Læsetid: 4 min.

Ikea-stil i marokkansk tilsnit

17. november 1998

Marokkos forretningskultur hænger fast i patriarkalske ledelesformer og forældet management

Forretningskvinde
RABAT - Der er lyst og behageligt i butikken. Møbler i Ikea-stil fylder pladsen, i et hjørne et moderne europæisk børneværelse med bamser på sengen, i et andet dobbeltsenge med smedejernsgitter i enderne og kommoder af krydsfiner. En velklædt pige ekspederer et lige så nydeligt par i slutningen af 30'erne, og bag en glasvæg over butikken i kontoret oppe ad trappen sidder Fru Forretningskvinde anno 1998 i Marokko. Den type, der skal bringe nationen videre.
Hendes negle er velholdte, øjenskyggen diskret som rynkerne, blikket vågent og strategien parat: Marokkanerne skal vænne sig til den moderne europæiske møbelstil. Ud med de tunge traditionelle mastodonter af sofaer og plysstole, ind med spånplader og moderne lamper.
Frikria Berrada har læst kunst og politik i Paris og har en bachelor i jura. For ti år siden åbnede hun en møbelfabrik og blev den første kvindelige fabriksleder i Marokko, men hun indså hurtigt, at hjemmemarkedet aldrig kunne blive stort nok til at åbne for eksport. Dertil var møblerne for specielle og hjemmemarkedet for småt.

Den japanske model
Så hun solgte fabrikken og begyndte at importere Ikea-stilen fra Europa på trods af, at hun, som de marokkanske toldregler er i dag, skal betale 85 procent i told og afgifter for at få møblerne ind i landet.
"Mit mål er at skabe så stort et hjemmemarked for denne type møbler, at jeg kan åbne en fabrik og lave møblerne endnu bedre og billigere end europæerne og begynde at eksportere til Europa. Det er den japanske model: jeg vil lure kunsten af og overhale europæerne på deres eget felt," siger Frikria Berrada.
Men hun er en solstrålehistorie i gråvejr, avantgarden i en forretningskultur, der stadig hænger fast i patriarkalske ledelesformer og outdated management. For nok er de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber begyndt at flytte sig, men de små - og dem er der flest af - halter langt bagefter.

Kan ikke læse en manual
Fransk-briten Michael Langstaff leder det EU-finansierede projekt Euro Maroc Entreprise, et af de få konkrete projekter, der foreløbig er kommet ud af Barcelona-processen i Marokko.
Hans stab af computereksperter, ingeniører og designere skal rådgive virksomheder med 50-400 medarbejdere, der udgør 80 procent af Marokkos privatsektor, i hvordan de bedst kommer ind i fremtiden. De skal lære at uddanne deres medarbejdere, blive bedre til marketing, støttes i produktdesign og højne deres kvalitetsniveau.
"I forhold til europæiske virksomheder er de marokkanske små. Chefen er som en familiefar, der ikke uddelegerer opgaver og er manager for alt. Selskaberne har ikke kapital nok, hvilket gør dem skrøbelige for udsving, og bankerne er meget krævende, både hvad angår renter og garantikrav. Det gør det meget svært for virksomhederne at låne penge og investere," siger Michael Langstaff, der sammenligner Marokkos niveau med "Spanien for 25-30 år siden" og udelukker, at landet kan blive klar til en frihandelszone med EU på de 12 år, der er afsat ifølge Barcelona-erklæringen.
"Forleden talte jeg med en dynamisk 39-årig leder af en kemisk virksomhed. Manden er uddannet i Paris, og han er fuld af gåpåmod. Men 90 procent af hans ansatte er analfabeter. Det er næsten en karikatur. Hvordan skal du modernisere en virksomhed, hvis dine ansatte ikke kan læse en manual?" spørger Langstaff.

Frygt for arbejdsløshed
Han deler de marokkanske virksomheder ind i tre kategorier: De allerede internationaliserede, dem der kan overleve, hvis de får støtte til modernisering og dem, der vil forsvinde.
Hvor mange, der hører til i hver kategori, er ifølge Langstaff umuligt at sige, men i aviser og blade er det efterhånden blev gængs at sætte lige mange i hver.
Mange marokkanere frygter den arbejdsløshed, der uvægerligt vil følge med moderniseringen og den deraf følgende konkurs for visse firmaer, men Nadia Saleh, der er redaktionschef for det økonomiske dagblad Economiste i Casablanca, ser ikke helt så sort på tingene.
"Det er med Barcelona-processen som med livet i øvrigt: nogle fødes, andre dør," siger denne dynamiske dame med det faste håndtryk, der er født i Frankrig, men i dag opfatter sig som mere marokkaner end de indfødte.

Et glasklart eksempel
Da Marokko under en slem økonomisk krise i 80'erne fik Verdensbankens standardmedicin stoppet i halsen, skete det samme, som efter hendes mening vil ske på vejen mod et frit marked med EU. Hun forklarer med et eksempel:
"Før 1983 havde vi importforbud på glas. Det betød, at de marokkanske glasfirmaer lavede uigennemsigtige glas, der væltede og gik i stykker, hvis man hældte varmt vand i dem. Og så var de ovenikøbet dyre! Så blev importforbudet ophævet, og vi kan i dag få fine, gennemsigtige glas til færre penge, fordi der er kommet konkurrence udefra. Og vi har ovenikøbet en glasfabrik, der eksporterer bilruder," siger Nadia Saleh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her