Læsetid: 8 min.

En ganske særlig skuffelse

26. november 1998

Den italienske forfatter Stefano Benni jublede, da Italiens eks-kommunister kom til magten for to år siden - det gør han ikke mere

NYE TONER
BOLOGNA - Stefano Benni ligner slet ikke det, han er. Han tager afslappet imod i sin lejlighed på tredje sal midt i Bologna. En fotostat af Mr. Bean smiler delirisk fra trappeafsatsen foran døren, mens Bennis smil udsender en drillende, observerende, men frem for alt uforstyrrelig sindsro, en ligevægt, man ikke tror mulig, når man betænker den skuffelse, manden immervæk har oplevet, siden han for godt to år siden skrev historien En ganske særlig dag i april (oversat til dansk) om den dag, venstrefløjen kom til magten i Italien for første gang siden Anden Verdenskrig.
"Den dag var vi alle meget glade. Siden har vi været mindre glade...".
Benni er om nogen kendt for sin opfattelse af kunstneren og den intellektuelle som magtens vagthund, og hans bøger, der i Danmark er udkommet med titler som Terra, Stjerneholdet og Baol, har sikret ham et ry som samtidsportrættøren, der ikke flygter til fiktive landskaber i fortiden for at undgå at vælge side, men sætter tænderne i den rædsomme modernitet, forenklingen, de glatte overflader, det konsensusmanien.
For den italienske venstrefløj med alle dens legendariske kulturpersonligheder fra afdøde filmininstruktør Pasolini til de sprællevende Fo og Benni var den aprilmorgen i 1996 begyndelsen til en ny æra, en stund af sprød forventning til nye politiske toner, ikke mindst inden for et kulturliv, der var blevet mast ind i Berlusconis alt for trange tv-rum.
I stedet kan Benni i dag i en alder af 51 år konstatere, at:
"Venstrefløjens kultur er nøjagtig den samme som Berlusconis. Kultur er reduceret til noget, der foregår i fjernsynet, kulturen har adopteret fjernsynets jævne udtryksform, og den kulturelle hukommelse er udslettet. Bøgerne bag film i tv og forfatterne bag bøgerne er glemt, værkerne fødes først i folks bevidsthed, når de har været i tv, ligesom nysgerrigheden for litteraturhistorien er borte."
Alt det til trods for, at kulturministeren indtil Prodi-regeringens fald i oktober hed Walter Veltroni, tidligere chefredaktør for Venstredemokraternes (eks-kommunisternes) avis L'Unità, velbevandret i film og litteratur. I dag er han leder af Venstredemokraterne, en person, som det ikke forekom naivt at sætte venstreorienteret lid til.

Den svinske uge
Benni smider benene op på sit arbejdsbord og undskylder.
"Det er ikke fordi jeg vil stikke mine fødder i hovedet på dig, men jeg er kommet galt afsted til fodbold og har det bedst med at have benene oppe."
Han småsludrer pludrende, grinende, om sin dagligdag som alenefar med den ni-årige søn Niclas, der vogter som en jaloux hustru over hans kvindelige bekendskaber.
"Her i huset har vi noget, vi kalder den svinske uge. Det er, når jeg sender Niclas hen til hans mor, fordi jeg en gang imellem vil have et voksent privatliv. Så bilder jeg ham ind, at jeg vælter mig i kvinder, og han bliver ved at spørge: 'Hvad har du lavet far, hvem har været her?' Så nu hedder det slet og ret den svinske uge."

Systemets kultur
Men da morskaben over hans og sønnens gensidige drillerier har lagt sig, finder Benni alvoren frem. For gu' er han sur. Og skuffet.
Venstrefløjen har monopoliseret filmbranchen til nogle få kommercielt orienterede producenter i Berlusconi og Cecchi Gori, de statslige tv-kanaler i RAI plagierer Berlusconis kommercielle, der i modsætning til valgløfterne ikke er blevet reduceret i antal. Berlusconi har fortsat så godt som monopol på det private tv-marked.
Der er ikke - til Bennis store skuffelse - skabt seriøse bogprogrammer i den bedste sendetid på de offentlige kanaler, og forfattere må stadig deltage i "idiotiske talk shows" hvis de vil præsentere deres bøger, hvilket Benni naturligvis ikke vil på de betingelser.
Kort sagt har venstrefløjen skabt en "systemets kultur", der skærer de vildtvoksende grene væk og reducerer kulturen til en ufarlig pynteplante, der kun får lov at blomstre når og hvor ministeren vil.

Post-berlusconiansk
"Venstrefløjen har glemt, at der kan være mening i at tale om politisk konsensus, mens kulturens sprog er et minoritetssprog med et væld af stemmer. Venstrefløjen er blevet medløbere, der søger de lette løsninger."
"Det gode er, at spillets regler nu er helt klare. Nogle vælger at deltage og tager imod jobs som tv-værter og priserne, som systemet udlover. Andre er vendt tilbage til den gammeldags kunstnerrolle og laver gode ting.
"Men den officielle venstrefløjskultur er den, der tager til filmfestival i Venedig i smoking, som hylder bestsellerne og elsker amerikansk film. Pengene går til store festivaler og koncerter, der trækker massepublikum, italiensk filmkunst og rock har aldrig været så farveløs som nu."
"Det er en post-berlusconiansk kultur, der har overgivet sig til økonomiens love: Hvis en bog sælger, er den god. Kun det polerede tæller. Venstrefløjen er lige så bange som Berlusconi for alt, hvad der er anderledes, kritisk og unikt. Den har truffet det kølige valg at gøre kulturen til et instrument, hvormed den kontrollerer magten."

Det glemsomme venstre
Man forstår på Benni, at hans overraskende gode humør skyldes, at han allerede havde mistet en god del af troen på den italienske venstrefløj, før den kom til magten og derfor har haft tid til at indstille sig på en epoke uden mirakler.
Allerede i 1994, da Berlusconi stadig sad i regeringspaladset, stak Benni til venstrefløjen med sin sylespidse ironi og kaldte den forkælet, korrumperet og mæt af dage, forlegen over sin egen eksistens. Men nu er han træt af at gentage, at Berlusconi trods alt var værre, og han nægter at adlyde regeringens indirekte opfordring til kunstnerne.
"Regeringen siger: 'Vi er en venstrefløjsregering, I skal støtte os'. Nej, jeg vil ikke! Det er dem, der ikke er venstreorienterede længere, ikke os."
"Jeg troede, at venstreflø-jen på magten efter så mange år i opposition ville acceptere kritik og kunstnerisk forskellighed. Sådan er det ikke. Kærligheden til magten har fået venstrefløjen til at glemme de kampe, den har udkæmpet, beskyttelsen af mindretallene. I Rom går der fire film i 70 procent af biografsalene. Ikke fordi de er de eneste film, publikum vil se, men fordi der ikke er et alternativ. Kultur skal være valg, ikke tvang."

