Læsetid: 2 min.

Frygt og lede

13. november 1998

Måske er Terry Gilliam kommet så tæt på, som man kan, i sin filmatisering af 'Fear and Loathing in Las Vegas' - at han har fejlet, er der dog ingen tvivl om

NY FILM
Hvorfor? spørger man sig selv efter at have set Terry Gilliams mildest talt mislykkede filmatisering af Hunter S. Thompsons Fear and Loathing in Las Vegas.
Hvor Thompsons bog er et morsomt, udknaldet og forbløffende klarsynet møde med den fallerede amerikanske drøm, så er Gilliams film ikke mere end et groft forenklet og overdrevet karikeret forsøg på at omgøre bedriften i 90'erne for det store lærred.
Rammen er den samme: Journalisten Raoul Duke (Thompsons alter ego spillet af Johnny Depp) og hans overvægtige samoanske sagfører Dr. Gonzo (Benicio Del Toro) drager til Las Vegas, hvor Duke skal dække et motorcykelvæddeløb for et fashionabelt sportsmagasin. I en stor rød Cadillac og høje på alle kendte og ukendte former for stoffer gør de to paranoide og momentant sindssyge individer byen, som aldrig sover, og som mere end noget andet beviser, at den amerikanske drøm er død og begravet.

Uhomogen
På den ene side rummer Hunter S. Thompsons bog uhyre visuelt materiale, som skaber de mest fantastiske billeder i hovedet på sin læser. Men omvendt er hans budskab, om man vil, så uløseligt forbundet med netop hans måde at skrive på, at enhver filmmager vil få sine problemer. Thompson raser i en stor del af sin bog over den bratte opvågnen, som blev de fredselskende og uskyldige blomsterbørn til del, da 60'ernes frie kærlighed blev afløst af 70'ernes uvenlige Nixon-styre - hvordan oversætter man det til billeder?
Derfor er filmen også underligt uhomogen i sin fremtoning. Gilliam har villet visualisere nogle af Thompsons mest vilde fantasier og mareridt, hvilket han gør med sædvanlig flair for billedmagi - Las Vegas har aldrig været så dekadent og weird som hér. Men samtidig har instruktøren måttet ty til en voice over fra Depp, som reciterer bogen, for virkelig at lade Thompsons stemme komme til udtryk. Konsekvensen er, at lyd og billede virker underligt løsrevet fra hinanden, og billederne opnår aldrig at blive lige så tvetydige, intelligente og, ja, forpligtende, som Thompsons tekst er det.
Ejheller hovedrolleindehaverens påkrævede overspil gør filmen nogen særlige tjenester. Depp klovner rundt i noget, der minder om en dårlig parodi på forfatteren - Del Toro gør dog en nogenlunde figur som den vanvittige Dr. Gonzo - og cameos fra Ellen Barkin, Thompson selv og Cameron Diaz er mere smarte end egentlige brugbare.
Til Gilliams forsvar skal det dog siges, at man godt kan få den tanke, at ingen nogensinde vil kunne komme tættere på at filmatisere Thompsons bog, end han er.

*Fear and Loathing in Las Vegas. Instruktion: Terry Gilliam. Manuskript: Terry Gilliam, Tony Grisoni, Tod Davies og Alex Cox. Amerikansk. (Gloria, København og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu