelse i en fart
Afkast-perioden er hele det tidsrum, hvor man høster frugterne af en hurtig, vellykket uddannelse. Den bliver beskrevet i et af rapportens mest engagerede kapitler. Vi får at vide, at "Det privatøkonomiske afkast af at uddanne sig til ingeniør er 70 procent i forhold til en ufaglært." Og vi får fremanalyseret de små nuancer, vi måske slet ikke havde tænkt på i sådan et afkast: "Livsindkomsten for hver uddannelse afspejler ikke blot erhvervsindkomsten, dvs. udbetalt løn, men også indbetalinger til pensionsordninger."
Det er selvfølgelig derfor, det gælder om at komme igennem sin uddannelse i en fart. Og så er det jo også rart at nå hurtigt frem til en af uddannelsens små sidegevinster: "Den oplevede sociale status vil også spille en rolle".
Målrettethed, afkast, pensionsindbetalinger, social status - jeg synes ikke, jeg har problemer med at forstå selve ordene i det nye kvalitetsbegreb. Men jeg tror alligevel, at jeg vil få det svært i min nye lærerrolle. For det første vil jeg være en dårlig vejleder, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme ind i min 3. g og få startet en levende diskussion om pensionsopsparing. I øvrigt har jeg ikke selv været spor god til at få mit livsafkast i hus, jeg har både haft fjumreår og sabbatorlov, og så føler jeg ikke engang, at mine elever altid anerkender den sociale status, som min læreruddannelse egentlig berettiger til.
Men det er nu, hvad det er. Jeg tror, Margrethe Vestager selv har været opmærksom på problemet. Hun taler om en "sanering af vejledningsindsatsen" og "regionale vejledningscentre med professionelle vejledere i stedet for udvalgte lærere på den enkelte skole."
Savner afkast-litteratur
Nej, det virkelige problem, det er efter min mening vores undervisningsmateriale - og her synes jeg slet ikke, der er nogen hjælp at hente i rapporten. Jeg mener jo, at engelsk og fransk er nogle helt fornuftige fag at undervise i, og indtil i dag har jeg også syntes, at vi har haft en masse spændende bøger. Jeg vil endda sige, at en del af mine elever har syntes, at Hamlet eller The Great Gatsby eller Betty Blue har været værd at beskæftige sig med. Men hvor finder jeg noget stof, der kan leve op til rapportens menneskesyn? Dynamisk, målrettet afkast-litteratur, og så det her med, at man skal se at komme i gang med sine pensionsindbetalinger - jeg har svært ved at se det.
Når vi læser Hamlet, er det helt bestemt min opfattelse, at det, eleverne synes er spændende, det er, at Hamlet ikke er målrettet, ikke er dynamisk, ikke kan finde sig selv og slet slet ikke kan komme på sin rette hylde. Jeg kan jo ikke pludselig begynde at fokusere på Polonius, som ellers holder en fin, lille vejledertale til sin søn, da han skal ned og efteruddannes i Paris. Det synes eleverne ikke er særlig væsentligt. Eller i The Great Gatsby, hvis jeg begynder at sige, at dér er da en mand, der er kommet igennem med et vist afkast, og som det fremgår af hans dagbog, var han allerede som dreng begyndt at spare tre dollars op om ugen, så er jeg sikker på, at mine elever vil spørge, om det ikke netop var det, der blev hans forbandelse. Osv. osv. I mine fransktimer er Betty Blue jo et lysende portræt af to mennesker, der ikke bestiller andet end at have fjumreår og Mcjobs og skæve ambitioner - to unge, der aldrig har fået ordentlig vejledning, men det synes eleverne er helt ok. Og jeg kan ikke få mig selv til at spørge: "Synes I ikke, der mangler en uddannelsesvejleder i den her film?"
Det er så lige tre af mine yndlingsmanuskripter - men jeg tør godt sige, at i hele det udbud af lødig og underlødig verdenslitteratur, vi bruger på gymnasiet, er jeg endnu ikke stødt på noget, der kommer i nærheden af undervisningsministerens nye kvalitetsbegreb.
Måske kunne vi få oversat nogle af Nyrups eller Vestagers taler til engelsk, måske kunne vi bare tage nogle af Tony Blairs. Dynamik, fleksibilitet, kvalitet. Og så selvfølgelig selve målsætningen: pensionsopsparing. Hvis det virkelig bliver den livsopfattelse, der skal bære vores undervisning, kan det godt være, jeg selv skal til at gå på pension. Hvis ellers mit afkast er til det.