Magtsyge kunstnere
Han håner Spielberg-filmen om soldaten Ryan og har heller ikke meget til overs for Roberto Benignis nye film om Holocaust, Livet er skønt, der blev præmieret i Cannes i år.
Den er - mener Benni - skematisk, overfladisk, glat og ikke nær så provokerende til refleksion over fascismens og nazismens rædsler som eksempelvis Ettore Scolas En særlig dag. Derimod er han begejstret for Gianni Amelio - "men jeg er skuffet over, at han tog til Venezia" - og de to sicilianske filmskabere Daniele Ciprì og Franco Maresco, som notorisk holdes uden for det gode selskab.
Stefano Benni ved ikke, om det er gået lige sådan i de øvrige EU-lande, hvor venstrefløjen er kommet til magten. Men det er hans fornemmelse, at kunstnere i Storbritannien og Skandinavien holder større afstand til magten.
"I Skandinavien har kunstnerne en værdighed, som i bund og grund handler om ydmyghed. I Italien vil forfattere have magt, de vil i tv, de vil ses. Italienske kunstnere lider af en optrædermani, ritualerne har afløst lidenskaben. Det er meget trist."
"Min definition af kunst og kulturliv er islamisk variant, den vidunderlige forskellighed, de mange sprog og dialekter, den babyloniske forvirring, modsigelserne. Der skal være en minoritetsværdighed. Vi tror i Vesten, at vi har monopol på en tolerant og varieret kultur, men både de islamiske og afrikanske kulturer besidder den variation."
Benni mener, at det stigende europæiske fremmedhad skyldes vores stadig større angst for variation og forskellighed.
"Vi vil ikke have, at andre kulturer kommer og siger noget anderledes. Vi har kulturelt set lukket os inde i et akademi, som ikke vil stille spørgsmål om sig selv, se ind i sig selv med kritiske øjne. Vi er blevet en monoteistisk kultur, hvor guden hedder økonomi, drift og seertal."
"Her ligger efter min mening opgaven for de intellektuelle i dag. Vi skal modarbejde en racisme, der reducerer forholdet mellem rige og fattige lande til en vekselvirkning mellem udbytning og velgørenhed og kæmpe for, at forholdet mellem os og indvandrerne bliver en kulturudveksling, hvor vi åbner os for det, de indeholder som mennesker og kulturer. De kommer til os i de kommende år, hvad enten vi vil det eller ej, og det er den vestlige kultur slet ikke forberedt på."
Benni har ikke meget til overs for den europæiske socialdemokratisme, som han definerer som "en drøm om orden og ligevægt - kultur er ingen af delene,". Han vil ikke vælge mellem de to sider af sig selv som søn af en mor fra Syditalien med sigøjnerblod i årerne og en far fra de bolognesiske bjergegne i det rigere Norditalien.
"Hvorfor skulle jeg det? Det gode ved Italien er, at der er to, og jeg kan sagtens rumme dem begge," siger han.
Med en afdanket venstrefløj, der har ladet sig forføre af højrefløjens idealer, kunne man tro, at Benni føler sig hjemløs i Italien. Men indtil videre holder han skansen og gør som de andre fra "min venstrefløj", som han kalder den i modsætning til den, der er havnet i magtens paladser i Rom.
Bennis venstrefløj er den, der for en stor del er søgt ind i volontørtjenesten. Han laver frivilligt ulønnet arbejde i foreningen Gruppo Lupo, Ulvegruppen, hvis navn er inspireret af Bennis kælenavn, som han erhvervede som ung.
"Jeg var altid barsk og lignede en ulv," siger han og trækker overlæben op, så tænderne stikker frem.
Ulvegruppen bespiser 5.000 brasilianske gadebørn, støtter en flygtningelejr i Ruanda og hjælper AIDS-ramte. Derudover har Benni og ligesindede skabt et alternativt mini-universitet i Bologna i protest mod, hvad de opfatter som byens højreorienterede universitet. De udbyder kurser i videnskab, psykiatri og kunst med overskriften fantasi, hvor ideen er at fokusere på symbolikken frem for det indholdsmæssige i hvert fag. Initiativets implicitte og åbenlyse kritik af det etablerede universitet har kostet Benni og hans Seminario Immaginazione et uvenskab med kommunen, der ikke vil give den alternative skole lokaler.
"Vi bor rundt omkring, i år har vi fået lov at bruge feministernes lokaler. Byen her er ikke bare blevet en sladrende, velklædt og højreorienteret by. Den er også racistisk. For nylig besatte en gruppe indvandrere en kirke, fordi de ikke havde noget sted at bo. Kun fire intellektuelle fandt det umagen værd offentligt at forsvare deres position," siger Benni med tydelig beklagelse.
Så hører han, at Bologna har udlignet i kampen mod Perugia, og han strækker triumferende en arm i vejret og de blå øjne stråler om kap med læberne. Benni fortsætter sin mission som dissident. Men han bærer sin byrde med smil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu