Læsetid: 12 min.

Et hug i brystet

21. november 1998

Kunstens akademiråd fremmer den abstrakte markedsdyrkelse og individualismen med sit eliteskrift om kunst, demokrati og det offentlige rum. De har mistet forbindelsen til befolkningen, skriver kunsthistorikeren Leo Tandrup

Forskningslektor Kasper Nefer Olsen - forfatter af Akademirådets røde Memorandum om kunstens stilling i det moderne samfund og det offentlige rum - fatter ikke, at når Akademirådet savner myndighed, skyldes det, at et flertal af de kunstnere, som det ønsker at promovere, ikke har noget på hjerte. Det gjaldt Vasari, der i modsætning til den til Rom flygtede Michelangelo svømmede som en fisk i magtens centrum og lavede l'art pour l'art. Det gjaldt tillige Cabanel, som modsat Manet lavede livløse kitsch-damer til Napoleon III og de gejle borgermænd. Og det gælder folk som Hein Heinsen, hvis livløse abstraktioner kun er til lise for folk, der selv har opgivet livet.
Desuden savner flere akademikunstnere åbenhed over for befolkningen og nær kontakt med den. Det ville ændre selve skabelsesprocessen, så deres kunst som Donatellos kunst, eller som Michelangelos og Manets kunst kom til at afspejle folkets og borgerskabets nære liv og eksistensproblemer og ikke fortabte sig i formproblemer eller minimalistisk kunst, ledsaget af amatøragtige overvejelser i naturvidenskabeligt tonefald over sammentrækninger og udvidelser i rummets femte dimension. "Tøjlesløs populisme" og "jantelovspraksis" er med andre ord ikke faren. Den får højst lidt sidevind i sejlene, hvis "elite"-kunstnerne skaber en ren abstrakt eller banalt idépræget, umenneskelig kunst. At folket er i stand til at sige fra over for den er et sundhedstegn. (..)
Olsen laver et stort nummer ud af den formelle konsensus, som Universitetet og Akademiet "har lært at leve med - en principiel enighed om værdien af (rent abstrakte og formelle) størrelser som "viden" og "kunst"".
Konsensus-tænkningen er imidlertid et civilisationsfænomen. Den opstår af nihilismen, der gør al tale om indholdet af videnskaben eller kunsten nærmest umuligt, upassende, ja til tabu. Og dét selv om det netop er indholdet, f.eks. kærligheden, der brænder på, som mange mennesker higer efter at få ind i kunsten. Hvad folk bliver forvirret over, er at indholdet og eksistensen i kunsten aldrig kommer på tale.
Da indholdet er tabu, gør Olsen og den akademiske verden i stedet den formelle konsensus til forudsætning for den afklaring, der gør, at kunstneren kan handle i praksis via en "drivkraft", der "er en konkret dissens (uenighed) inden for rammerne af en abstrakt konsensus".
I typisk postmoderne stil 'løser' man påtrængende livsspørgsmål ved at fornægte dem. Derfor ender det med, at man støtter folk, giver dem bevillinger, bare de teknisk og formelt én gang har bevist deres værdi - hvordan man så kommer af sted med en vederhæftig værdsættelse ud fra form alene - og bare de sørger for at vise sig som gode venner og kolleger. Den abstrakte konsensus-tankegang virker således som drivkraft, ikke for en livsnær kunst, men for gensidig beskyttelse og korruption og for det magtspil, som altid tager overhånd, når livet ikke mere er på spil i institutionerne, hvad det ikke er.
Olsens skrift oser af, at Akademiet vil generobre og så godt som enevældigt udøve magten på lokalsamfundets bekostning. Hele argumentationen viser Akademi-elitens foragt for befolkningen. "Mens i et demokrati alle kan tale om enhver sag, er det kun fagkundskaben (in casu Akademirådet) der kan handle". Hertil er at svare, at i et demokrati er det folkevalgte repræsentanter, der handler. Hvis det selvbestaltede Akademi vil tiltage sig den myndighed, og det så ikke engang handler på basis af et nært forhold til folket og af den folkelige samtales resultat, hvad så? Ja, så må Akademiet i stedet for føre sin politik igennem, baseret på en fagkundskab, der må begrundes i dets internationalisme, som de lokale bønder intet forhold har til. Hvis dét er de faktiske "demokratiske" vilkår for handlingen, er der ikke andet at gøre for befolkningen end som Gandhi at gribe til civil ulydighed, men det begreb kender Olsen ikke eksistensen eller værdien af.
Olsen og Akademirådet taler karakteristisk nok ikke som Grundtvig om "folket", men nedgørende om "massesamfundet", der "gennemsyres af den laveste fællesnævner som samlende princip". Man skulle ikke tro, at nogen af disse fine damer og herrer i Akademirådet, der smykker sig med deres exceptionelle format i kraft af deres internationalisme og fingerede respekt for traditionen, har haft glæde af at være sammen med såkaldt almindelige mennesker. De kan være betydeligt mere vise end mangen selvopreklameret kunstner.
"Massesamfundets imperativ", skriver Olsen, "er, at alt skal være 1) øjeblikkeligt, 2) forståeligt". Massen siger: "Vi må videre", "der anerkendes ingen grænse". Nej, Olsen. Hvem dyrker det grænseløse? Selv om en del af folket i anden halvdel af vort århundrede nærmer sig det formløse pøbelstade i kraft af markedskræfternes alt for frie spil og en for ensidig optagethed af moden og indkøbsvognen, så det ikke er dem, der har opponeret mod Heinsens projekt (billedhuggeren Hein Heinsens omdiskuterede projekt på Store Torv i Århus, der bl.a. affødte flg. kommentar fra den kongelige bygningsinspektør, Niels Viums: "Man kunne lave noget, der er lidt mere glad, smukt og livgivende på det sted. Jeg finder Hein Heinsens projekt lidt opgivende. Han taler om fravær i forbindelse med sit forslag, men for mig har kunst først og fremmest noget med nærvær at gøre." (Leo Tandrups kursivering, red.)

