Læsetid: 4 min.

Hej Taber-Knudsen, må jeg være med på en kigger?

4. november 1998

Teatret lefler pludselig for en social underklasse, der måske har nøglen til fremtiden

FRA BRÆDDERNE
Det er ikke længere Panduro-tid. Både i samfundet og på teatret er billedet af borgerskabet blevet mere diffust og usikkert på normerne, siden Louise gik grassat i sit kærlighedstomme hus. Borgerskabet er tilsyneladende udtømt som dramatisk emne, i hvert fald midlertidigt.
Selv dette årtis revser af middelklassen i Skandinavien, dramatikeren Lars Norén, har forladt sine timelange analyser af de såkaldt velfungerendes forviklede og forkvaklede familieforhold og følelsesliv. Og som medierne så grundigt har beskrevet det, har Norén i stykket Personkreds 3 kastet sig over de hidtil oversete: De hjemløse, alkoholikerne, narkomanerne, luderne, trækkerdrengene...
Og sådan som stykket i øjeblikket spilles på Betty Nansen Teatrets Edison-scene sidder Henning Jensen aften efter aften på sin bænk som alkoholikeren, der kæmper for den værdighed, hans misbrug har taget fra ham. Alt er så uhyggeligt rigtigt - fra den svedige fedtplet på hans jakke til de sortstive negle og de overflødige fødder, der har
fået det skidt med balancen.
Ved siden af trygler Rikke Louise Anderssons lille, stædige narkoluder Sanne med sin pibende stemme kæresten om at komme med på afvænning; også selv om Anders W. Berthelsens Miki med den desperate krop og benene, der hele tiden er
parat til at løbe væk, tydeligvis aldrig har kunnet holde noget, han har lovet.

Kamp i Viktoriagade
Nede i Viktoriagade på Vesterbro, dér hvor Noréns stykke faktisk foregår (i hvert fald i Madeleine Røn Juuls flot fordanskede version), graves der tilsvarende i den underverden og underklasse, som det brede borgerskab fortsat føler sig hævet over.
I nr. 12 i baghuset hos Teater Grob mødes et par i 30'rne med statuskarrieren i selvsving med to tabertyper - det smartrige ægtepar Tobias og Cecilie Faber er klar til kamp mod til-døden-os-skiller-kæresterne Tonja og Knudsen fra Vesterbro.
De mødes til Boxning, en moderigtig Robinson-agtig boksekamp på liv og død, men kun verbal. Man skal bare kunne blive ved med at tale - og dermed få de andre til at bryde sammen psykisk... Og det skulle vel være en smal sag for den intellektuelle filmskaber og hans konversationshustru at få Knudsen & Kone ned med nakken...

Når taberne vinder
Men sådan går det naturligvis ikke, ikke bare. For dramatikeren og instruktøren Jakob Weis har både tæft for at fortælle en god historie og for at spidde sine egne personer. Hans replikker afklæder pinligt præcist en lang række herskende fordomme hos 'de overlegne' - fordomme om egen vigtighed og selvtilstrækkelighed, ikke mindst baseret på fordomme om 'taberne'.
Og langsomt rystes de overlegne. Foragten for
de andre punkteres, minut for minut, for det verbale modspil fra taber-Knudsen kender ikke til intellektuelle indpakninger.
"Dig og Cille kan ikke lide hinanden, selv om I taler," siger den forslåede Tonja efter Knudsens hårdhændede 'retfærdighedsudligning'. Og så er den forfinede debat om gensidig respekt pludselig blevet sat i rette lys. For hvad er kærlighed egentlig? Grob-skuespillerne Lars Henning, Mia Lyhne, Anne Steensgaard og Per Scheel-Krüger kommer med overbevisende bud.

Idealiserede udstødte
Måske leder teatret efter nye spejlbilleder. I de seneste sæsoner herhjemme har de grænsesøgende skuespil løftet sig igennem en mere aggressivt realistisk spillestil - en hyperrealisme, som har forsøgt at tilbageerobre den effekt, som teatret ellers tilsyneladende er ved at tabe til filmen.
Ved at spille mere hudløst og uden den sædvanlige rampe-distance har teatret forsøgt at nå sit publikum med fornyet kraft.
At forstørre det dagligdags og indvie publikum i selv de mest intime detaljer er forsøg på at kradse lakken af det scenenærvær, der så let i sig selv bliver til en kliché.
Både Personkreds 3 og Boxning leger med hyperrealismen. Men forestillingerne er først og fremmest eksempler på, at teatret forsøger at nå sit publikum gennem anderledes personskildringer. Gennem 'idealskikkelser', der hverken er guder som i det græske drama, konger som hos Shakespeare eller almindelige borgere og socialdemokrater som i det meste af vor tids dramatik, men tværtimod folk fra en social underklasse og deciderede tabere.
Folk, der tilsyneladende ikke har nogen som helst mulighed for at ændre noget som helst - men folk, som besidder den erfaring og viden, som de såkaldte vindere har tabt. Folk, som besidder en spontaneitet og en hæmningsløshed, som er udryddet hos de andre. Folk, som fortsat føler.

Nøgle til fremtiden
Måske er det blot en popularitetsleflen efter det opsigtsvækkende - det pikante, det ulækre, det frastødende. Kanylen, der stikkes i brystvorten; balderne med bæ fra røvpuleriet; pigen, der tisser i bukserne.
Men måske er det også en nøgle tilbage til noget oprindeligt. Til overlevelse på grundvilkår og følelser om det basale. Måske er det en nøgle til fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu