Prins Knud
*Denne lørdag for 40 år siden var prins Knud til ballet i Falkoner Teatret. Han så dårligt fra sin plads, og derfor blev balletten gentaget for ham og hustruen. Det er baggrunden for vendingen "een gang til for prins Knud".
Nisser
*Så går det løs. Overnissen og hans undernisser ankommer til Københavns Hovedbanegård kl. 10:35. Og i morgen tændes det fra Norge modtagne juletræ på Københavns Rådhusplads.
Peter Belli
*Stemmen er for 14. gang med, når Institutionen for Udviklingshæmmede Sundbyvang på Amager i weekenden holder julemarked. Han underholder søndag.
Dennis Rodman
*Celebert: den amerikanske basketball-stjerne Dennis Rodman (med tilnavnet Ormen) kræver at få sit ægteskab med Baywatch-stjernen Carmen Electra annulleret. Hans advokat anfører, at hans klient var beruset ved brylluppet i Las Vegas 14. ds.
Den gamle Vægter
*Søndag indleder Den gamle Vægter sin patruljering i det indre København. Han vil gå sin runde hver weekend fra nu af og til jul.
Pavarotti
*Den fyldige tenor er nu såpas restitueret efter en hofte- og knæoperation, at han kan synge partiet som maleren Cavaradossi i Puccinis Tosca på Metropolitan Operaen i New York tre gange i marts.
Erika Voigt
*Lørdag er 100-årsdagen for Erika Voigts fødsel. Hun blev en af dansk revys største navne med en karriere, der kulminerede i 1940'erne. Hendes søn, Jens Brenaa, causerer på dagen på Morskabsmuseet på Frederiksberg.