Læsetid: 6 min.

Film i hele og halve stjerner

21. november 1998

Intermetzo
Dette blads filmanmelder - den af læserne velkendte - Morten Piil har som hovedredaktør begået en moppedreng af en opslagsbog: Gyldendals Filmguide. Danske Film fra A-Z. Værket er behørigt anmeldt på udgivelsesdagen, fredag. Klummisten skal efter bedste evne undlade at gå anmelderen i blomsterbedet.
Blot den regibemærkning, at man nu opslagsmæssigt set er dækket fint ind, hvad angår den nationale filmproduktion. Med Marguerite Engbergs to-bindsværk om Dansk Stumfilm, Bjørn Rasmussens gamle, men stadig vitale Filmens Hvem Hvad Hvor, Filmen i Danmark af Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau fra 1983, Danske Spillefilm 1968-91 fra 93 af Jeppesen, Villadsen og Caspersen, samt nu denne alfabetiske gennemgang af revl og krat i dansk tonefilm fra 1930 til i forgårs er den filmtossede dansker dækket smukt - omend ikke udtømmende - ind.
Og så sidder man dér med kollega M. Piils og medarbejderes bemærkelsesværdige bedrift og bladrer og bladrer. Hvordan var det nu med den og med den og den?
Filmminderne vælder frem, mens man pluklæser. Oh, at gå i biografen i Danmark og se danske film. En gysen i sjælen. Heldigvis har man ikke set dem alle sammen, hvilken opgave må påhvile fagmanden, som det så at sige forventes har kæmpet og lidt.
A-Z bogen ikke alene omtaler filmene i detaljer, men har et fortrinligt noteringssystem, ligesom det er blevet moderne i aviserne. O-4 stjerner, kan de få, nuanceret med halve. En halv stjerne! Sådan set kunne man jo overføre noteringen i talesproget. "Det var ikke noget lort, den film vi så i går! Næh, jeg synes nu snarere det var en halv stjerne". Det kan man så skændes om. Nullet taler for sig selv. Den helt igennem uantagelige præstation, hvor intet håb lades tilbage. Eller gør nullet nu også dét, når det gælder film? En rigtig dårlig film er i sandhed lidelsesfuld og så at sige værre end et nul, der jo hverken gør fra eller til. Snarere krummede tæer.
På samme måde som med teater. Intet her i livet kan være så pinagtigt som at være tvangsindlagt til at overvære uopfyldelige bestræbelser. Få sin tid beslaglagt. Et ublufærdigt livsnederlag udspillet med åben ladeport.
Man lærer aldrig at forstå, hvorfor den/de ansvarlige ikke undervejs skaffede sig indforstået øjenkontakt med deres medarbejdere, lige så stille pakkede grejet sammen og tog hjem i tide.

Jacob Paludan skildrer i et essay fænomenet omend på en anden måde, skønt det i princippet jo er nøjagtig det samme som film. Forfatteren, forklarer Paludan, opsøges med rystende hyppighed af selvopdagede skribenter med urokkelig formodning om en sikker fremtid i branchen. Det vil ved denne ufrivillige nærkontakt sige: endnu har de intet fået optaget til trykning i en avis. Endsige til udgivelse af et forlag, men de står på spring og har jo alle denne usvigelige fornemmelse af, at der blot mangler en sætning hist, en vridning i sproget her, et ord eller en forklarende sætning eller en bagatelagtig omskrivning eller tilføjelse til handlingen, og hvem andre end den professionelle forfatter med adskillige bøger i reolen kan klare den sag.
Derfor står den håbefulde altså denne skønne dag i Paludans forstue med manuskriptet under armen, og da ikke fordi forfatteren skal læse det hele, ih nej, men kast et kritisk blik og sæt med en velvillig blyant et mærke eller to og foreslå andre småting til forbedringer, som skribenten i og for sig godt selv er klar over mangler, men blot lige skal have impulsen fra mesteren for endeligt at formulere.
Paludan overtager sagen - fortrinsvis for at slippe af med manden på måtten - og slår op på første side. Der er sådan set intet i vejen. Sådan kan man ikke sige det. Fejlen er en medfødt skavank og gennemtrækker hele historien, hvert et ord i sproget, hver vending ned til det sidste komma er simpelthen en fejl.
Så meget i vejen er der med manuskriptet, at den forventningsfulde skribent, som Paludan anfører, end ikke burde have overvejet at tage sporvognen hen til forfatteren samme morgen, men skulle have smidt sin skriftlige skiftning ufrankeret i Sortedamssøen. Der er kort sagt alt i vejen.