Mange i folket er blevet lede ved den fart, hvormed alt foregår, af reklamens og erhvervslivets spar tid, spar penge. De er begyndt at indse, at hvad snit moden så sætter på en hat eller en bil, så berører det ikke mandens sande person. Netop disse mennesker er dødtrætte af kunstneres dyrkelse af det grænseløse og af den ottende dimension i det fjerne, sublime kosmos, alt imens disse kunstnere skrotter menneskefiguren og forbindelsen med alt det nære, med al moral, det vil sig med de grænser og normer, som den sociale virkelighed på godt og ondt handler om.
Disse folk vil derfor gerne have offentlige rum, hvor de kan finde sig selv og deres konkrete liv i forståelig kunst, forståelig vel at mærke i den forstand, at der er noget at indse og forstå, ikke nødvendigvis at alt skal forstås, eller at alt skal forstås umiddelbart, lige på en studs. Hvad de ønsker, er rum, hvor de kan møde hinanden, falde til ro, opdage, at de stadig har liv og lidenskab tilbage, at ikke alt er sat til i dagens ræs. De vil ikke have abstrakt sublim, grænseløs, principielt og faktisk uforståelig englekunst som Heinsens eller dæmoniske funktionsløse ruiner som Ingvar Cronhammars. De vil have statuer af mennesker, der udfolder et mere eller mindre gådefuldt liv, de selv kan inspireres af - og trænge ind i.
Hvad parken, det offentlige sted skulle bruges til i en tid, hvor dæmonien allerede "raser i staden", og skønheden udenfor på gaden var "styrtet fra tronen" af det ordinære og sansetomme, funderede allerede Sophus Claussen over:

Nu fyldes parken af skygger,
og henad de grusede stier
der vandrer, mens fuglene tier,
usynlige pudderparykker.

Når alle fodtrin er døde,
da bobler begæret og kraften
sødt i den ensomme aften ...
det svundne går mig i møde

I ly bag sit smedede gitter
er parken skønheds-ladet
som en Susanne i badet,
og rådsherrer går dér og titter.

