Læsetid: 5 min.

Grådighed og frygt styrer kurserne

11. november 1998

Hvis man kan styre sin grådighed og frygt er det mere sikkert at spare op til pensionen i aktier end i obligationer, siger direktør Claus Silfverberg fra Dansk Aktionærforening

Opskriften på at tjene penge på det tilsyneladende ustyrlige aktiemarked er enkel:
"Invester i mindst syv forskellige aktier i mindst syv år. Det er mere sikkert end obligationer," siger Claus Silfverberg, direktør i Dansk Aktionærforening.
Syv aktier i syv år... det lyder som en magisk trylleformular, men er en pædagogisk læresætning til nybegyndere udi aktiehandel:
"Aktier er udtryk for real værdi, en ejerandel i en virksomhed, hvor obligationer er et gældsbrev. Når gælden er indløst, er obligationen nul kroner værd, mens aktiens værdi stiger, hvis den pågældende virksomhed går godt. Og over tid går det i gennemsnit godt for virksomhederne. I gennemsnit er aktiepriserne 12 procent om året i det meste af dette århundrede".
Denne logik begynder at gå op for flere og flere danskere. For tre år siden var Dansk Aktionærforening, som består af private investorer, ved at gå neden om. Men de sidste tre år, efter at Claus Silfverberg kom "ridende ind på en hvid hest fra højre," er medlemstallet vokset fra 700 medlemmer til næsten 7.000:
"Ikke kun, fordi vi har været gode til vores job, men fordi interessen for at spare op til pensionen i aktier begynder at blive en folkebevægelse som i USA og Sverige."
"Hidtil har danskere sparet op i deres ejendom. Når de når pensionsalderen, sælger de deres store hus og flytter til noget mindre og billigere og får derved frigjort penge."
"I USA derimod har enhver taxachauffør og fabriksarbejder sparet op i aktier. I Sverige har 4,5 millioner mennesker aktier - det er 53 procent af hele befolkningen, inklusive spædbørn og oldinge."

Aktier for 100 kroner
Forskellen på svenskeres og danskeres lyst til at boltre sig på aktiemarkedet forklarer Claus Silfverberg dels med, at broderlandet har været en industrination fra århundredeskiftet, mens Danmark var et landbrugsland helt frem til 50'erne.
Dels med, at svenskerne finansierer deres boligkøb med banklån, hvor danskere finansierer deres boligkøb med realkreditobligationer, hvilket har skabt et stort obligationsmarked.
Desuden har Sverige haft en aktionærforening i 30 år, hvor den danske kun har 15 år på bagen: "Den svenske aktionærforening har udbredt kendskabet til aktier og skabt produktet 'aktie-invest', der betyder, at man kan gå ind på selv det mindste posthus i Sverige og købe aktier for 100 kroner."
"Eksempelvis kan man bede sin bank om at trække lønkontoen for 500 kroner hver måned og købe for 100 kroner Volvo, 100 kroner Astra, 100 kroner Farmacia osv, til dagens kurs. På den måde køber man 3,71 eller 3,72 dele af en aktie, afhængig af kursen, og får aktionærrettigheder, når man har købt en hel aktie."
At organisere aktiekøb i sådanne småbidder har flere fordele for mindre investorer:
"Købsomkostningerne bliver langt mindre. Herhjemme koster det 300 kroner at købe en aktie, i Sverige 10 kroner."
"Og hvor man i Danmark skal man have mindst 50.000 kroner for at sprede investeringen på fem aktier - 4-5.000 er absolut minimum pr. aktie - kan en svensker sprede risikoen ved at købe fem forskellige aktier for femhundrede kroner."
Claus Silvferberg lægger meget stor vægt på risikospredning: "Hvis man satser alle sine penge i en aktie, uanset om det er Danisco eller SAS, er det meget risikofyldt. Det ved folk, som satte deres lid til Nordisk Fjer og Hafnia. Spreder man derimod sin opsparing på ti forskellige virksomheder i forskellige brancher, så kan to gå ned, tre nogenlunde, tre lidt bedre og to forrygende."

Frygt og grådighed
Aktiemarkedets svingninger skabes af menneskelig frygt og grådighed:
"Hvis der f.eks. spreder sig et rygte om, at Danisco er undervurderet, så flytter folk alle deres penge derhen, låner eventuelt flere for at investere sig til en hurtig gevinst. Lige så snart de hører rygter om det modsatte, tager frygten over, de bliver bange for at miste penge og skynder sig at sælge alle deres papirer. Men hvis man kan styre sin grådighed og frygt, holde sig på midten af vejen, investere langsigtet og sprede sig på mange aktier - så giver det et højere og mere sikkert udbytte end obligationer."
Det kan simpelthen ikke gå galt, hvis man følger disse enkle spilleregler, mener Claus Silvferberg:
"Med en aktie køber du jo en bid af samfundet, det er en real værdi. Kun hvis Europa ryger ud i en ny version af "The rise and fall of the Roman Empire" kan det gå galt. Så længe samfundet bliver rigere, bliver aktiejerne det også. Sådan er det gået i hele dette århundrede, og alle økonomer forudsiger, at bruttonationalproduktet fortsætter med at vokse."
"Vores krise består i, at bruttonationalproduktet vokser med to en halv procent i stedet for med tre en halv procent. Det er en meget overskuelig krise."
Den seneste udvikling på aktiemarkedet understøtter Claus Silfverbergs tese om, at det gælder om at tage det helt, helt roligt: For få uger siden prægede frygten for global økonomisk tilbagegang og lavkonjunktur både de hjemlige og de internationale medier, og aktiekurserne tordnede ned. Men allerede nu ser det ud til, at optimismen breder sig, det toneangivende amerikanske aktiendeks, Dow Jones, er steget 20 procent på en måned, og så vel det tyske indeks som det danske er fulgt med.

Husmødre i front
Ud over risikospredning har Claus Silvferberg en anden gylden regel:
"Lån aldrig penge til dine investeringer. Man ved aldrig, om det går op eller ned på kort sigt."
Først i de sidste par årtier er danskerne begyndt at lave private pensionsopsparinger. Men nu indbetaler langt over en million danskere i gennemsnit 15.000 kroner til deres egen kapitalpension om året.
Det summer sig op til mange penge, som det kan betale sig at anbringe med omtanke. Tilsyneladende er det et felt, hvor mænd tænker mest. I hvert fald har Dansk Aktionærforening kun fem procent kvindelige medlemmer. I Sverige udgør kvinderne 16 procent af medlemsskaren, i USA 53 procent.
"I USA er manden skaffedyr og husmoderen familiens økonomichef. Den ameri-
kanske aktieforening har 750.000 medlemmer og mere end 30.000 lokale aktieklubber, hvor 10-12 medlemmer mødes en gang om måneden og skiftes til at præsentere en virksomhed. Aktieforeningen har udgivet en lille bog om spille- og sikkerhedsregler på aktiemarkedet, de kan gå frem efter."
"Nogle husmødre i Midtvesten - The Beardstown ladies er de opkaldt efter byen, de bor i - har flere gange slået Wall Street børsmæglere i konkurrencer om at høste højeste gevinst."
Nu er Dansk Aktieforening begyndt at arrangere særlige kurser for kvinder:
"Når det gælder aktier og iværksætterprojekter, er kvinderne ikke meget for at møde frem i m/k sammenhænge. Men så snart vi laver specielle arrangementer for dem, dukker de op som svampe i en fugtig skovbund."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu