Læsetid: 4 min.

Illusionsspil

11. november 1998

Italienerinden Anna Maria Orteses historiske roman er i den fantastiske genre, hvor døde og levende, svartalfer og købmænd blander sig med hinanden

NY BOG
"En fortæller af historier fra Det Underste Land, grusomme historier om følelseskolde unge piger, fortvivlede Svartalfer, sentimentale Hekse, Sindsforstyrrede Fyrster og andet blændværk, der alligevel ikke er blændværk, men arme mennesker fra den euro-napolitanske beaux monde før og efter 1793 - en sådan fortæller har den pinefulde opgave at forberede sin formodede Læser på en stille skuffelse og samtidig give ham et forsigtigt håb ..."
Se, sådan ville man tro, at Anna Maria Ortese kunne vælge at forberede læseren på læsningen af storromanen Handskemagerens datter; det gør hun nu ikke, vi styrtes kækt ud i fortællingen og charmeres af sprogets elegante og ironiske 1700-tals stil, mens vi ser, hvor tre unge forskellige mænd drager optimistisk ud på en dannelsesrejse til Napoli, som det var vanligt i denne tidsperiode, dengang byen var et intellektuelt og kommercielt tiltrækningspunkt.
Citatet følger sent henimod den - eller rettere de - uoverskuelige slutninger på en meget sælsom og forvirrende fortælling, hvor trådene netop ikke er blevet redet ud, men fremstår som et mylder af uglereder i en hårpragt, der ikke engang ville kunne fjernes med saksen. Hvad Ortese kalder 'Det Underste Land' - stedet er et topografisk velkendt område for okkulte - ville en psykolog diagnosticere som sjælens mudrede sump af fortrængte følelser og drifter, af godhed og ondskab, ingen vil stå ved, men alligevel handler efter. Landet lyser sort, af medlidenhed og uhygge, og hovedscener af fortællingen foregår i napolitanske gravkapeller. Selv tror fortælleren, at de underjordiske væsener eksisterer, og hun minder om de store svenske fortællekvinder, Selma Lagerlöf og Kerstin Ekman, hos hvem trold, nisser og syner huserer slemt, som meget aktive polterånder, man tilmed kan samtale med.

Et fast greb om nakken
Læg også mærke til det faste greb om nakken, Ortese har på sin læser, lidt ligesom det nakkedrag Bjørnvig fik af Blixen og som satte sig som en varig påmindende skade.
Læseren føler sig ført - og meget ofte først på vildspor, i og med at den behændige fortæller uden så meget som et venligt, drilsk glimt i øjenkrogen videregiver samtaler, selvbekendelser, rygter og sladder, så vi aldrig risikerer at stå over for Den nøgne Sandhed, denne dame, der her er personificeret af den skønne, tavse, Elmina med de gulbrune øjne, er altid tæt og blufærdigt indhyllet. Hun har tre bejlere, en fyrste, en købmand og en billedhugger. Rigdom, fornuft og billedskønhed. Hun vil ikke have nogen af dem. Kun forsagelsen. Det er der jo ingen, der kan forstå. Men hendes helgenindeagtige fremtrædelsesform skyldes skyld, der hænger sammen med faderen eller med en underlig stedbroder med fjer i panden, nok 300 år gammel, som bor i en hullet papkasse, en skifting, der forvandler sig frem og tilbage fra gedekid og til en fugl på ubelejlige steder og tidspunkter. Ligesom de tilrejsende eventyrlystne unge riddere forstår hellere ikke læseren ret meget af den skønnes kvindes mærkelige karakter, eller af tids- og stedsspringene, eller de omgivelsernes mærkværdige, tragisk-groteske påfund, og man holder anspændt vejret, som når man bliver kildet under tæerne og alligevel ikke vil sige: 'Hold nu op'.
Det fantastiske som genre egner sig bedst til den kortere fortælling, for hvis mystifikationerne følger for tæt på hinanden, bliver læseren let afmysticeret, og skrivningens fortroldende virkekraft afmattes. Det har hele perlerækken af skribenter af inden for den fantastiske litteratur forlængst indset. Det er derfor et halsbrækkende foretagende, Anna Maria Ortese havde udset sig, og denne roman var hendes sidste kraftpræstation af alderens viden og en stærk personlig særhed og viljestyrke. Ortese skriver i milelange krøllede sætninger med knæk, indskydelser, benægtelser, som bliver ophævet eller reduceret af andre benægtelser og hun tager sig allehånde friheder, hvad der har været en krævende opgave for den loyale oversætter. Hun er dementiernes mester, og man slår krølle på tungespidsen for at følge fortællerens særlige form for logik.
Anna Maria Ortese har et stilleje, der er helt hendes egen leg med fortiden, og der morer hun først og fremmest sig selv, men dermed sin indforståede læser, men ikke uindviede gemytter. Calvino ytrede sig kritisk i samme retning over for hendes stilistiske og fortælletekniske overbroderinger før udgivelsen af et andet af hendes hovedværker I' Iguana i 1981 (Leguanen), men tilføjede, der findes rige lysglimt af impulsiv sproglig fornyelse og landskabsbeskrivelser, som lyser af en intens poesi. Han profeterede, at der ville blive talt meget om hendes bøger, at de ville blive oversat til mange sprog. Det har Calvino ikke haft helt uret i, bortset fra den første oversættelse til dansk af Ortese kom så sent som 1995 i en novelleantologi, der har taget navn efter hendes fortælling Den begravede prinsesse. Anna Maria Ortese er skam en vidunderlig forfatter.

*Anna Maria Ortese: 'Handskemagerens datter' oversat af Nina Gross. 372 s., 348 kr. Munksgaard/Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her