Det betyder ikke, at vi i dag skal producere en kunst, der forestiller fine rådsherrer med pudderparykker. Men det betyder, at den moderne kunst i det offentlige rum ikke må glemme traditionen med dens antikke og faustiske lyster for at dyrke abstrakte monumenter, fremstillet af hjerteløse folk, hvis blod er ægte is-vand, og som ikke kender de søde sting af lyst, som kroppen får, men døver resterne af trang med faste, grubleri og endnu mere gniden på granit, så alle linier bliver lige. (..)
Da Olsens hjerte som også Akademirådets er hos den abstrakte, så at sige arkitektoniske skulpturkunst i det offentlige rum, har han travlt med at argumentere for, at "den kvalificerede kunst i dag ... ikke uden videre (er) socialt begribelig." Det skyldes, at "nutidskunsten er kompliceret (i modsætning til traditionens kunst), forudsætter en lang tradition og forholder sig til en international debat på et meget specifikt og meget højt niveau". Hertil er blot at svare, at det samme gælder hele kunsten i hvert fald fra gotikken til vor tid. Trods sin komplicerethed har den været til at begribe, fordi kulturens kunstner i høj grad satte pris på sin egen bevidsthed og på forståeligheden. Modsat den moderne ø-individualistiske kunstner var han klar over, at hvis han ikke selv, i hvert fald til dels, kunne fatte, hvad han lavede, hvordan skulle så beskueren få en chance for det.
Modsat finder Olsen og Akademiet, at "forståeligt" er et skældsord: "Kunstværket har værdi ved sin uforståelighed, også for kunstneren selv!" Nej, Olsen. Lad være, at kunstneren helst skal blive overrasket over det resultat, han kommer frem til, fordi han altid arbejder delvis ubevidst. Men overraskelsen skyldes jo både, at livets begivenheder ustandselig overrasker ham, hvis han er åben for dem, og at han ikke fuldt ud kan styre skabelsesprocessen med bevidstheden. Uden forståelse, bevidsthed, vil han imidlertid være fortabt. Så vil han stå uden det livssyn eller den livserfaring, uden hvilket han ikke vil ane, hvilke emner og hvilke former, han skal arbejde med for livets skyld.
Når uforståeligheden understreges, skyldes det den moderne dyrkelse af det abstrakte og funktionsløse i maleri og skulptur. Dette er ganske vist i sin nihilisme uforståeligt, men også værdiløst. Nihil betyder ingenting. Ingen eksistentiel værdi betyder noget. Livet og livssynet er ikke på spil. Den fundamentale viden fra kulturens tid, at det abstrakte, ideernes verden, kun får værdi i sin forbindelse med den konkrete materielle og sanselige virkelighed, med de begivenheder, mennesker tager del i, er i vidt omfang gået tabt. (..)
Heldigvis har Olsen givet et karakteristisk eksempel på sin 'kunstforståelse'. Keld Moseholm Jørgensens ekspressionistiske kunst med hans små tykke mænd kaldes idyllisering, trøst og bedøvelse. Det er at udstille sin egen svigtende evne til fortolkning. Hvorfor er de små og unaturalistisk rundt deforme? Fordi de, som Johannes Møllehave skriver, "er undervurderet af det samfund, de slider i". De ses på som mindreværdige af den fine borgermusik, der hensmægter i abstrakt kunst for at glemme de mænd, der møjsommeligt giver dem profitten ved deres arbejde. Det skrumper Moseholms mænd ind af.
Men hvad rager det Olsen. Han skriver for de fine på Akademiet. Og imens slider og slæber Moseholms små mænd. De ruller dej ud med en kæmperulle for producenten. Men pludselig kommer de selv i klemme i rullen, bliver mast. De kan ikke følge med i tempoet. Afskedigelse. Tvungen efterløn. Ofre for den ubønhørlige kagerulle, der ruller som skæbnens hjul, grækernes Fatum, som ingen kan værge sig imod. De er ofre for de frie markedskræfters spil, for "den nødvendige udvikling", for "de uundgåelige indskrænkninger" af hensyn til kapitalismens uhæmmede vækst og til BNP. Offer for mere, stadig mere profit; for 400.000 kroners Porschen til fruen, hvis hun gider købe den; for dåsen med kaviar til 1.400 kr., mens den afskedigede enlige mor eller far med to børn må sidde med under 1.000 kr. til overs om måneden til mad og tøj, når alle udgifter er betalt. (..)
Moseholms skulpturer kan tolkes på mange planer. De passer på mange situationer. Manden, der har møvet sig op, er for Moseholm også ham, der sidder i Statens Kunstfond, hvor den internationale kunst dyrkes. Den kunst har Moseholm, der selv er kendt og respekteret i udlandet, ikke meget til overs for. "I dag er kunsten blevet international og på mange måder uoriginal. For det originale finder man kun i sig selv".
- "Og dér hvor man selv trives," spørger jeg.
"Ja," siger Moseholm: "Jeg har det godt med at bo på den vej i Freltofte, hvor min forældres gård lå. Vi har også et godt kunstnermiljø her på Fyn. Statens Kunstfond kommer aldrig herover, så vi behøver ikke slås med hinanden om del i kagen. Derfor behøver vi heller ikke rende rundt og forsøge at behage - finde den smag, der er på mode i øjeblikket... (..)"

Kunstens "autonomi" er et nøgleord i Akademiets skrift. Autonomi udelukker udvikling af fællesskab og demokrati. Autonomi begyndte de fra samfundet afstandtagende bohemekunstnere at dyrke fra Kants og Baudelaires tid, da kapitalismen og industrialismen for alvor fik vind i sejlene. De påstod, at hele verden var gået i stykker, selvom kun den fine borgerskabsverden lå i ruiner. Her havde skrap patriarkalisme, ære- og pengedyrkelse spoleret fællesskabet og borgerens egen familie. Den intense konkurrence i et liberalistisk samfund avlede en ø-individualisme hos den enkelte borger, der efterhånden gjorde ham ude af stand til at tage hensyn til andre end sig selv.
Det var dét borgerskab, disse kunstnere oftest selv kom fra. Og det har de siden dyrket, fordi de fine og rige var deres kunder. Det svarer til, at Akademiet betoner kunstnerens 'egensindighed', hans 'suverænitet'. Hans arbejde må ikke underlægges "dette eller hint ydre hensyn". Han må ikke lade sig friste af "forefaldende" udsmykningsopgaver.
Det stakkels Akademi har ikke megen indsigt i, endsige respekt for traditionen. For så ville det vide, at kunstbestillerne i reglen og med fuld ret forbeholdt sig ret til at bestemme motivet, paven således over for Michelangelo på Det sixtinske loft. Og så ville det vide, at det langt fra hindrede kunstneren i at arbejde selvstændigt.
Det er jo kunstens form, der dikterer indholdet, ikke det motiv han sættes til at skildre, hvad det lærde Akademi burde vide. Michelangelo lavede således kun i overfladisk forstand den faktiske syndflod, han skulle skildre efter ordre. Det bundne motiv blev en særlig udfordring til ham. Det udvidede hans ånd til at optages af, hvad han måske ellers ikke var kommet i tanke om. (..)
Akademiets memorandum vender sig karakteristisk nok ikke mod magtens centrer i erhvervsliv og politik. For herfra vælder der en lind pengestrøm, der kun trues med indskrænkning, hvis 'elite'-kunstnerne ikke kan komme overens med den brede befolkning og med medierne.
Aggressionen i skriftet vender sig derfor mod befolkningens svigtende dømmekraft i kunstspørgsmål, hvor den let "lader sig styre af motiver, der er denne sag uvedkommende". Folk er i det hele taget så utroligt dumme, at de, skønt de selv har overværet en begivenhed på en offentlig plads, "ikke regner, hvad de har set for virkeligt virkeligt, før de har genset det på tv". Nok er evnen til at se og vurdere stærkt svækket, men hvad man ikke ser i virkeligheden, gør næppe heller indtryk på tv. (..)

Kunstneren er suveræn", har ligefrem "pligt til egensindighed". Som sådan tåler han ikke modsigelse. Højt hævet over alle har han gjort sig til guddommelig autonom autokrat. "Hold kæft og hør efter", som Cronhammar udtrykker denne kunstnertypes tankegang. Den har sin parallel inden for den ø-individualistiske del af erhvervslivet, i entreprenøren, ingeniøren, i computerprogrammøren, der er optaget af at skabe store, monumentale nyskabelser.
En afgørende forskel til erhvervslivets spidser er imidlertid, at kunstnernes nyskabelser ikke er beregnet på at skulle være funktionelle for borgerne. Dertil hader han dem for indædt. Disse borgere er i det hele taget ikke værd at afbilde. De er masse, ren pøbel, lokale fjolser, uden ansigter, tomme æghoveder. Derfor kan, som det lyder i memorandumet, "ingen ydre motiver ... være bestemmende for (kunstens) udførelse eller afgørende for dens resultater".
Nej, ud med disse borgere og deres liv i arbejde, kærlighed og had, i omsorg og svigten. Ud med den ydre virkelighed, som bliver ligegyldig for kunstneren, der har nok i sig selv. Derfor kan han ikke bære, at hans projekt bliver afvist af virkelighedsnære borgere. Han har jo omgang på internationalt plan med andre suveræne kunstnere, der også foragter den ydre virkelighed. (..)
De fremdragne eksempler er kun få af mange i skriftet, der på foruroligende vis demonstrerer, hvor selvtilstrækkeligt Akademiet fungerer. Man får ikke ligefrem appetit på mere kunst fra et institut, i hvis skrift kulturens ord som "eksistentielt", "menneskelig tilblivelse", "højnelse af mennesket", "respekt for næsten og folket" er afløst af ord som "uforståelighed", "autonomi", "selv-lovgivning", "egensindighed", dyrkelsen af kunstens "suverænitet", af selvtilstrækkelige kunstneres tomme indre.
I stedet for gælder det i dag for kunstnere om at skabe en kunst, der giver borgerne mod og handlekraft til at gøre op med den ø-individualisme, der i dyrkelse af markedskræfternes alt for frie spil truer med at gøre den skrøbelige jord til et miserabelt og udpint Guds Hus. q

Ovenstående er et redigeret uddrag af Leo Tandrups bog, "Et Hug i Brystet", der udkommer på forlaget Hovedland den 26. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu