Læsetid: 3 min.

Fedterøve får ikke noget

21. november 1998

"Den slags idioter som render rundt i deres fritid med joggingdragt med deres firmas logo på ... Det er sæson for fedterøve."
Bent Vinn Nielsen i romanen 'En skidt knægt'

SÅ FALDT DEN, de unge mænds tilfredshed med sexlivet. For nogle uger siden fortalte en undersøgelse, at mange midaldrende kvinder har et dårligt liv. I denne uge viser en Sonar-undersøgelse så, at deres sønner tillige har problemer. Blot 13 procent af mændene mellem 18 og 29 år angiver, at de er fuldt tilfredse med deres sexliv.
Ha, vil nogle sige, har de fløse nogensinde været tilfredse med det frække? Det var de faktisk for otte år siden, lidt mere i hvert fald. Dengang sagde over dobbelt så mange mænd i tyverne ja til, at det kønslige kørte som smurt.
Fagfolk forklarer, at de unge mænd er utilfredsstillede, fordi de har svært ved at finde en partner og er skrækslagne for ikke at slå til i sengen. Forskellige parter mistænkes for at være skyld i miseren:
Fædrene, der har forsømt at være forbilleder. Mødrene, der har delagtiggjort sønnerne i deres skilsmisser. Pædagogerne, der har forbudt det krigslegetøj, som kunne have udviklet drengenes mandighed. Medierne, der flommer over med uopnåelige sexbomber. Samfundet, der stresser. De unge kvinder, der ikke ønsker at være selvsmørende onanimaskiner for famlende mænd.

SIKKERT ER DET vel, at de unge kvinder er blevet mere krævende. Mange forventer samme fuldendte succes i sexlivet som i uddannelsen, på jobbet og i vennekredsen.
Som man kunne læse i gårsdagens bagsideleder, er det ikke usædvanligt, at en kvinde i tyverne i samme åndedrag fortæller, at hun har haft "forskellige hunde, kaniner og kærester". Mænd opleves som en fornøjelse på linje med tilfældige kæledyr.
Man kan glæde sig over, at hvis unge kvinder engang har logret tomhjernet over den mindste interesse fra et mandfolk, så har den nødvendige selvstændighed nu sat sig igennem. Men begrædeligt er det, når frigørelsen virker så skræmmende, at mange unge mænd vælger at stikke halen mellem benene. Deres egne vel at mærke.
Forplantningen er ikke i fare, den kan om nødigt udføres kunstigt. Truet er derimod fremtidige generationers fællesskab i familier.

SAMME STRÆBEN efter succes, som kendetegner de unge kvinder, gælder for mændene.
I den citerede nye roman om moderne mandeskæbner sætter Bent Vinn Nielsen fingeren på det ømme punkt: Følgagtigheden over for lønarbejdet - den anglen efter positioner, som gør funktionæren til en fedterøv med firmaet smurt ud over hele kroppen, hele tiden.
Tidligere var det overvejende den mandlige halvdel af befolkningen, der fedtede for systemet og i ladhed gjorde lønarbejdet til ramme og rettesnor for alle livets forhold. I 1998 har det længe været hele befolkningen, der har ofret alt for mange følelser, hensyn og glæder til fordel for forfremmelser og forbrugsgoder.
Nogle siger, at kvinderne derved er blevet maskuline, mens den kloge forfatter Fay Weldon siger, at karriere træder i stedet for køn - han og hun er blevet intetkøn.
Det kommer der med garanti ikke megen sex ud af.
Dagens nødlidende unge mand kom i puberteten i nyliberalismens 1980'ere, da anskaffelse af et Rolex-ur syntes at være livets højere mening. Siden har han oplevet emsigt erhvervsrettede studier og måske job på en fabrik, der fremstiller albuerundsave. For at følge med derinde, hvor tingene tilsyneladende sker, skal han parkere følelserne udenfor. Massemedierne står heldigvis klar med idoler, stedfortrædere og stuntmen, som ordner romantikken og oprøret. Skulle det gå helt i knude, tager en industri af terapeuter trykket af hans plagede sjæl.

SKAL DE TRÆNGENDE mænd i tyverne finde varig tilfredsstillelse, må de høre op med at fedte for pengene - og i øvrigt for kvinderne! Ellers vil de måske først ved en skilsmisse eller som meget ensomme pensionister opdage, hvad de er gået glip af. Sex er en blandt mange gratis glæder, som er beslægtede, og som derfor kan nås gennem hinanden. Problemet er, at de gratis glæder i disse år enten kommercialiseres eller nedvurderes.
Besøg din bedstefar, kør ræs på cykel, vær dig selv og dyrk med maskulin skaberkraft en herlig køkkenhave. Så skulle der være chance for, at der faldt noget af, ude mellem jordbærrene. lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her