Læsetid: 4 min.

Guiseppe er Guiseppe er Guiseppe ...

6. november 1998

Let og vemodigt gensyn med modernismen i fremragende italiensk roman

Roman
Det er næsten lidt vemodigt at læse en roman som Luigi Malerbas Saltomortale. Den er fra 1968, dermed skrevet på et tidspunkt, hvor det stadig gav mening at tale om modernisme. Jeg kan desværre ikke italiensk, men på den anden side har jeg absolut ingen grunde til at tro, at Marianne Rosens præcise og smidige dansk ikke skulle være en fuldt dækkende oversættelse. Hvis det er tilfældet - og det tillader jeg mig altså at gå ud fra - anskueliggør Malerbas roman netop det, som udmærkede modernistiske forfattere på den tid: de skrev simpelt hen bedre, mere saftigt og nærværende, end datidens realistiske forfattere.
Det har bestemt ændret sig siden - heraf det vemodige. I dag er modernisme vel nærmest en slags flinkeskole for unge mennesker, der drømmer om livslang ansættelse i åndslivet, helst i umiddelbar nærhed af chefkontorerne. En slags god smag, en "dannethed", der har så lidt berøring med almindelige menneskers tilværelse, at det næsten ikke kan være andet end "kunst". I dag står den realistiske litteratur langt, langt stærkere, ikke mindst fordi den har taget de vigtigste af modernisternes erfaringer til sig. Men det er nok værd at erindre sig, at uden modernisternes benarbejde i 50'erne og 60'erne, ville den realistiske kunst i dag sikkert være lige så røvkedelig som den var dengang.

Overstadigt morsom
Der hviler en ganske let patina over Saltomortale, det kan ikke nægtes. Det er en lidt tyndere udgave af f.eks. Becketts og tyskeren Arno Schmidts prosaekeperimenter. Til gengæld er Malerba umiddelbart fængende, han er langt mere tilgængelig, og så er han morsom til det overstadige. Det er Beckett selvfølgelig også, men kun for den udholdende læser. På omslagsfotoet ligner Malerba mest af alt en gnaven og kolerisk matematiklærer, men det skal man ikke lade sig narre af. Han er et livsaligt pjankehoved, og det gør hans roman til fornøjelig læsning for ung som gammel, mand som kvinde, når bare man er klar over, hvad man går ind til.
Det vil f.eks. være for meget at sige, at der er en egentlig handling i romanen. Den forudsætter en handling der har fundet sted, en drabelig begivenhed, nemlig udtrykt i det "ben til hvilket er knyttet en menneskekrop, hvis hals er skåret over", som fortælleren Guiseppe finder på en eng i udkanten af Rom. Dette ben, med tilhørigheder altså, er en særdeles død mand. Et mordoffer. En eller anden må have slået ham ihjel, hvem kan det mon være? Det er en, der har mistet sine briller og som kører på en sort herrecykel, så meget står fast. Nu er det jo ganske vist ikke alle, som man kan mistænke for mord, der kører på en sort herrecykel - men så kunne politiet vel udlevere sorte herrecykler til de mistænkte? - Sådan lyder det med romanens kværnende logik.

Ikke noget for Guiseppe
Guiseppe, finderen af liget, er skrothandler. Måke er han også en slags kunstner. Han har en veninde, hvis mælk han sætter uendelig stor pris på. Den hun har i brysterne, altså. Hun hedder Rosa, men hun hedder også Rosaria og Rosanda - plus en hel masse andet. At hun har flere forskellige navne retfærdiggøres af, at der til gengæld er en hulens masse mænd, der allesammen hedder det samme. Nemlig Guiseppe. Det er ildevarslende. Der er en kommunalt ansat fluedræber, der hedder Guiseppe. Og en vis slagter, som Told- og Skat med god grund holder øje med, han hedder også Guiseppe. Og hvad med den døde ude på engen? Hedder han måske ikke også Guiseppe? I alt fald trækker det sammen om Guiseppe. Med så mange, der hedder det samme, er det sikkert Guiseppe, der er morderen. Hvis det da ikke er Guiseppe, der har myrdet sig selv og i det samme tabt sine briller. Hvis det er tilfældet, er det så overhovedet noget, der rager politiet? Forresten dør både fluedræberen og slagteren også - og hvad har politiet så tænkt sig at gøre ved det? Duer de til noget som helst, de dumrianer?
Samtidig spiller de Sibelius i radioen, det er til at blive sindssyg af at høre på. Den finske komponist er i alt fald ikke noget for Guiseppe.
Ret meget mere er der vel ikke grund til at fortælle om romanen Saltomortale af italieneren Luigi Malerba, født 1927. Det er så udpræget en læse-selv-bog. Undertegnede læse-selv-læser har været mere underholdt end meget længe af noget, der er trykt på papir. Og det selv om han, så vidt han da ved, aldrig har heddet Guiseppe. Men hans kone hedder godtnok Rosa til mellemnavn, skal det lige tilføjes.

*Luigi Malerba. Saltomortale. Roman. Oversat af Marianne Rosen. 181 sider, 225 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu