Læsetid: 4 min.

En hel bog om et halvt liv

13. november 1998

Rolf Gjedsteds skildring af Arthur Rimbaud er lige så kærlig, som den er kynisk

ROMAN
At betydningsfulde personer umiddelbart inden døden ser hele deres liv passere revy og i hjernen genfortæller deres historie med en stram episk struktur, synes for tiden i færd med at blive en indiskutabel konvention. Påstanden lå til grund for Dorrit Willumsens prisbelønnede Bang-roman, og den danner rygrad i Rolf Gjedsteds stort anlagte forsøg på at skildre den franske symbolistiske lyriker Arthur Rimbaud (1854-91) i et panorama fra fødsel til død.
Fortælle-situationen er her den, at digteren ligger syg på et hospital i Marseille og fantaserer over sit liv, mens koldbrand og feber breder sig og kræfterne ebber ud. Han tænker tilbage på sin fødsel og byrdefulde barndom i Roche nær Charleville. Han tænker på sin mor og sine tre søskende, på sine onkler og tjenestepigen, og han kredser om dét store spørgsmål, hvor i alverden hans far, kaptajn Rimbaud, blev af? Fra skoleårene husker han sit videbegær og sin lærenemhed, men også sit rå, urolige blod og sin ubændige oprørstrang.

Engel i eksil
Jean Nicholas Arthur Rimbaud, romanens højst fiktive 'jeg', beskriver sig selv som det fødte geni og lader til overflod sin tilhører forstå, at en sådan "engel i eksil" aldrig kan følge den snævre normale vej - med arbejde, familie, fædreland, bøn og opstandelse for enden af regnbuen. Moren havde helst set ham som jurist, præst eller lærer; men det var digter, han skulle være, dette sprudlende sprogtalent, denne beåndede seer og evindeligt utilpassede knægt.
Fjorten år gammel stikker han første gang af til Paris, og da han er sytten, slår han sig ned hos et forbillede, lyrikeren Paul Verlaine, der gør den langhårede digterspire til sin elsker og protegé. Til vennen, ham, der i mangt og meget blev Arthur Rimbauds onde skæbne, er fortællingen henvendt. Derfor må Paul (eller Poul, som han tit kaldes; korrekturen er skandaløst lemfældig) finde sig i at blive fagligt belært om Paris under Kommunen og forløbet af den fransk-tyske krig. "Jeg skal ikke repetere historie for dig," siger fortælleren ganske vist; men ikke desto mindre er dette nøjagtig, hvad han gør. Spiseligere bliver fiktionen ikke af, at 'Rimbaud' på den følgende side betoner nødvendigheden af "visse historiske holdepunkter". Det er som at høre Erik Kjersgaard eller Ebbe Kløvedal Reich bruge modernismens mest viltre pioner som bugtalerdukke. At Seinen løber gennem Paris, behøver den fhv. elsker nok heller ikke oplyse vennen om.

Letspringende vers
Rolf Gjedsteds eget mellemværende med Rimbaud og dennes digtning går ifølge et højstemt forord tredive år tilbage, til hans første forsøg på at oversætte idolets letspringende, men hundesvære vers. Læseren lades aldrig i tvivl om, at Gjedsted i sin biografi-roman øser af hjerteblodet. Identifikationen er total, psykologisk såvel som stilistisk, og trods kluntethed i replikskifterne (ofte ren boulevardkomedie) og en vis stivhed som følge af bestræbelser på indsmugling af biografiske fakta svømmer teksten rigtig smukt af sted, som en beruset båd. Man mærker som læser suget af opbrud, geniets himmelflugt, foragten for al borgerlig lykke og småborgerlig tryghed. Man mindes gang på gang om poesiens evne til at udrette mirakler, og man forføres til sympati med dette sære fremmelige barn "med hang til luksus, harmoni, kaos og ironi."
Når Fordømt af regnbuen alligevel som fiktiv levnedsskildring forekommer dybt problematisk, skyldes det ikke mylderet af stavefejl. Det skyldes de tre valg, Rolf Gjedsted på forhånd har truffet. Det første, som allerede er omtalt, består i at installere Verlaine som privilegeret adressat for Rimbauds erindrings-fortælling, en konstruktion, der knirker fælt, og som psykologisk set betyder, at forfatteren cementerer sin digterfyrstes psyke på 17-20-års planet.

Episk mørke
Det andet fatale litterære greb foretages som bortskæring, idet romanen lader Rimbauds periode som cirkusarbejder og soldat, siden som diamant- og slavehandler, henligge i episk mørke, uagtet forskningen flittigt har forsynet os med al den viden, der ville have været nødvendig til i det mindste at digte i fortsættelse af kilderne. Gjedsted har, mærker man, aldrig ladet sin fantasi rejse til det Somaliland, hvor hans Rimbaud måske blev en anden, og ved udelukkende at berøre sytten år af et liv (1874-91) i ultrakorte erindringsstrejf bidrager bogen til at styrke dén myte om digterens liv, at det blev levet for digtenes skyld, en metafor, der kun dækker virkeligheden ud fra en i sidste ende kynisk og menneskefjendsk betragtning.

Biografisk dokument
Fordømt af regnbuen bør nok læses, som et stykke mytografi mere end som biografisk roman. Til præget af helgenlegende bidrager da også Gjedsteds tredje forhåndsbeslutning - at garnere sin frie fortælling med mange, ofte lange citater fra Rimbauds produktion, som derved dels reduceres til biografisk dokument, dels fremkalder den næppe ganske virkelighedstro forestilling, at f.eks. "Seer-brevene" og "Une saison en Enfer" dybest set tilvirkedes for med hundrede års forsinkelse at indflettes i en dansk roman.
Om denne bog må siges, at den vitterlig svulmer af den store digters sprogkraft og indimellem skinner som en af Rimbauds diamanter, men at den som omgang med levet og skrevet liv driver plat på sin afdøde genstand.

*Rolf Gjedsted: Fordømt af regnbuen. En roman om digteren Arthur Rimbauds liv. 275 s. Kr. 249. Schønberg. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu