Læsetid: 4 min.

Fire-stjernet filmguide

20. november 1998

Informations Morten Piil har redigeret en ny dansk filmguide. Resultatet er en uundværlig bog, man er nødt til at være pedantisk for kunne sætte fingre på

Film
Der er mange filmbøger, som man for min skyld kunne køre direkte til papirmøllen. Ikke blot dem fra den billige ende, de fladpandede og klichéfyldte trivialbøger for fan-publikummet, men også dem fra den dyre ende, de højbrynede, gebrækkeligt affattede afhandlinger om æstetik, psykologi, sociologi, etc., produceret af akademikere for akademikere.
Der er i grunden kun få filmbøger, man har udbytte og fornøjelse af, og allerhøjest på listen står de gode håndbøger og leksika. Og nu har vi fået endnu en prægtig håndbog, nemlig Gyldendals filmguide, redigeret af Information's egen Morten Piil, gennem 36 år en af de meget få kyndige, kritiske og velskrivende danske filmanmeldere.
Bogen beskriver ca. 1000 danske tonefilm, fra 1930 til dette efterår, og den ligger inden for en smuk dansk filmhåndbogstradition, der indledtes af Politikens Forlag i 1950 og som nåede et højdepunkt med Bjørn Rasmussens magnifikke fem-binds værk Filmens Hvem-Hvad-Hvor 1968-70. Dennes utroligt righoldige, danske bind og den for fem år siden udkomne Danske spillefilm 1968-91 udgivet af Sammenslutningen af danske filmklubber, er fundamentet for Piils værk.

Nye gennemsyn
Men det nye i den er, at opslaget på hver enkelt film foruden en kort handlingsbeskrivelse og realoplysninger, som man også kan finde i Danske spillefilm 1968-91, rummer en kvalitetsvurdering, hovedsageligt baseret på et nyt gennemsyn, og kombineret med uddrag af samtidige anmeldelser i de tilfælde, hvor filmen er interessant nok til at fortjene det.
Morten Piil har selv skrevet om ca. 600 af filmene og fået hjælp af syv jævnaldrende eller yngre kolleger til resten. Men bogen er præget af Piils filmsyn og fornuftige judgement, og det giver den styrke og homogenitet. Piil er nok kritisk, men aldrig hoven, satirisk eller affejende, hvad man af og til kan beskylde de samtidige anmeldere for at være, og som er fristende.
Det er i grunden ganske imponerende, at han har kunnet holde humøret og gejsten oppe gennem 1000 danske film. Men han søger at finde et eller andet bemærkelsesværdigt ved næsten enhver film. Og et T ved titlen angiver, at filmen kan være værd at se på på grund af dens tidskolorit, uanset dens øvrige kvaliteter eller mangel på samme. Filmene er blevet set og vurderet med friske øjne og Piils fordomsfri omtaler kan tage luften ud af en del af de generelle karakteristikker af danske film, der stadig grasserer blandt filmskribenter.

Udeladelser undrer
Piil har således en bemærkelsesværdig overbærenhed med den danske folkekomedie, der i visse tilfælde kan grænse til en sær hengivenhed. Og bogen er fuld af nyttige oplysninger om skuespillere og instruktører. Man får også af og til at vide, hvor mange eller hvor rystende få, der har set filmen.
Kriteriet for udvælgelsen af film er, at filmene skal være over 40 minutter og være i offentlig cirkulation. Der er altså ikke som i filmklubudgivelsen kun tale om spillefilm. Derfor kan man ikke rigtig forstå, hvorfor biografviste film som PH's Danmarskfilm (1935), Danmarks Oldtid (1944), Hvor bjergene sejler (1955), De 141 dage (1977), Stilladsfilmen (1978), Din nabos søn (1981), Hell's Angels (1987) og de mange lange film om kongehuset ikke er kommet med.
Ved første gennemlæsning savner man også film som Fangen (1965), Boxiganga (1967), Frændeløs (1970) og Operation Kirsebærsten, hvis skaber, Frits Raben, er med i instruktørindexet. Piil har vel haft sine grunde, men når man udviser Paul Fejos' Flugten fra Millionerne fra den danske filmhistorie under henvisning til filmmedarbejderforeningens kuriøse nationalbestemmelsessystem, kan man ikke tage det alvorligt.

Ved hvor filmene ses
Jeg har kun fundet få fejl. Der burde f.eks. om Johannes Poulsen have stået, at han havde sin eneste tonefilmrolle, ikke filmrolle, i Champagnegaloppen. Johs. Poulsen havde nemlig flere roller i den tidlige danske stumfilm.
Kun i instruktør-indexet sporer man lidt sjusk: Manglende fødselsår på en del instruktører og slet ingen årstal på Paul Fejos og Paul Gernes. Og manglende dødsår på Jens Henriksen og Erik Dibbern. Over for en bog, der ellers er så fejlfri har man lov til at være pedantisk.
Bogen henvender sig især til dem, der ser danske film på video eller tv. Ingen biografdirektør ved sine sansers fulde brug ville i dag vise gamle danske film, men tv-kanalerne, der for længst har renonceret på kvalitetskriterier i deres filmprogramlægning, viser konstant og i stor mængde danske film. 500 af filmene kan købes på video, og bogen blæser derfor fornuftigt nok på den nedslidte floskel om, at film skal ses i biografen.
Logisk nok er gennemsynene derfor baseret på videogennemsyn, og de oplyste minutlængder er med tv-hastighed (dvs. 25 bill./sek. mod de originale 24 bill./sek). Det burde man måske nok have oplyst.
Den, der ikke kan leve uden karaktergivning af film, har Piil også tænkt på. Ca. 1/10 af filmene får et stor rundt nul. Dem behøver man ikke at bruge tid på.
Gyldendals filmguide er kort sagt endnu en uundværlig håndbog for filmnyderen og prisen er rørende. Langt mindre end hvad en ny dansk roman koster. Og den læser man i hvert fald kun en gang. Gyldendals filmguide bliver man aldrig færdig med. Og man vil ty til den, lige indtil det nye filminstitut får begyndt arbejdet med den store nationale filmografi, som svenskerne og finnerne allerede har.

*Gyldendals filmguide. Danske film fra A til Z. Red. af Morten Piil, Gyldendal, 600 s. ill., 188 kr. Udkommer i dag

*Ib Monty er tidliger direktør for Det Danske Filmmuseum. Han har været filmanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten i næsten 40 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu