Læsetid: 5 min.

Familielivet går meget bedre op nu

16. november 1998

Den 33-årige Mette Breinholdt er en af landets ca. 700 freelancejournalister. Sammen med sin mand arbejder hun fra et kontor ved siden af hjemmet i Laven ved Silkeborg. Freelance-tilværelsen giver hende mere tid til parrets seks børn, og tid til mere grundige artikler

DE FRIE FUGLE
Det er fascinerende at kunne skrabe sin egen løn hjem, men samtidig er det hårdt. Der er en direkte sammenhæng mellem min arbejdsindsats og min indtjening, og derfor bliver det næsten som en kamp for det daglige brød at arbejde som freelancer.
Hvis jeg ikke havde haft børn og familie, havde jeg nok valgt et fast arbejde de første par år, efter jeg blev uddannet i 1994.
Jeg startede da også med to korte vikariater på lokalaviser, som begge lå mere end en times kørsel fra vores hjem. Og bagefter fik jeg tilbud om et fast job, men det kunne slet ikke gå op. Det kunne have endt i en skilsmisse, hvis jeg var så meget væk hver dag, og flytte ville vi heller ikke. Dengang havde vi boet over to år her i landsbyen, og det gik op for mig, hvor vigtigt det er at have en god base.
Samtidig blev jeg gravid igen, så vi skulle have vores andet fælles barn. Jeg har et med fra et tidligere forhold, og min mand har tre, hvoraf den ene bor hos os, så vi er en stor familie.
Allerede tre måneder efter fødslen begyndte jeg så småt at sælge og skrive artikler, fordi jeg vidste, at freelancetilværelsen gav mig de bedste muligheder for at arbejde og familie til at gå op, og da min mand allerede arbejdede hjemme som freelance-journalist, kendte jeg vilkårene.
Men mit valg hang også sammen med, at jeg bedst kan li' at lave længere og mere grundige historier, så i virkeligheden havde jeg heller ikke så meget at gøre på en lokalavis.
Jeg startede hjemme fra stuebordet, men det blev for rodet og besværligt at skulle flytte rundt på papir og computer hver dag. Heldigvis fik vi for to år siden mulighed for at leje et stort rum hos vores nabo, hvor vi nu begge sidder og arbejder.

Balance i dagligdag
Fordelen ved at bo og arbejde samme sted er den store sammenhæng, der kommer i dagligdagen.
Vi kender de folk, der går forbi ude på gaden, og det giver børnene en tryghed, at de ved, vi næsten altid er hjemme.
Når et af børnene er lidt småsyg, så holder vi dem hellere hjemme, for vi kan måske arbejde noget af dagen alligevel.
Og til daglig henter vi børnene forholdvis tidligt. Jeg vil ikke have, at de er for længe i daginstitution, når vi nu alligevel er hjemme.
Men jeg er også hård og insisterer på ikke at blive forstyrret, når jeg arbejder. Det er en balance, der kan være svær at finde, men for ikke så længe siden, lavede jeg og min mand en fordeling, så vi på skift hver anden uge står for madpakker, og for at hente og bringe børnene. Så ved vi, at den ene uge kan vi arbejde længe og kun koncentrere os om det, mens arbejdsdagene bliver lidt kortere den anden uge.

Fået fast kunde
Jeg tager som regel hen på kontoret før kl. 9 om morgenen, og sidder der hele dagen, hvis jeg ikke skal ud på reportage eller lave interview.
Heldigvis har jeg forholdsvis nemt ved at få gode ideer og få dem afsat, men alligevel er det rart, at nogle af redaktørerne er begyndt at ringe tilbage og selv bestille historier. Det virker som en tillidserklæring, og for nylig har jeg fået en aftale om at skrive fast til Ugeskrift for læger.
Det har hele tiden været mit mål at få nogle faste aftaler, fordi det giver mere ro, og gør det nemmere at koncentrere sig om nogle faste stofområder.
Men jeg er også meget bevidst om, at det kan være selvmord kun at satse på en stor kunde, for pludselig kan bladet skifte redaktør eller man kan blive uvenner, og så ryger hele grundlaget med et slag. Det har jeg prøvet, og så finder man ud af, at som freelancer sidder man altid yderst på pinden.
Indtil nu har mit freelanceliv ikke været den store økonomiske succes. Det går rundt, men jeg har ikke råd til at blive syg, men det er mit næste mål at kunne lægge så meget til side, at jeg ikke er så presset økonomisk.
Jeg startede på etableringsydelse, som var et godt sikkerhedsnet, men også et godt spark, fordi man kun få tilskud i et par år. Derefter har al indtjening været afhængig af min egen indsats.
En periode blev jeg syg og kunne ikke arbejde, og det tærede kraftigt på kassekreditten. I det hele taget tænker jeg meget på økonomien. Med hus, bil og seks børn har vi store faste udgifter. Jeg bruger ikke så mange penge på mig selv, men det vælter ind med rudekuverter, men jeg har tillid til, at det nok skal gå.
Skattevæsenet har stemplet mig som selvstændig, men det er lidt af et blålys, at betragte os freelancere som nogle små direktører. Jeg føler mig selv mere som en slags uddannet havnearbejder, der er hyret fra job til job.
Jeg kan godt savne at have nogle kolleger i hverdagen. Det er nok særligt for min situation, at jeg arbejder sammen med min mand, og det er heller ikke altid lige uproblematisk. Mange bruger jo deres arbejde og kolleger til at læsse deres hjemlige problemer af på, men den mulighed har vi ikke. Hvis vi er sure på hinanden, så er vi alligevel tvunget til at sidde i samme rum hele dagen. Og nogle gange kan det skinne igennem at vi har noget på hinanden, når vi giver kritik på hinandens artikler.
Omvendt så har mange familier det problem, at den ene måske aldrig er hjemme, og for det meste har vi det fint sammen, og så kan det være vi ligefrem har mulighed for lidt sex-chikane.
For at få noget mere socialt samvær tog jeg for et år siden kontakt til andre i byen, som arbejder hjemme. Vi er os, en arkitekt, en psykolog, en pottemager og to campingpladsejere, som har dannet en klub, hvor vi mødes hos hinanden til frokost hver onsdag.
Det giver et tiltrængt afbræk i ugen, og det er rart at se frem til.

*Serien De Frie Fugle sætter fokus på fordele og ulemper ved livet som løsarbejder. De foregående artikler blev bragt 12. og 13. november. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her