Læsetid: 4 min.

Farvel til puritanismen

10. november 1998

Dansk elektronisk musik har forladt den stilrene vej og koger over med strittende toner og bulede takter

NYE CD'ER
Engang havde nationens elektroniske pladeselskaber tydelige musikalske profiler, engang havde kunstnerne et forholdsvis klart udtryk: man var til house eller techno eller ambient. Enten-eller. Puritanismen er ved at være en saga blot. Nu er det både-og og frit valg på alle hylder.
Et af de tydeligste eksempler er det københavnske selskab Multiplex, der med cd-antologien Tivoli Trax markerer bredden og åbenheden i miljøet.
Multiplex har samlet en afvekslende og aldeles fremragende cocktail af danske navne. DJ JSL og Vagn Luv byder på funky, saftig, discoficeret house af høj kaliber, CK - bestående af den oprindelige duo bag Multiplex, Cai Bojsen-Møller og Steen Mogensen, spiller den romantisk melodiøse "I Wonder", Acustic præsterer den boblende, cirklende "Ellux" og Hüebsch Originators begår et mesterligt, lokomotivisk og køligt harmonisk lag-på-lag-lydspor, hvor synkoperinger og flere harmonilag udbygges med en masserende basmelodi.
Uden at sætte selskabets særligt rene lyd og let minimalistiske stil over styr lykkes det med Tivoli Trax at vinde nyt territorium.

Æstetisk perfektionist
34-årige Anders Remmer er en af dansk electronicas mest markante skikkelser med solo-udgivelser under navnene Sølvpil, Jet og Dub Tractor samt medlemskab af scenens måske vigtigste gruppe, Future 3.
Hans andet Jet-album OK fortsætter delvist hvor debutten CPH 2000 slap med en melodiøs og let tilgængelig house. Men denne gang træder nostalgiske elementer tydeligt igennem. Især på åbningsnummeret "My New Machine", hvor man således med lidt god vilje kan spore den gurglende baslinie tilbage til discoklassikeren "Funky Town", stortrommerytmen tilbage til New Orders "Blue Monday" og de glasklare synthesizermelodier tilbage til salig Kraftwerk.
Men OK er på ingen måde et plagiat. Remmer synes at have fundet sin egen perlende, melodiøse form inden for Jets rammer - af og til afløst af technoens skarpere, stivere rytmik og ofte udbygget med dub-influerede baslinier nederst i lydbillederne. Hertil kommer mere neddæmpede og sarte kompositioner med syntetiske strygere, vibrafon, samplet operasang eller svalt ekkoende synthharmonier - mest stemningsmalende på slutnummeret "U22".
Med Jet mestrer Remmer en mere sensuel musikalitet end man kan opleve under hans andre pseudonymer, men alligevel har OK tendens til at blive en tand for steril, en tand for velfriseret. Men det er kun i de øjeblikke, hvor Remmers æstetiske perfektionisme ikke forløses i elektronisk vellyd.

Elektro-vuggevise
Æstetikken er også stensikker på Cai Bojsen-Møllers Super-Sonic Jazzy Session, der prydes af en perfektionistisk klangbehandling. Ofte rigt forsirede melodier, svale synthesizeropbyggede flader og smældende, vrimlende rytmik, baseret på ex-Gangway-trommeslagerens eget trommespil, som han har proppet i sampleren.
Trods det meget homogene klangbillede er Bojsen-Møllers andet album også rigt på variationer: fra ambiente, pulsløse lydsfærer over en slæbende hip hop-rytme og en del drum'n'bass til Detroit- techno, men vægten er også flyttet mere over mod jazzens harmonier og melodik. Hvis ikke der går uendelig charmerende vuggevise i den, som på pladens brillante naivistiske åbningsnummer "Theodor's Lullaby".
Super-Sonic Jazzy Session er en prunkløst forkromet og præcis helhed - ingen dikkedarer, men et anseligt kompositorisk talent.

Lænestolsfunk
Vil man hellere have funk, så opsøg Tokyo Combo, der på debut-cd'en Uh Yeah mestrer en spartansk indrettet, men ualmindelig elastisk technofunk. Tag indledningsnummeret "He's My Brother", der flirter lavmælt med mellemgulvet alene ved hjælp af stortromme, handclap, bas og lidt sang de første mere end fire minutter inden Lars Vissings labert fåmælte trompet glider ekkoende ind i lydbilledet.
Ikke uden en vis lavbudget-klanglighed mestrer Peter Leth Jensen og Peter Rønsholdt den svedige funkfornemmelse i et paradoksalt nok underspillet univers. Her er sparsommeligt møbleret og James Browns ædle, storskrydende kunst transformeres til hjemmemusikalitet.
Med usvigelig præcision rammer Tokyo Combo en swingende nerve i maskinernes kredsløb, og ud af dem vokser numre, der med deres tørre, men saftfremkaldende rytmesans og minimale orkestreringer giver masser af rum for lytter og danser.
Det synes så ubesværet og enkelt, men det kræver usvigelig fodflytterfornemmelse at komponere på denne enkle, men ædle sensualitet. Less is more-electronica for lænestolsfunkfanatikeren.
Mere excentrisk er selskabet Ed Davenports første album, antologien Mmm... Danish, der byder på alt fra Hüebsch Originators skæve electrofunkminimalisme over Altras både nuldrende, skurrende, perlende og uldent melodiske "Boost" til den opfindsomme ener, Goodiepals strålende vignetagtige tracks, der spænder fra plasticsynthboblen over skurrende støjkortslutninger til den ubetalelige, syntetisk harmonikadrevne sørøvermelodi "Captain Buck - King of The Seven Seas". Og ikke mindst Voks alias Mikkel Moir Pihl, der med sine to hypermelodiske, naivistisk melankolske og stemningsfulde numre (komponeret på og klingende af billig hardware) skruer denne anmelders forventninger i vejret til en forhåbentlig snarlig albumdebut.
Sjovt nok så tæller antologien også navne, der går igen hos både Multiplex og April Records. Og således sluttes en cirkelbevægelse gennem dansk, hovedsagelig københavnsk electronica. Her er grund til glæde og håb.

*Diverse kunstnere: Tivoli Trax (Multiplex/BMG)

*Jet: OK (April/VOW)
Cai Bojsen-Møller (April/VOW)

*Tokyo Combo: Uh Yeah (April/VOW)

*Diverse kunstnere: Mmm? Danish (Ed Davenport/VOW)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu