Læsetid: 5 min.

Ud til højre med de konservative

9. november 1998

De konservative skal skærpe profilen og må trække til højre - men spørgsmålet er, om det er nok til at sikre den interne fred efter et landråd, hvor kritikerne blev trynet

Nærmest manende sluttede Pia Christmas-Møller week-endens konservative landsrådsmøde med sin påstand om, at "vi går lidt klarere igennem, hvis der ikke er rod på de interne linjer."
En påstand, der medførte øjeblikkelige og stående ovationer til den spinkle partiformand oppe på talerstolen. Også Jens Heimburger rejste sig og klappede, tro- eller pligtskyldigt af den partiformand, han gerne havde været foruden.
Men sådan bliver det ikke. Stående og overraskende ovationer bar Pia Christmas Møller gennem landsrådsmødet, og hun fik valgt sine folk på alle afgørende poster i det interne partihierarki. Hendes kandidat som partiformand, den tidligere leder af ISS Poul Andreasen, blev valgt med bragende klapsalver og også de to næstformænd, Erling Aaskov og Søren Møller, tilhører hendes fløj. Som en sidste, men betydningsfuld gestus fik Pia Christmas-Møllers fløj i det stridsplagede parti valgt tre ud af de fem medlemmer af hovedbestyrelsen, der var på valg.

Tre et halvt lange år
Pia Christmas-Møller har alle det topstyrede partis magtmidler og dermed alle muligheder for at sætte sig på de uenige og formastelige folketingsmedlemmer i gruppen omkring partiets socialpolitiske ordfører Jens Heimburger og partiets fødevareordfører Lene Espersen.
Der skal handling til på de indre linjer. Pia Christmas-Møller opfordrede selv i sin tale de konservative til at "holde op med selv at give medierne anledning til negativ omtale af vores fælles parti."
Men fik Pia Christmas-Møller fik med en overraskende god og præcis tale på landssrådets første dag vendt den interne pessimismer, så kan hun ikke ændre på mandatfordelingen i Folketinget.
Indtil næste valg - som kan ligge tre et halvt år år ude i fremtiden - kan de konservative med sine kun seksten mandater ikke tilbyde regeringen et flertal alene. De konservative må i modsætning til Venstre nødvendigvis alliere sig med andre borgerlige partier, før de for alvor bliver interessante i magtspillet på Christiansborg.
Og så er der ingen vej uden om. De konservative må pudse profilen og gøre sig selv synlige. Opskriften, som den blev lanceret af mange talere på scenen i Falconer Center, bliver at søge til højre, nu hvor Venstre er søgt mod midten

Ud til højre
Den bevægelse vil i hvert fald tilfredsstille partiets socialordfører, Jens Heimburger, som siden han kom i Folketinget ved valget i marts har markeret sig som den skarpeste kritiker af først Per Stig Møller og nu Pia Christmas-Møller.
"De konservative er nu begyndt at trække til højre, ligesom vi gjorde i 1970'erne, før Poul Schlüter overtog regeringsmagten," sagde Jens Heimburger, der mener at partiet reelt begyndte at miste sin "politiske tiltrækningskraft" tilbage i 1988, fordi regeringsansvaret havde fået partiet til at opgive sine mærkesager.
"Det er ikke det samme som, at vi skal genindføre den sorte skole og have fråde om munden. Men de konservative skal atter bekæmpe det høje skattetryk, den store offentlige sektor - samtidig med at vi fører en stærk socialpolitik," sagde Jens Heimburger.
Spørgsmålet er så, om kredsen omkring netop Jens Heimburger har tålmodighed til at vente på, at meningsmålingerne retter sig op. Eller om uroen vil fortsætte.
Men det er i hvert fald, hvad partiledelsen med gruppeformand Helge Adam Møller, partileder Pia Christmas-Møller og den nyvalgte landsformand, Poul Andreassen, satser på.
"Da Pia Christmas-Møller og jeg i foråret blev valgt som henholdsvis politisk leder og gruppeformand, sagde jeg, at vi skulle virke som en fredsbevarende styrke. Nu - den 8. november - er freden skabt, roen etableret og folketingsgruppen har igen fodslag," sagde Helge Adam Møller.

Brug for K
"Vores politiske problem er, at der både til højre og venstre for os bliver gjort indhug i det, der har været konservative særstandpunkter," siger tidligere minister Torben Rechendorff og nævner udlicitering som ét eksempel.
"Da vi for ti år siden bragte det på banen blev der rystet på hovedet, men nu er selv socialdemokraterne villige til at forsøge," siger Rechendorff, der erkender, at der er en reel fare for at Det Konservative Folkeparti bliver overflødigt og forsvinder.
"Venstre har taget en del og Socialdemokratiet en anden. Derfor bliver det helt afgørende, hvad der sker under finanslovsforhandlingerne."
"Hvis vi derefter ser de konservative mærkesager vinde frem, så er jeg ikke så bekymret. Men hvis personfnidderet fortsætter, så kan det blive rigtigt alvorligt," advarer Torben Rechendorff, der blev valgt ind i partiets hovedbestyrelse.
Jens Heimburger, der tilhører den unge fløj i partiet, er knap så skeptisk. Han er ikke i tvivl om, at hvis partiet er i stand til at stå sammen, så vil Det Konservative Folkeparti også gå frem igen.
- Du er reklamemand. Hvis konkurrerende firmaer begynder at stjæle ens kunder, ved at sælge de samme varer som man selv sælger. Hvad gør man så?
"Ja, så må man jo først undersøge markedet for at se, om der er behov for det produkt, man sælger. Det er der i vores tilfælde. Enkeltindividet er oppe i tiden, og det konservative produkt skal bare sælges med et brag," siger reklamemanden Jens Heimburger.

Ingen nej-siger
Frank Dahlgaard forsøgte på landsrådsmødet at få de delegerede til at gøre det som partitoppen ikke ønsker: At opstille ham på de konservatives liste til næste års Europa-Parlamentsvalg. Men heller ikke salen bed på Frank Dahlgaards argumenter.
"Vi skal ikke have mærkelige mennesker stående på listen," sagde partiets spidskandidat Christian Rovsing, med direkte henvisning til Frank Dahlgaard.
"Det skaber forvirring. Vi er et EU-positivt parti og det skal der ikke herske tvivl om," sagde han.
Og det kom der heller ikke. Frank Dahlgaards forslag blev forkastet med overvældende flertal af de delegerede.
"Det er et kæmpe selvmål - en kæmpe dumhed af Titanic-dimensioner," sagde Frank Dahlgaard i en umiddelbar kommentar.
Han mener, at det ville have været klogere at have en nej-siger på listen, så de 20 procent af de konservative vælgere, der er skeptiske overfor EU, havde haft en at stemme på. Han vil derfor anbefale de konservative EU-skeptikere at blive hjemme til valget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her