Læsetid: 2 min.

Hånden rystede for tydeligt

27. november 1998

Gerz Feigenbergs teaterstykke om menneskerettighederne har svært ved at løfte sig som kunst

TEATER
Der er noget yderst sympatisk over ambitionen om at skrive teater med humanitært sigte - verdenspolitisk og etisk teater med en uanfægtelig, almenmenneskelig pointe. Det er bare ofte pokkers svært at få det til at løfte sig som kunst.
Med Den rystende hånd har Gerz Feigenberg kastet sig ud i forsøget, på opfordring af Det Danske Center for Menneskerettigheder. Emnet er FN's menneskerettighedserklæring, der i år fylder 50 år - og Feigenberg har baseret sit stykke på den sidste nat inden underskrivelsen - i FN's hovedkvarter i New York hvor erklæringen blev renskrevet af en helt ordinær fuldmægtig med helt almindelige drømme for sit eget liv og for verden.
Stykkets pointe er, at der er så grufuldt langt fra de store verdensidealer til hvert menneskes lille verden. Og at behovet for vedtagne menneskerettigheder først vil blive forstået og respekteret, den dag det enkelte menneske selv bliver konfronteret med en national lovgivning eller en herskende holdning, som ikke efterlever disse basale rettigheder.

Gennemslagspapir
I Den rystende hånd er denne erkendelse fortalt gennem fuldmægtigen ved skrivemaskinen med gennemslagspapiret. Med 'rystende hånd' skriver han fejl på fejl i dokumentet, mens trætheden overmander ham, og fantasier bliver til mareridt. Rædselstankerne besætter ham, for hvad nu hvis han også personligt må tage stilling? Og hvad er det i øvrigt for en gammel mand, som rengøringsdamen netop denne aften gemmer i FN- bygningen? En spion, en flygtning - eller begge dele? Og hvad har skrivemaskinefuldmægtigen selv, den professionelle menneskerettighedsforkæmper, egentlig tænkt sig at gøre ved det?
Feigenberg leger med fiktionens virkemidler - med den opløsning af virkelighed, som netop teatrets kunst kan skabe. Men på scenen viser hans tekst sig at være svær at realisere, så den ikke bliver enten komisk eller forudsigelig.

Tågelys
Instruktøren Christian Steffensen har forståeligt nok valgt at skabe meget klare skift i sin iscenesættelse, så scenerne med den vågne fuldmægtig glider over i drømmesekvenser ved hjælp af tågelys og spændingsmusik, nykomponeret af Pierre Dørge og Irene Becker. Og Carsten Kristensen har skabt en gabegrøn, kontortraditionel scenografi fuld af drømmevelegnede, usynlige døre. Men overtydeligt bliver det nu alligevel.
Og fængende virkede forestillingen aldrig, i hvert fald ikke på mig. Til trods for et skuespillerensemble med overbevisende indsatser, ikke mindst fra en livsklog Peter Steen som FN-chefen, en kærlighedsbitter Hanne Windfeld som fordrukken veninde og en ærlig-kynisk Gyrd Løfqvist som den gamle, hemmelige mand, løftede forestillingen sig aldrig fra at være et humanitært manifest.

Neon-tydelig
Den skrivemaskinefrustrerede hovedperson - manden med det anonyme navn John Johnson - blev spillet af Henrik Weel, som umiddelbart ramte rollens umodne amerikanerblanding af stædighed og konfliktskyhed med præcis almindelighed.
I løbet af forestillingen skruede Weel dog sin fuldmægtig helt ud i det karikerede, uden at det egentlig blev sjovt - det gjorde blot stykkets morale endnu mere
neon-tydelig.
"Det er sgu' ikke noget, jeg har fundet på," siger Weels skrivemaskinemand om menneskerettighedserklæringen. "Jeg skriver det bare rent."
Og det er tydeligvis Feigenbergs morale: at man aldrig kan holde sig udenfor. Trist bare at moralen netop blev så - tydelig.

*'Den rystende hånd' af Gerz Feigenberg. Instruktion: Christian Steffensen. Musik: Pierre Dørge og Irene Becker. Scenografi: Carsten Kristensen. Nationalmuseets teatersal til 20. dec.

*Nationalmuseet byder desuden på en udstilling om menneskerettighederne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her