Et billede af dansk film påvirket af ovenstående stemninger - mangen en titel efter mangen en titel - er man ikke fri for at genopleve ved turen med Morten Piil på tværs i den danske film-kanon. Man vil jo så gerne være positiv og leder velvilligt. Og leder. Jo, der er store øjeblikke, skam få den der glemmer dem. Men, du glade, hvor der dog er produceret meget, der for filmkunstens skyld burde være gået direkte fra klippebordet i spanden! Selvsagt går man med bogens kyndige filmbedømmere - folk som: Ulrich Breuning, Bo Green Jensen, Eva Jørholt (også her fra bladet), Claus Hesselberg, Bo Tao Michaëlis, Liselotte Michelsen og Dan Nissen (rigtigt - også ham fra Inf.) - selvsagt går man med dem ved hånden sporenstrengs tilbage til årene, hvor film kunne gøre en forskel i ens unge livsanskuelse, og man vandkæmmet i plusfours og vindjakke gik i biffen med sin mor i spadseredragt, sølvræv og trådhandsker.
Hvordan var det nu det lå med kvaliteten, som vel betød mindre dengang, og hvordan er det nu? De film, man husker fra sin barndom med stille fortvivlelse, og som vitterligt dengang var elendige, er vitterligt stadig elendige.
Morten Korchs historier, som i neonationalismens og kommercialismens finurlige navneblanding tilsyneladende er på mode igen. Disse - 50'ernes danske filmvilkår taget i betragtning - lejlighedsvis mådelige tekniske produkter, men dramatiske misfostre med et forløjet socialt grundlag, har tiden jo ikke, fordi den er gået, ophøjet i en anden kunstnerisk sandhedssfære.
Grinagtigt nok har den nationale identitetsdebat nogle gange i de senere år tenderet til at forlene disse vagabonder på Bakkegården, disse mosekonger og fløjtespillere og arvinger og krybskytter på Næsbygård og flintesønner og hele hæren af folkekomedieklicheer med kronvidneværdi til fortiden.

Men sådan var der desværre ikke ude på landet, Tove Maës vandrede ikke rundt i den sort-hvide bygmark med de skarpe skygger, fordi vejret var bedre, proprietærens søn hverken lignede eller sang som Poul Reichardt, men pønsede på at udstykke Bakkegården til sommerhusgrunde og til Jørn Jeppesen, hvis alter ego dengang var grundspekulant i Helsinge. Derimod småblomstrede i 40'erne og de unge 50'ere en dansk cinema noir tradition, hvis vækstlag senere dannede grundlag for statsstøttefilmen, og som pegede fremad mod en mere kvalitativ filmproduktion.
I et radiointerview i anledning af håndbogen har Morten Piil i den forbindelse fremhævet en filmkunstner som Johan Jacobsen, hvis produktion lagde afstand til det øvrige pseudofolkelige møg. Otte Akkorder, Den usynlige Hær, Soldaten og Jenny, Tre år efter, En fremmed banker på... film som mindede danskerne, om at landet trods alt var andet end hyggelig piberøg i mosen og gamle møller på Mols.
Også samarbejdet mellem Bodil Ipsen og Lau Lauritzen er med Piils bog værd at erindre: Støt står den danske sømand og Café Paradis. Den sidste med en af de rollelister, der sluttede med... og Ib Schønberg, således som Jørgen Stegelmann også har kaldt sin fine biografi over denne enestående danske filmskuespiller. I Café Paradis en præstation af de uforglemmelige som den fordrukne direktør, der går skråt i hundene, så langt, så langt fra stokroserne på de korchske herregårde, hvor den evige folkeudgave af alkoholikeren er hyggelig pauseklovn i idyllen. Rystende.
Eller den første om sømændene, der støt stod distancen og sejlede videre på allieret side under u-bådskrigen, skønt dét kostede. Bodil Ipsen og Lau Lauritzens stilfærdige portrætter af disse folk - fremstillet af en perlerække af tidens bedste med bl. a. Lauritzen selv, Poul Reichardt, Johannes Meyer, Kjeld Jacobsen og Lisbeth Movin i spidsen - var uforglemmelige.
Man spørger sig selv, hvordan det kan være at gode gamle danske film, når tv skal have fat i dem, næsten altid er ensbetydende med mislykkede og mislydende folkekomedier og kun sjældent - forbløffende sjældent - griber ned i dåserne efter kvalitetsstrimlerne. Stadig uden at linierne her skal være endnu en anmeldelse, har Morten Piil leveret de udvælgende et prima værktøj. Skønt som kvalitetsmåler stjernedrys i halve og hele ikke altid er det sidste og uimodsigelige ord.
The End.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her