Den 80-årige jazz-imperiebygger Norman Granz er i sit otium igen blevet et aktuelt jazznavn
RIFFS
Igennem næsten 40 år var han den mest aktive og indflydelsesrige ikke-musiker i jazzens verden. Som koncertarrangør var han primus motor i jazzens ændring fra klubmusik til koncertsalsmusik, og som pladeproducent skabte han flere plademærker, af hvilke især Verve var med til at genoplive nogle af de største swingmusikeres løbebaner efter års negligeren fra grammofonindustriens side.
For nu blot at nævne to af hans vigtigste indsatser.
Siden midten af 1980'erne har han nydt sit otium i Schweiz og er blevet et navn i jazzhistorien. Men der var en tid, da Norman Granz var et særdeles velkendt navn for jazzkoncertgængere, også i Danmark, som med jævne mellemrum så ham introducere nogle af musikkens største navne på tribunerne. Og endnu flere kendte hans navn fra de hundreder af plader som bar påskriften produced by Norman Granz.
Det sidste tiårs fornyede interesse for jazzhistorie har imidlertid gjort, at Granz ikke er blevet et glemt navn. Ud over talrige genudgivelser af enkelte plader har flere komplette nyudgaver af hans indspilninger erindret om hans betydning, f.eks. sættene med Charlie Parker (1988) Art Tatum (1991) og Billie Holiday (1992). Og i år har to tilsvarende cd-udgivelser været med til at fejre Granz' 80-årsdag ved at rumme teksthefter med større tilbageskuende interviews: de otte cd'er fra Duke Ellingtons og Ella Fitzgeralds riviera-koncerter i 1966 (anmeldt 3/11) og de 10 cd'er med Jazz at the Philharmonic 1944-49 (anmeldelse på vej).
To interviews
Især interviewet i det sidste af disse cd-sæt er oplysende. Det er gjort af Nat Hentoff og er koncentreret om Granz' indsats mod den racisme, der endnu i 40'rne og 50'erne var udbredt i det amerikanske miljø som den tids jazzmusikere færdedes i.
Meget af interviewet vedrører Granz' koncert-virksomhed i USA og hans bestræbelser på at få ophævet den udbredte raceadskillelse i de koncertsale, hvor han spillede med sin koncertgruppe, Jazz at the Philharmonic (JATP). Men også hans aktiviteter som pladeudgiver strejfes.
Han fortæller f.eks. om et besøg, som han og bassisten Ray Brown aflagde i Dayton, Ohio, i et stormagasins pladeafdeling. Det var i midten af 40'rne, og man kunne dengang høre pladerne i lyttebokse, før man besluttede, om man ville købe dem. Men ikke, viste det sig, hvis man var sort som Brown. Granz bad øjeblikkelig om at tale med afdelingschefen og meddelte ham, at han (Granz) trak hele sit katalog tilbage fra afdelingen, og der var tale om ret mange plader, som blev solgt i store oplag.
Men ellers handler interviewet især om koncertturneerne og om raceadskillelse i koncertsale og på de hoteller, som JATP besøgte. På hotellerne udviklede Granz den strategi, at han aftenen før ankomsten bestilte værelserne på de enkelte musikeres efternavne og, efter at have fået bestillingerne bekræftet, betalte værelserne på forhånd.
Sort-hvid dansant
På ankomstdagen lod han så sin hvide band boy sætte bagagen ind på de betalte værelser, og når musikerne ankom, måtte portieren erkende, at han ikke kunne stille noget op med de søforklaringer, der ellers blev brugt, når man ikke ville modtage sorte gæster.
I Kansas City, Missouri, lejede Granz et kommunalt ejet danselokale og betalte for det. På kontrakten kunne man krydse af, om der skulle være raceadskillelse eller ej, så Granz annoncerede, at det skulle der ikke og afholdt så den første dansant for blandet sort-hvidt publikum i Kansas City, Missouri.
Mest vanskeligt var det med koncertsalene, hvor det var sædvane, men ikke lovpåbudt, at der skulle være adskillelse mellem sorte og hvide. I New Orleans endte et tovtrækkeri mellem Granz og ledelsen af den kommunalt ejede koncertsal med, at Granz aflyste koncerten snarere end at acceptere, at hvide og sorte skulle sidde på hver deres etage. Derefter fik han husly på et gymnasium, der ikke krævede adskillelse.
I Houston, Texas, engagerede han en lokal billetsælger til at stå for salget uden at gøre forskel på folk, og han engagerede salens inspektør og lod alle skilte med white og black fjerne.
Samme aften hævnede politiet sig ved at ville køre hele truppen på stationen på en opdigtet anklage, men Granz truede med at aflyse den koncert der allerede var i gang, og den følgende - med tilsammen 6.000 tilhørere - og den ballade ville politiet dog ikke udsætte sig for.
Den afviste pris
Efter et par år indførte Granz en fast klausul om ikke-adskillelse i sine kontrakter, og han henvendte sig til flere kendte orkesterledere og impresarier om moralsk støtte, men fik kun tilsagn fra Artie Shaw, som dog ikke havde noget orkester. I mellemtiden kostede Granz' anti-racistiske principper ham over 100.000 dollars i tabte kontrakter.
For Granz' indsats på området tildelte National Negro Newspapers Association ham i 1948 den prestigefyldte Russwurm Award. Den blev samtidig tildelt præsident Truman for hans indsats mod raceadskillelse i hæren (vel at mærke efter pres fra den sorte arbejderleder A. Philip Randolph).
Så Granz takkede for prisen og tilføjede, at når den også blev givet til Truman, syntes han ikke, at den kunne være meget værd. Derfor betakkede han sig. "Og siden har jeg altid ønsket at have den. Jeg er ellers ikke meget for priser og den slags, men denne ville jeg virkelig gerne have haft. Jeg var en forbandet idiot, at jeg skrev det brev."
