Læsetid: 3 min.

Fortælling versus narration

27. november 1998

Hvorfor skal det tage otte år på universitetet at lære, hvordan man ikke skriver?

debat
"Universitetsforskere er opflasket med Ciceros kommunikationsmodel, hvor aksiomet (forudsætningen) kommer først, efterfulgt af mellemregningerne for at ende med konklusionen. I populærformidlingen skal konklusionen ligge først, mens aksiomerne, hvis de overhovedet skal med, skal ligge til sidst."
Ordene er skrevet af Jan Kragh Jacobsen, lektor i kommunikation på RUC, og blev gentaget af Ph. D. stipendiat og anmelder Henrik Stampe Lund klokken hen ad tre på litteraturvidenskabens café på Københavns Universitet på Amager, hvor litteraturrådet torsdag holdt møde om litteraturvidenskab og dagbladskritik. Stampe Lund sad i panel med Martin Møller, Frederik Stjernfelt, Tania Ørum og Carsten Sestoft, der gav hver sit bud på litteraturkritikkens status.
"Det synes jeg lyder som en dårlig idé," sagde en studerende ved navn Adam, da ordet blev frit, med direkte adresse til Stampe Lund, "hvorfor skal man starte med konklusionen? Det er en nedvurdering af læseren, hvis alt skal bygges op som en pressemeddelelse, som om alle læsere er journalister."
"Du griber ned i en masse ambivalens i mig selv," svarede Henrik Stampe Lund, "det vender sig lidt i mig når jeg hører et ord som formidling. Nu ved jeg ikke, om jeg gik på universitetet i en periode, hvor det var på mode at skrive dårligt, men min studietid var otte års socialisering til at skrive dårligt. Man er lidt spaltet, hvis man gerne vil delagtiggøre andre i den viden man har fra universitetet, og den viden har ingen værdi, hvis ikke den kan gøres frugtbar for andre. Det er en mål/middel rationalitet."
Den forklaring var Adam ikke tilfreds med:
"Når man vælger den strategi, at alle skal kunne læse det man skriver, så er der en tendens til, at formidling begynder at betyde umyndiggørelse. Du sagde selv at anmelderi er myndiggørelse."
"Jeg mener ikke, at det skal kunne læses af alle," replicerede Stampe Lund, "det er fuldt legitimt at skrive sværere i nogle medier end i andre, og det vil anmelderne være bevidste om."

En læseoplevelse
Tania Ørum, lektor og næstformand for litteraturrådet, påtog sig en brobyggerrolle i den vågnende debat:
"Anmeldelsen skal bygges op som en selvstændig læseoplevelse, og det handler om kunsten at skrive, og det omfatter også det akademiske. Tingene bliver ikke mere akademiske af dårligt sprog."
"Man har en enorm viden, men der er ingen grund til at skyde spurve med kanoner," indskød Ph. D stipendiat Carsten Sestoft.
En kvindelig studerende fulgte op: "Men vi bliver dyrket til at skrive det her akademiske sprog. Man hører rygter oppe fra tredje sal, om at den der eksamen den er også noget værre noget. Der er en opprioritering af det svære."
"Din beskrivelse er rigtig," sagde Martin Møller, stud. mag. og anmelder ved Information, "men det er min oplevelse, at det er de studerende selv, der kører frem med den her utrolig tunge tysk/franske orientering på stoffet."
"Jeg har set eksamensopgaver med eksempler på, at studerende spontant har opfundet komplet ulæseligt sprog," tilføjede Carsten Sestoft.
"Hvor fanden kommer den der underlige idé fra?" sagde den kvindelige studerende, "det er et mærkeligt ideal.
"Der er hundrede ting man kunne gøre," sagde en anden studerende, "f.eks. sige fortælling i stedet for narration."
"Man må se på, hvad man selv kan gøre, om ikke man kan sende nogle papirsflyvere i den anden retning," sagde Tania Ørum før debatten skiftede diskurs. Eller hvad det nu hedder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her