Læsetid: 3 min.

I garagen med Metallica

23. november 1998

Metallica giver ikke det endegyldige svar på, hvad cover-plader skal være godt for

NY CD
Med Metallicas sorte album fra 1991, Metallica, fik heavy metal sit endelige gennembrud på verdensplan. Pladen solgte 18 millioner eksemplarer og hitnummeret "Enter Sandman" er siden blevet spillet i ethvert teenageværelse og karlekammer, indgår i ethvert supermarkeds repetoire af båndsløjfer og er blevet inventar i jukeboxen selv hos Knud på Café Blomsten i Istedgade, Vesterbro.
Metallicas hårdtslående guitarriffs og tonstunge rytmer har her i 90'erne fuldt fortjent gjort dem til kongerne på metalscenen.
Siden det sorte album er Load og Reload udsendt i 1996-97, plader der har konsolideret Metallicas status, men absolut ikke har føjet noget nyt til gruppens repetoire. Det er snarere endt i metal-muzak, nu hvor man har vænnet sig til en udgivelse fra dem hvert efterår.
Og nu spøger Lars Ulrich & Co. igen med dobbeltsættet, Garage Inc. Denne gang er det en samling cover-numre, dels dem der tidligere er udgivet på diverse single-b-sider og mini-lp'en The 5.98$ EP - Garage Days Revisited, der udkom første gang i 1987, og dels til lejligheden helt nye kompositoner. 11 nye indspilninger foretaget mellem den 20. september og 15. oktober i år, altså er det kun fem uger siden, stikket blev taget ud i studiet!

Godbidder og metervare
Før Metallica for alvor blev store, da de knoklede sig op igennem 80'erne, blev især Lars Ulrichs omfattende viden indenfor den tunge rock brugt som motor i gruppens musikalske udvikling. Da gruppen samledes i 1981, var inspirationen den britiske heavyrock-scene fra 70'erne, debuten i 1983, Kill 'em all lå meget op af punken, og årtiet blev rundet af med den nærmest symfoniske ...And Justice for all i 1988.
Og nu skal gælden betales tilbage, ligesom Suicidal Tendencies og Slayer udgiver Metallica nu også en plade, som fortolker gruppens yndlingsnumre og hylder inspirationskilderne.
Det lyder måske knap så interessant i disse tider, hvor et hvilket som helst band bliver offer for jamsessions på hver en café. Resultatet af Metallicas anstrengelser er da også ujævnt. Det starter lovende med den veloplagte og fandenivoldske Free Speech for the Dumb, gammel årgangspunk fra bandet Discharge. Og der er flere skæringer, der går rent ind, fordi de bare tonser derudaf, Die Die Darling af Glen Danzigs gamle band Misfits, Killing Jokes hårde The Wait, og en rigtig 70'er-sag som Blue Oyster Cults Astronomy. Men så er der også fire gamle Motörhead-numre, som er så forudsigelig afleveret, at man bør foretrække originalen, for ingen kan spille så grimt og godt som Lemmy og hans motorhøveder. Endvidere bliver der leveret metervare-metal med et par covers af vor danske Merciful Fate, som hverken sætter Metallica eller lytteren på nogen hård prøve.
Til gengæld er en Nick Cave-indspilning ganske bemærkelsesværdig, "Loverman" fra Caves Let love in. Her lukker Metallica sig ind i Caves kaotiske verden, og Hetfields vokal vinder endnu engang respekt hos lytteren. Og sjovt nok er det også en god oplevelse at lytte til en gammel traver som Thin Lizzys "Whiskey in the Jar". Ulrichs trommer og Hetfields vokal har en god fornemmelse for originalens folkloristiske islæt, samtidig med at tungrockens velafprøvede rockklichéer afleveres sikkert. Og videre går det med Lynyrd Skynyrd-nummeret "Tuesday's gone", en jamsession med akustisk bluesguitar og mundharpe, og selv om originalen ikke er særlig ophidsende, er det alligevel et hørbart kuriosum.

Svingende kvalitet
I takt med at Metallica har udviklet sin egen personlige lyd, er de blevet ret ferme til at gøre coverindspilninger interessante. Men man kommer ikke uden om, at hyldest-pladefænomenets forudsigelige svagheder og uforudsete overraskelser gør cd'ens kvalitet meget svingende. "Garage Inc." henvender sig mest til de trofaste fans og er ikke så interessant som en egenkomponeret plade. Den er Metallicas sidste cd i dette årtusinde og understreger endnu engang, at selv om Metallica er hårdrockens ukronede konger, har de med det sorte album kun lavet et enkelt hovedværk i 90'erne.

*Metallica: Garage Inc. Produceret af Bob Rock, James Hetfield og Lars Ulrich. Vertig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu