Analyse
Læsetid: 5 min.

Firkløvet Lykketoft

25. november 1998

Næste års finanslov bliver formentlig dyrere end regeringen oprindelig havde regnet med. Venstre vil nemlig ikke forpligte sig til de svære besparelser, der kan koste vælgere

I nat gik forhandlingerne om næste års finanslov ind i sin afgørende fase. Finansminister Mogens Lykketoft (S) mødtes endnu engang med repræsentanter fra den gamle firkløverregering: Venstre, De Konservative, CD og De Kristelige. Dermed er både venstrefløjen og de småborgerlige protestpartier skubbet helt ud i vinterkulden.
Regeringen og de gamle borgerlige regeringspartier forsøgte i nattens løb at skrue et bredt finanslovsforlig sammen.
Og med en ny frisk arbejdsmarkedreform på plads, var der håb blandt forhandlerne om, at man endelig kunne undgå de efterhånden klassiske kludetæppeforlig, hvor regeringen må forhandle sig på plads med skiftende flertal.
Desværre kendte kun finansministeren og de øvrige forhandlere såvel resultater som afgørende indrømmelser, da Information blev sendt til trykkeriet kort inden midnat.
Alligevel er der en lang række emner og problemer, partiernes forhandlerne ikke har kunnet undgå at diskutere i natten løb. Det største stridsspørgsmål har utvivlsomt været: Hvor skal der spares penge til næste år?

Selvom finansminister Mogens Lykketoft (S) nu åbent orienterer sig mod højrefløjen - der traditionelt kræver store og synlige besparelser på statsfinanserne - er det langt fra sikkert, at regeringen kan opnå den finanspolitiske effekt, regeringen tidligere havde håbet på.
Noget tyder faktisk på, at regeringen stik mod sin vilje, må slække på ansvarlighedens tøjler, og tillade, at statsbudget for 1999 får stigende udgifter.
Det er ganske enkelt ikke muligt at blive enige blandt partierne om tilstrækkeligt tunge besparelser. Forklaringen er, at de borgerlige partier - med Venstre i spidsen - er uhørt tilbageholdende med at præsentere konkrete forslag til, hvor der skal spares penge på næste års budget.
De Konservative har dog i parentes bemærket fremlagt en række spareforslag, der imidlertid var så urealistiske og ideologisk prægede, at de slet ikke har kunnet bruges som grundlag for forhandlinger med regeringen.
Det er derfor kun finansminister Lykketoft, der har formået at stå fast på sine sparekrav, og som oven i købet har opjusteret dem markant i løbet af de seneste uger.
De øvrige politiske partier har med stort held formået at krybe uden om realpolitikkens egentlige kunst: At spare penge på følsomme velfærdsområder, der kan koste vælgere. Som Information kunne fortælle i sidste uge, meddelte Venstre, at de helt havde opgivet tanken om en stram finanslov: At statsbudgettet skulle nedskæres med omkring 5 mia. kr. i forhold til finansloven for 1998.
Venstre er tilsyneladende tilfreds, hvis de blot kan tvinge regeringen til indrømmelser på en række områder af symbolsk betydning for det liberale parti med stadig stigende Gallup-popularitet.

