Læsetid: 4 min.

Hammerich revisited

4. november 1998

Leif Davidsen har ført Danmarkskrøniken a jour, som Poul Hammerich ville have gjort det

NY BOG
Fra slutningen af året sender DR 1 en fortsættelse af Hammerichs danmarkskrønike. "Danske Drømme" hedder serien, og manden bag er denne gang forfatteren Leif Davidsen. Som en slags forsmag har Davidsen, sammen med Karsten Lindhardt, direktør på Nordfoto, skrevet Danske øjeblikke - danske pressefotos i 100 år.
Billedbogen er på mange måder meget vellykket som et stykke populær historiefortælling. Her kan der f.eks. ikke klages over, at besættelsens modstandskamp sættes i noget misforstået heltelys. Den 'moderne' tolkning af Danmarks politik under 2. Verdenskrig, som har været herskende på bjerget siden starten af 70'erne - nemlig at politikere og befolkning samarbejdede med tyskerne indtil meget sent - går klart igennem hos Davidsen: "...den tilpasningspolitik alle toneangivende politikere gik ind for i 1940, og som de med samme iver tog afstand fra i 1945..."
De fleste danskere faldt under krigen i tysk tjeneste på Østfronten. Det er den ubehagelige danske virkelighed "... de der gik til modstand bør ikke forklejnes, men måske var der ikke så mange som lærerne, populærfilmene og forfatterne fortalte børnene i 1950'erne." Dén forståelse af besættelsestiden kan utroligvis stadig skabe bølger, den er tilsyneladende aldrig sevet videre ud over faghistorikernes snævre cirkler, men det kan jo være, at den gør det nu. For populær bliver sikkert både denne bog og TV- serien.
Bogen har en god fortæller, den rette blanding af politik, anekdoter, kultur, personligheder, bilfrie søndage og andet, som vi alle husker det. Det store 'vi' er fortællingens omdrejningspunkt - og dermed er vi også ved det problematiske i selve fremstillingen.

Familien Danmark
Folket er ét, og i Davidsens forståelse har vi de sidste hundrede år skabt et af verdens mest velfungerende samfund. Danmark er nået langt på grund af en iboende evne i befolkningen til at søge kompromis og konsensus. Ja, faktisk er det ikke engang dækkende at kalde os nation eller folk. Med en tidligere engelsk ambassadørs ord er danskerne en stamme, "som en afrikansk stamme, der sætter sig omkring et bål ... når stammen så er nået til kompromisets enighed, accepterer hovedparten af stammen afgørelsen..."
Her kæntrer fremstillingen, og jeg føler mig i hvert fald presset ind i en omklamrende Familien Danmark. Det gør også fremstillingen en del bagstræberisk; historikere i dag arbejder netop med den fragmenterede historie og de forskellige erindrings-fællesskaber - der findes ikke længere et 'vi' eller nogen stamme. Måske var der aldrig noget vi, men kun en enkelt klasses monopol på fortællingen om fortiden. Skal det ligesom med modstandshistorien vare 30 år, før den vinkel formidles bredt?
Davidsen er en dygtig fagmand, der kan sine ord, og derfor kan han også skrive fuldstændig som Hammerich. Giv en god skuespiller lidt tid med Uffe Ellemans stemme, så kan han tale som ham, giv en talentfuld forfatter tid med Hammerichs tekster, så kan han kopiere dem, og så bliver man lidt træt i masken: "Besættelsestiden spændte danskernes eminente tilpasningsevne til bristepunktet, men bukserne holdt, og historien tilsmilede, at Danmark endte på den rigtige side af jerntæppet...". Jeg kunne længes efter, at Davidsen havde skrevet, ikke Hammerichs, men sin egen danmarkskrønike.

Brillante billeder
Men underholdende, det er det da, og så nutids som noget kan blive. Vi slutter ved den nylige generalstrejke og kronprinsen, der slipper duer løs over Storebæltsbroen.
Det var ordene. På billedsiden er bogen brillant, i og med Lindhardt har gravet dybt i billedbureauets bugnende skuffer og pustet støv af billeder, vi ikke kender. De gør bogen værd: drengen fra 1905, der er sat uden for døren i en korridor, der er så skiden, man næsten kan fornemme lugten. Eller den anderledes vinkel på billedet, vi alle bærer på nethinden, også os, der er efterkrigsfødte: de tyske maskiner, der formørkede himlen den 9. april. Her har fotografen skudt en gruppe arbejdere, der kigger op på dem. Man ser slet ikke flyene. Så er der også den gamle bonde, der kniber en topløs rødstrømpe i brystvorten - genialt foto - og royale glimt bl.a. af den lille kronprins Frederik, der er ved at kvæle Joakim.

Børnenes århundrede
Og nu vi er ved børnene: I første kapitel findes et billede af en godt 8-årig dreng, der står med et reb om benet, øjensynlig tøjret til en pæl. Således (i 1900) "blev drengens legeplads begrænset. Offentlig børnepasning eksisterede ikke, så hvis forældrene eller bedsteforældrene ikke havde tid, var børnene overladt til sig selv - fantasien og måske lidt hjemmegjort legetøj."
Det billede tror jeg ikke på - tovet er simpelthen så groft og løst bundet, og drengen så stor, at han bare kan gå. Det er ikke et ægte billede på det barns situation - men nok et symbolsk udtryk for, hvordan forfatterne ser den. Fotoet bruges til at illustrere de kummerlige forhold, datidens børn levede under. Men er der egentlig noget kummerligt ved at være overladt til fantasien og hjemmegjort legetøj, fremfor som i dag tv og billigt skidt fra BR?
Man kunne også mene, at et billede fra 1998 af en dreng 'spærret inde' i en indkøbsvogn i lige så høj grad siger noget - noget andet og mindre optimistisk om et 100-år, hvor velstanden voksede, mens børnene blev berøvet barndommen: Jeg tror drengen fra år 1900 med rebet leger en fantasifuld leg med sig selv - som 1998-ungen i vognen ikke længere har friheden til at gøre. Udviklingen bevæger sig for Davidsen/Lindhardt i den rigtige retning. Men har historien virkelig en retning? Og er den rigtig?

*Leif Davidsen og Karsten Lindhardt: Danske øjeblikke. Danske pressefotos I 100 år. Rigt ill. 160 s., 248 kr. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu