Læsetid: 7 min.

Det gælder om at vælge

4. november 1998

Oscarvindende, hollandske Mike Van Diem har med 'Karakter' lavet en meget selvsikker og stilren debutfilm

FILM
Det er ikke meget, man hører til hollandsk film, fire-fem spillefilm bliver det til om året. Og alligevel har de vundet en lille håndfuld Oscars inden for de seneste ti år (bl.a. Daens fra 93 og Antonias verden fra 96). Hvorfor, har den seneste i rækken af hollandske Oscarvindere, Mike Van Diem, ikke noget svar på. Men, som han sagde til sig selv, da han stod for at skulle starte produktionen af sin spillefilmsdebut, den Oscarvindende Karakter, "der er ikke noget, som hedder en karriere i hollandsk film. Jeg har intet at tabe, så lad os løbe linen ud." Og måske er det netop dér, svaret ligger: Hollænderne tør noget!
Van Diem, der er i Danmark for at promovere Karakter er en behagelig og velartikuleret mand sidst i 30'rne, der gerne og længe taler om sin film og trods Oscarstatuetten og en hoben andre priser stadig har sine ben solidt plantet på jorden.
Karakter, der foregår i havnebyen Rotterdam i 1920'rne, er et usædvanligt, smukt og stilrent far-søn-drama, som svøbt i thrillerens forførende gevanter fortæller den både tragiske og spændende historie om den frygtindgydende pantefoged Dreverhaven og hans besynderligt brutale og konkurrencebetonede forhold til den ambitiøse søn Katadreuffe, resultatet af et engangsknald med husholdersken Joba.
Filmen er løst baseret på to historier af den hollandske forfatter Ferdinand Bordewijk, novellen Dreverhaven en Katadreuffe og romanen Karakter, som ifølge Van Diem har været en del af den hollandske kulturarv i mange år. Dog havde han ikke læst dem, trods en tid som litteratur- og sprogstuderende, før producenten Laurens Geels i begyndelsen af 90'erne lagde Karakter på Van Diems bord sammen med en lang række andre bøger og manuskripter.
"Jeg har aldrig læst romanen som læser," fortæller Mike Van Diem, som vi sidder over for hinanden i Camera Films lille rokoko-salon, mens Grand Teatrets film meget passende brager løs i baggrunden. "Jeg så på den med en manuskriptforfatters øjne, og jeg syntes, at det grundlæggende emne var interessant, og at der lå noget mellem linjerne, som var meget mere interessant, nemlig farens mørke side."
Men selve romanens udformning lagde ikke umiddelbart op til at blive filmatiseret.
"Et af historiens problemer er, at den basale konflikt mellem far og søn ikke starter før halvvejs gennem handlingen. Så jeg fandt på denne mordundersøgelse - filmens superstruktur, som ikke er med i romanen. Den anden ting er, at romanen ender, hvor filmen begynder. Romanen ender med scenen, hvor sønnen efter 30 års kamp er blevet advokat og går op til faren og fortæller ham, at 'jeg har nået alle mine mål. Jeg vil aldrig se dig igen'. Faren siger, at 'det er altsammen meget fint, så længe du forstår, at jeg aldrig arbejdede imod dig, men for dig'. Sønnen ser på ham, forstår og forsvinder i solnedgangen. Slut på romanen."
"Det kunne man slippe afsted med i 1938, hvor romanen blev skrevet, og specielt i 40'rne og 50'erne, hvor romanen var utroligt populær. Men i dag, med de fleste menneskers basale forståelse for psykologi, ville det være alt for simplificeret. At ens børn, hvis de får en opdragelse, som er hård og barsk nok, så vil de arte sig rigtigt, er latterligt set med vores øjne i dag. Alle ved, at det modsatte er meget mere sandsynligt."

Thriller-elementer
Mordundersøgelsen, superstrukturen, som trækker publikum ind i filmen og danner rammen om far-søn-konflikten, giver Karakter et stænk af spændingsfilm, og som publikum holdes man konstant på kanten af sædet for at regne ud, hvad der kommer til at ske og hvordan.
"Jeg så en parallel til stykket og filmen Amadeus. Konflikten mellem Salieri og Mozart starter ikke før halvvejs inde i filmen, og før det får man at vide, hvem Mozart er, og hvem Salieri er, vi kender en masse af de personer, og så støder de sammen. Peter Shaffer, som skrev stykket, fandt på en meget effektiv begyndelse: En galning på et sindsygehospital fortæller en præst, 'hallo, jeg dræbte Mozart'. For at gøre os interesserede."
"Skal jeg være helt ærlig, så er mord-overbygningen i Karakter kun et middel til at holde publikum interesseret længe nok til, at jeg får gang i min virkelige historie. Og til slut er det selvfølgelig tilfredsstillende, at jeg vender tilbage til den og pænt og ordentlig samler alle de løse ender."
"Da jeg læste romanen, som er kendt for sin kedelighed, opdagede jeg disse bittesmå thriller-elementer. Gennem læsningen, holdt de mig i gang. Faren har en kniv i sin lomme - ligesom en pistol i skuffen - og i en scene tilbyder han kniven til sin søn. Ikke så tydeligt som i filmen, men meget mere subtilt, og som værende thriller-orienteret holdt det mig ligesom i gang. Og så var jeg naturligvis meget utilfreds med selve romanens slutning, hvor ingenting sker, selvom den bygger op til et klimaks, til et klassisk shootout."
I Karakter har Mike Van Diem gjort meget ud af at genskabe 1920'rnes Rotterdam så trofast som muligt. For at finde egnede locations, som skulle gøre det ud for det ikke længere eksisterende, gamle Rotterdam, besøgte filmholdet adskillige nordeuropæiske havnebyer, deriblandt København, som dog blev vraget p.g.a. en for anderledes arkitektur og for mange lyst gule bygninger, som ikke ville passe ind i filmens meget mørke og til tider dystre udseende.
"Rotterdam blev ødelagt af tyskerne under Anden Verdenskrig, så vi besluttede os for at bruge små dele af alskens europæiske byer og tog til Polen, Belgien og Tyskland og optog på virkelige locations dér. Vi havde penge til at rejse udenlandsk, men man kan kun bruge penge én gang, så når vi var der, kunne vi ikke skifte locations, eller, som i en Hollywood-film, ændre det digitalt. Så alt, man ser, er ægte."
"Det var lidt af et puslespil, og tog os mere end et år, og gjorde filmens faktiske optagelser meget komplicerede. F.eks. starter en scene i filmen med, at han læser et brev i et studie i Holland. Derefter genlæser han brevet på en sporvogn i Polen, står af sporvognen i Bruxelles, krydser en bro i Antwerpen og kommer til en plads med træer i Den Haag, og så træder han direkte tilbage i studiet igen."
"Man er nødt til virkelig at gøre sine skuespillere til en del af den overordnede kreative proces, fordi de er nødt til at være ansvarlige for den følelsesmæssige kontinuitet. Hvis en person krydser en gade i Bruxelles med en vis vrede eller enhver form for følelse, så er den følelse nødt til at være nøjagtig den samme i Antwerpen tre måneder senere."

Kong kamera
I modsætning til så mange andre periodestykker har Mike Van Diem også bevaret et meget dynamisk og energisk udtryk hele vejen gennem filmen, som stemmer fint overnes med thriller-elementet.
"Jeg tror, at 75 procent af filmen blev optaget med et steadicam," fortæller Van
Diem og forklarer, mere henvendt til båndoptageren end mig, at et steadicam er en anordning, som sikrer et meget bevægeligt kamera og samtidig et yderst stabilt billede. "Grunden til, at jeg ville have en masse bevægelse, var, at jeg desperat ønskede at undgå de stilistiske klicheer i denne slags film. Historiske dramaer og kostume-dramaer er som regel meget statiske, tunge og langsomme, fordi man som instruktør, når man ankommer til sådan en optagelse og kigger på alle statisterne, de store bygninger, hestevognene, bliver så dødsensræd, at man ofte dropper sin plan lige dér, laver et totalbillede af det hele, deler det op i halvtotaler og close-ups."
"Man dækker i bogstaveligste forstand sin røv ind ved at skyde filmen på en meget sikker måde, og jeg ønskede ikke at falde i dén fælde. Hvor man i en 'normal' film ville starte en scene med en total af et udendørsbillede og så klippe til et indendørsbillede, så er mange scener i Karakter anderledes. Når man er udenfor, så er filmen allerede i gang, kameraet bevæger sig. Stilen med det bevægelige kamera placerer publikum midt i handlingen og gør én til en del af handlingen på en meget nemmere måde. De fleste af den slags film har det
ellers med at lade én udenfor."
"Der er andre aspekter af det bevægelige kamera," fortsætter Mike Van Diem, som med sin debutfilm efterlader indtrykket af en meget selvsikker og erfaren instruktør. "Hvis man siger til sig selv, at man ikke kan gøre det på den nemme måde, er man tvunget til at tage svære beslutninger med det samme."
"Meget ofte skyder jeg scenerne i ét, langt take, jeg bevæger kameraet meget, og en scene kunne vare 30 sekunder eller to minutter. Det ville så være dét. Ingen muligheder for at klippe ind eller ud af det i klipperummet, hvilket betyder, at man som instruktør er nødt til at tage nogle store beslutninger under optagelserne."
"Men hvis man har taget den rigtige beslutning og har ti af den slags rigtige beslutninger i en sekvens, så vil scenen virke meget stærkt, meget selvsikker, meget 'wau, den mand ved virkelig, hvad han laver'."
"Det ligger i måden at lave film på. Og essensen af det at instruere er, hvad enhver god instruktør vil fortælle dig, at foretage valg."

*'Karakter' får premiere på fredag og bliver anmeldt i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her