Regeringen sidder dermed tilbage med ansvaret for at foreslå og gennemføre de upopulære sparekrav, der som altid har meget lille vælgertække. Regeringen fremlagde således i august en budgetoversigt, der forudså en stramning på 4,8 mia. kr. af statsfinanserne til næste år.
I den mellemliggende periode har regeringens planer om bl.a. en ny arbejdsmarkedreform, samt muligheden for faldende skatteindtægter som et resultat af den begyndende lavkonjunktur, skabt et yderligere behov for at opjustere sparekravet til ca. 8 mia.kr.
Heri ligger imidlertid ikke, at det samlede danske statsbudget bliver 8 mia.kr. mindre til næste år. At danskerne får mindre ud af deres skattekroner. Kravet om finanspolitiske stramninger skyldes derimod, at udgifterne stiger med omkring 8 mia.kr. i 1999. At der er kommet nye områder og puljer til, der kræver penge. Og hvis regeringen skal fastholde en neutral og stabil økonomisk udvikling - hvilket er Lykketofts morgenbøn - så kan de nye udgifter kun findes ved at omprioritere de eksisterende budgetter. Altså spare penge ét sted for at kunne betale nye udgifter et andet sted.
Oprindelig var regeringens mål, at den såkaldte 'finanseffekt' skulle balancere neutralt. Men med et stigende finansieringsbehov og en manglende sparetrang fra højrefløjens side, kan det blive endog meget svært for Lykketoft at få enderne til mødes i løbet af natten.
I finanslovsudspillet fra august foreslog regeringen nye udgifter på omkring 5 mia.kr. til næste år. De nye udgifter indgår naturligvis i forhandlingerne i lige så høj grad som de eventuelle besparelser og stramninger. Regeringen lagde bl.a. op til:
*at bruge 900 mio.kr. ekstra på at garantere efterlønnen.
*at bruge 1.500 mio.kr ekstra til kommunerne.
*at bruge omkring 2.000 mio.kr ekstra på en ny arbejdsmarkedreform, der skal sikre hurtigere aktivering af ledige.
Herudover har regeringen forpligtet sig til at sikre en behandlingsgaranti af patienter på ventelister, hvilket måske vil skabe nogle yderligere millionudgifter. Det er dog ikke sikkert, at dette løfte nødvendigvis vil komme til at koste flere penge.
Venstre har som en højtholdt ideologisk fane længe krævet, at landets patienter selv skal kunne vælge, hvilket sygehus, de vil behandles på.
Partiet håber, at den interne konkurrence i sygehussektoren vil fremme effektiviteten, og dermed frigøre kapacitet til de ventende patienter.
Et muligt politisk kompromis er formentlig, at regeringen åbner op for, at patienter, der har ventet ud over en nærmere fastsat periode, kan søge behandling på private hospitaler.
I dag er der imidlertid kun omkring 200 sengepladser på private sygehuse, som i forvejen kun behandler ganske få sygdomme. Derfor er der ikke meget, der tyder på, at et muligt forlig i forbindelse med finansloven vil få den store effekt på ventelisterne.

Privathospitaler eller ej, regeringen er tvunget til at finde massive besparelser, der kan finansiere merudgifterne. Foreløbig har regeringen f.eks. foreslået:
*at spare 500 mio.kr. ved at reducere det offentlige medicintilskud til almindelige borgere.
*at spare 700 mio.kr. ved at nedsætte boligstøtten til velhavende pensionister.
*at spare 500 mio.kr. ved at fjerne et særligt tillæg til pensionister, der bor i kommuner med høje skattesatser.
*at spare 300 mio.kr. ved at begrænse antallet af elever på produktionshøjskoler.
Men de mange små stramninger på forskellige tillæg og tilskud er stadigvæk ikke nok. Med de besparelser, der er kendt på nuværende tidspunkt, mangler der stadig lidt under 2 mia.kr. på statsbudgettet for 1999. Og hvis de borgerlige partier vil kræve at få yderligere indrømmelser for f.eks. erhvervslivet, hvilket næppe vil komme som en bombe under forhandlingerne, så må regeringen i gang med den kreative bogføring.
Resultatet kan blive - som det også er sket i de foregående år - at forskellige ministerier bliver pålagt uspecificerede besparelser i millionklassen.
Derefter er det så op til embedsmændene i ministerierne at finde ud af, hvordan ministerierne hver især kan skære ned på aktiviteterne. Og dét kan let komme til at ramme mange planlagte projekter helt og aldeles uventet.
Som forhandlingsforløbet hidtil har udformet sig, kan man næppe forvente, at de borgerlige partier, herunder særlig Venstre, selv vil bidrage med ømtåelige besparelser i en tid, hvor meningsmålingerne for længst har udråbt Venstre som landets største parti.
Det bliver derfor utvivlsomt ganske svært for Lykketoft & Co. at præsentere det socialdemokratiske bagland for et nyt finanslovsforlig, der formentlig vil være mere tilfedtet af borgerlige fingeraftryk end af socialdemokratiske visioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her