Læsetid: 5 min.

Filmens magiske øjeblikke

30. november 1998

Filmen kan fastholde tidenog øjeblikket som intet andet medie

FILMFESTIVAL
"What comes after time," spørger den franske Fluxus-kunstner Ben Vautier i øjeblikket på en udstilling på
John Gibson Gallery i New York. Hvad kommer efter tiden?
Spørgsmålet er formuleret med Vautiers vanlige tunge-i-kinden, men det rører ved overvejelser, som til alle tider har optaget mennesket: Hvad kommer efter i dag? Hvad kommer efter livet? Hvad er tid?
Ved åbningen af udstillingen havde Vautier anbragt en seng i det distingverede Broadway-galleri, og her lå han så og sov, en mild protest imod Manhattans hektiske puls. Hele Vautiers udstilling handler om tidsbegrebet, og netop med New York som kulisse kommer den til at stå som et stærkt udsagn om, at vort mest dyrebare råstof i dag måske netop er tid.
At vi nægter at lade tiden gå, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at bremse den, fastholde den, vride den til sidste dråbe for muligheder, blev man tillige mindet om på efterårets Montréal Filmfestival.

Øjeblikket
Filmen er nok det bedste redskab, vi har til at dokumentere og indkapsle tiden med. Og siden mediets barndom har en betydelig del af dets fascinationskraft netop ligget i muligheden for at fastholde begivenheder og skabe en slags kollektiv erindringsbank af levende billeder. Og jo højere tempoet skrues i vejret, des større bliver behovet tilsyneladende for at registrere og gemme de øjeblikke, der hvirvles bagud i civilisationens kølvand.
Inden vi går videre, skal det bemærkes, at Montréal Filmfestival - der i år gav en pris til Lars von Triers Idioterne - er et sandt orgie for cineastiske gourmet'er. Den 27 år gamle festival definerer sit felt som nouveau cinéma i betydningen innovativ filmkunst, og programmet lægges på tværs af genrer som spillefilm, kortfilm, dokumentarisme, eksperimentalfilm og videokunst.
Publikum kan gå direkte fra Alexander Sokurows næsten fem timer lange filmessay Povinnost (Bekendelser) baseret på en kaptajns dagbog fra det Arktiske Hav til en serie med den japanske instruktør Rokuro Mochizuki, der tidligere lavede pornofilm, og som nu har slået sig på kitschede gangsterdramaer. Eller fra et program af nyfundne Man Ray-værker til en interaktiv performance af den islandsk-fødte videopionér Steina Vasulka.
Festivalen er en af den slags begivenheder, hvor man på gæstelisten kan finde folk som Wim Wenders og Atom Egoyan, selv om ingen af dem har film med i programmet.
I denne sammenhæng skal vi dog koncentrere os om to film, der er sigende for, hvordan vi kanaliserer vores afmægtige forhold til tiden ind i film.

Tidens gab
New York-instruktøren og billedkunstneren Alfred Leslies Birth of a Nation 1965 er et af filmhistoriens mange myteomspundne værker. Efter en række private visninger for folk som Jack Kerouac, Truman Capote, Andy Warhol, Charles Mingus og Roy Lichtenstein forsvandt originalen ved en brand i instruktørens lejlighed i 1966.
Der var tale om en meget voldsom brand, som - foruden tolv brandmænd og et par naboejendomme - fortærede så godt som alle Leslies ejendele: flere hundrede malerier og tegninger til en forestående udstilling på Whitney Museum, størsteparten af de film, Leslie havde lavet siden 40'rne, samt al råmaterialet til en af eksperimentalfilmhistoriens klassikere, Pull My Daisy, lavet sammen med fotografen Robert Frank i 1959.
Siden branden - hvilket vil sige i godt tredive år - har Alfred Leslie arbejdet på at genskabe nogle af de tabte værker. Med afsæt i omkring fjorten minutters film, der mirakuløst slap ud af flammerne, har han nu rekonstrueret et fragment af den to timer lange Birth of a Nation 1965, i sin oprindelige form efter sigende et tidstypisk monument over 60'erne, med tekst af Frank O'Hara, original musik af Lieber og Stoller (kasseret fra en Hollywood-film) samt en gæsteoptræden af maleren Willem de Kooning.
I Montréal sidder vi og stirrer på disse anløbne otte mm-billeder, som i kraft af filmens 'lidelseshistorie' omgives af en særlig aura. Det meste af materialet viser et sexorgie, der sagtens kunne stamme fra en Warhol-film fra samme periode, og det interessante er, at selv om der ikke forekommer tidsangivelser af nogen slags, er man ikke et øjeblik i tvivl om hvilket årti, strimlen er eksponeret i.
Vi stirrer og stirrer på dette irrede fragment af en tid, der engang var. Der sker ingenting - nogle nøgne mennesker ligger i en bunke på en seng - men alligevel føles det, som om et eller andet værdifuldt i sidste øjeblik er hentet ud af tidens altfortærende gab.
En af de personer, der var til stede ved Alfred Leslies private visninger, var Jonas Mekas, amerikansk eksperimentalfilms grand old man og grundlæggeren af New Yorks Anthology Film Archive. Mekas - der stod bag kameraet, da Warhol lavede sin film om Empire State Building - er en filmelsker, som på sine gamle dage har overgivet sig til video - og dét, selv om han engang udtalte, at video er "the aids of film".

Sporene slettes
Siden 1949 har Mekas ført en filmdagbog, et forsøg på at fastholde et helt liv på celluloid, og i de senere år har han fortsat denne løbende registrering med et lille videokamera. Det seneste kapitel i den nu 73-årige filmmagers notesbog har titlen Scenes from Allen's Last Three Days on Earth as a Spirit og er en timelang 'hjemmevideo' fra Allen Ginsbergs lejlighed i dagene efter beatpoetens død i foråret 1997.
I tre døgn lå Ginsbergs lig på lit de parade i East Village, mens venner som Patti Smith, Gregory Corso og Peter Orlovsky aflagde visitter. Til stede under hele forløbet var en gruppe buddhistiske munke, som mediterede, messede og i det hele taget bidrog til den særlige stemning.
Man kan diskutere det betimelige i en sådan afluring af et privat øjeblik, men på den anden side ligger det i logisk tråd med beatgenerationens selvmytologisering og krav om absolut åbenhed.
Den mest iøjnefaldende kvalitet i både Leslie og Mekas' film er, at de indkapsler en kombination af omstændigheder og tid, som har en særlig betydning.
Alligevel bliver det - mens vi sidder og gransker disse 'reddede' øjeblikke, mens vi forsøger at aftvinge dem en dråbe liv, en gnist af poesi - klart for os, at tiden fortsat går, og at filmene blot låner os en lille ekstra frist. Hvis ikke fremtidige brande sørger for det, vil tiden selv i sidste ende slette også disse spor.
Eller som Jonas Mekas udtrykker det i den danske filmmager Steen Møller Rasmussens The Place To Be: "Every moment, as we are talking, films are falling to dust."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her