Læsetid: 4 min.

Hverken eller

6. november 1998

Færdig med den snak om den tredje vej - nu gælder det mulighederne i den fjerde labyrint

FRIE ord
I et interview her i bladet i denne uge blev jeg af den nu ret kendte Niels Frommelt erklæret for kommunist. Det var ikke venligt ment, og det er da også forkert.
Jeg har aldrig været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og heller aldrig stemt på det. Det er kold krig at påtvinge andre et enten eller, de ikke selv vedkender sig. Jeg var i 70'erne ganske rigtigt med til at afsløre dén ulovlige aflytning af det kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensens lejlighed i 1958, som Niels Frommelt havde været medorganisator af syv år forinden, men afsløringen foretog jeg ikke af kærlighed til den stalinistiske kommunisme. For mig var og er den amerikanske kapitalisme og den stalinistiske kommunisme ikke et enten eller:
"Ned med de marxistiske skolemestre" og "Jeg kan bedre lide Shakespeare end den socialistiske stat" hed et par af mine artikler fra dengang afsløringen blev foretaget (og marxisterne i øvrigt var i offensiven). Derimod kan jeg uden forbehold erklære min kærlighed til den utopi, der udtrykkes i Thomas Jeffersons amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776: "Vi finder det selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og af deres skaber begavet med umistelige rettigheder, hvortil vi regner liv, frihed og stræben efter lykke." Det var netop, fordi denne gode idé blev krænket ved de ulovlige aflytninger, at jeg deltog i afsløringen af dem. Det fandt og finder jeg ikke, er udtryk for noget nyttigt idioti, men kun nyttigt. Mine forældre havde nemlig lært mig, at man først fejer for sin egen dør. Beskidt var der i det stalinistiske Sovjetunionen, det vidste jeg ikke bare fra mine forældre - men også ved intens læsning af Information fra mit 13. år i 1948. Men hvordan stod det til i vort eget land og i den frie vestlige verden i det hele taget (herunder Information selv)? Skal uafhængighedserklæringen tages alvorligt - med sit udspring i den udfordrende kraft fra Jesus af Nazaret forklarer Thomas Jefferson i et brev - er selvkritikken betingelsen for al kritik.
Koldkrigens forbandelse er, at den umuliggør selvkritik på det jeffersonske-kristne grundlag, fordi koldkrigeren pådutter en et andet grundlag - det stalinistiske - som udgangspunkt for kritikken. For er man ikke ukritisk tilhænger af den amerikanske kapitalisme, må man være ukritisk tilhænger af den stalinistiske kommunisme. Enten eller. I den situation kan man på spørgsmålet om, hvem man holder med, blive nødt til at svare med Villy Sørensen:
Hverken eller.

I DET ÅR 1958, da aflytningerne af Alfred Jensens og hans kone Ragnhild Andersens lejlighed kulminerede, skrev Thorkil Kristensen, den tidligere finansminister i venstremanden Erik Eriksens regering fra 1950 til 1953, at offentligheden "véd alt for lidt om, hvilken betydning de konventionelle styrker har i dag, og hvordan den egentlige balance (mellem NATO-landene og Warszawapagt-landene) er. Derfor føres forsvarsdebatten - i hvert fald i Danmark - på et tyndt intellektuelt grundlag." I bedste overensstemmelse med det jefferson-kristne grundlag anbefalede Thorkil Kristensen en "dybere indtrængen i Sovjetunionens forhold, situation og tænkemåde." Han fandt de fleste af de mange udtalelser herom i Vesten "klichéagtige og og lidet dybtgående."
Venstremanden Thorkil Kristensen kunne ikke finde på at kalde Sovjetunionen for "ondskabens rige" slet og ret. Som om der slet ikke var ondskab i USA eller i Danmark eller i Danmarks liberale parti, Venstre.
Dette forsøg på at fastholde den smertelige selvkritik og dermed den frugtbare kritik havde Thorkil Kristensen stilfærdigt men stædigt insisteret på, lige siden han som finansminister i den borgerlige regering på Venstres Ungdoms landsstævne i Århus i juni 1951 havde sagt:
"Danmarks folk oplyses dårligt om Øst og Vest. Land og Folk ( DKP's dagblad) gør det ensidigt, og det samme gælder i nogen grad den øvrige presse. Det er meget i det politiske system i Øst, jeg er bange for, men jeg har også betænkeligheder ved den amerikanske støtte til Chiang Kai-shek, der ikke repræsenterer det kinesiske folk. Noget sådant er med til at holde spændingen ved lige. Vi må som amerikanernes gode venner og i beskedent omfang allierede sige, at der er noget, vi er betænkelige ved. Asiens vældige folkemasser (...) rejser sig i disse år dels mod europæisk overherredømme og dels mod godsejervældet. Vi skal huske. at det, der nu sker i Asien, er - med metoder jeg ikke billiger - det samme, som skete herhjemme ved landboreformerne for 200 år siden. Det er ludfattige menneskers fortvivlede reaktion, og det vil være en tragedie, om Europa skulle stå hårdt imod asiernes rejsning."
Som formand for Det udenrigspolitiske Selskab kunne Thorkil Kristensen oven i købet i foråret 1950 kalde accepten af de amerikanske betingelser for Marshallhjælpen for "begyndelsen til en vasalstats tænkemåde."

OPLYSNINGERNE om Thorkil Kristensens på mange måder ensomme kamp for at holde samtalens våge åben stammer fra Paul Villaumes disputats Allieret med forbehold. (1965) Her finder man også, at Socialdemokratiets formand og statsminister Hans Hedtoft i maj 1948, efter det kommunistiske kup i februar samme år i Prag, opbød kraft til at erklære, at "verden i dag præges af brydningerne mellem to systemer; de amerikanske kapitalisme og den russiske tvangskollektivisering. Nordens socialdemokratiske arbejderbevægelse vil ingen af delene." Det blev så kaldt den tredje vej.
Men i praksis har også den i dag store vanskeligheder ved at finde udvej for den stadigt stigende sociale udstødning og nødvendigheden af at tæmme den økonomiske vækst af hensyn til de økologiske grænser.
Måske er det selve forestillingerne om den liberalistiske og den kommunistiske og den socialdemokratiske vej til et eller andet tusindårsrige, der er gale,
Dialogen er altid smertefuld. Det er den, der for mig er utopien.
Dens grundvæsen er labyrintisk, fordi samtalens yderste mål er samtalen selv: Det lige og frie forhold mellem forskellige. Som kan le af alle selvretfærdige forsøg på at ophøje forskellene til én og kun én overordnet sandhed - hvad enten den så kaldes kapitalistisk eller kommunistisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her