Læsetid: 6 min.

Ingen heste på Island

13. november 1998

De to første bind i Pil Dahlerups store danske litteraturhistorie er nærsynet og snusfornuftigt anlagt

litteratur
En stor dansk litteraturhistorie, skrevet af én person, og ikke af et forfatterkollektiv, har ikke set dagens lys siden Oluf Friis i 1945 forsøgte sig med et digert bind, lærd og dog læservenligt, der dækkede litteraturen frem til 1615. Derfor har Pil Dahlerups bud på et sådant værk været imødeset med forventning.
Desværre er det en skuffelse. Det er jo en uhyre stor mundfuld at påtage sig at overskue den danske litteratur fra kristendommens indførelse til reformationen. Og det er ligeledes vanskeligt at orientere sig i den omfattende sekundærlitteratur, især når man i mange år har udfoldet sin kunnen inden for helt andre grene af faget. - Det er simpelthen ikke lykkedes. Ikke sådan at forstå, at der ikke i disse bøger er akkumuleret stor viden, og at der ikke skulle findes træffende iagttagelser rundt omkring. Men sådan at forstå, at værket præges af fejl, misforståelser og unøjagtigheder.
Nogle eksempler: Flere steder nævnes det, korrekt, at en egentlig ridderstand nok findes i Danmark, men ikke i Norge og på Island. Men efterhånden kommer det til at fremstå, som om fjeldene på Island skulle lægge hindringer i vejen for færdsel på hesteryg: "Det flade land Danmark har i modsætning til Norge og Island masser af riddere med heste." Ak, de små hårdføre islandske heste, som nedstammer direkte fra vikingernes - ja, måske både fra Odins Sleipner og Sigurd Fafnerbanes hest Grane - står nu og græder deroppe.
Takket være dem kunne alle frie mænd møde op på Altinget én gang om året, derfor udviklede det islandske sprog ikke dialekter, og derfor kunne islændingene holde sammen på den oldtidslitteratur, der stor set forsvandt i de andre nordiske lande. Derimod kneb det med hof, konge og egentligt aristokrati.

Frie og ubundne skjalde
Et andet sted er det helt galt med skjaldene. Det påstås frejdigt at de var fastansatte(!) hos konger og stormænd, og at de hele tiden sang og spillede på harpe og i øvrigt kan have optrådt i pauserne under sagafortælling. Lidt længere nede i teksten citeres en anden forsker: "Opfattelsen af skjaldekunsten udelukkende som et talekunstnerisk fænomen synes dog at kunne afvises." Og det er jo en ganske anden sag. - Nej, de drog fra vikingehof til vikingehof og digtede lovkvad til flere konger som frie og ubundne mænd, eller de digtede om sig selv. De norrøne kilder siger intet om sang og spil. Og i det mindste kan spekulationer over mulig musikledsagelse ikke fremføres som et gængs indiskutabelt faktum, som det sker i første omgang hos Dahlerup.
Og så mangler der i den almene præsentation af genren den helt nødvendige karakteristik, at den er stærkt manieristisk som den senere barokdigtning, som den dog slår med mange længder. Den er præget af en meget indviklet metaforstil, de berømte kenninger, og metrikken er så lovbunden som det overhovedet er muligt.
Alt dette fører til, at den grammatiske ledstilling inden for halvstrofen til gengæld er fri, så sætningerne vrider og vender sig som slangerne i vikingetidens ornamentik og møjsommeligt må sættes sammen igen som i en kryds-og-tværs-opgave.
For datidens skjalde var kunsten nemlig virkelig kunstig, kunstfærdig. Det er derfor ganske udsandsynligt, at nogle af dem har ladet sig omskole til folkevisedigtere, som Pil Dahlerup sammesteds foreslår. Dels er skjaldekunsten udelukkende et norsk-islandsk fænomen, dels er folkevisedigtningen kun forholdsvis svagt repræsenteret på Island. Endelig er folkevisestilen, som hun også selv udførligt dokumenterer, præget af formler og gentagelser og en uhyre enkel metrik, der undertiden, som af vanvare, kan oplades med stor poetisk skønhed.
Altså det stik modsatte kunstideal: tingene siges enkelt, næsten klodset, og af og til bliver en godt brugt vending pludselig dybsindig, når sammenhængen får den til at fremstå som ny.

Aristokratiske ballader
Endvidere hævdes, at folkeviserne er: "en gennemført artistisk genre, der har krævet høj kunstnerisk kompetence af såvel kunstnerne som deres publikum." Dette er højst diskutabelt, ligesom påstanden om, at digterne har været "professionelle kunstnere", der har været med til at opretholde den høviske kultur. De danske folkeviser adskiller sig fra genren sydpå, hvor forskerne opfatter den som en egentlig almuegenre, både ved deres mængde, og ved dereres aristokratiske univers, omend det snarere er slægtsstolte storbønder end egentligt ridderskab, vi har med at gøre. Teknikken kan imidlertid meget vel siges at være 'folkelig' i betydningen enkel og let håndtérlig for alle og enhver. Og måske var det ikke altid den første, der havde fat i stoffet, men én af traditionsbærerne i den mundtlige overlevering, eller nedskriveren i renæssancen, der gav en bestemt vise og dens iboende historie dens mest vellykkede form.
Som Pil Dahlerup tror jeg på, at folkevisegenren er fra 1200-tallet, selv om de ældste fuldkomne manuskripter stammer fra renæssancen. Dette er der forholdsvis gode grunde til, som ikke skal gentages her. Derimod er det meget, meget mere usikkert, om der har eksisteret en nu forsvundet lyrisk digtning og dertil knyttede troubabourer, i større omfang, i dansk middelalder. Det er Ernst Frandsens gamle hypotese, som Dahlerup i den grad har forelsket sig i, at den gantages gang på gang og ofte med den næsten triumferende tilføjelse, at 'nu' er tesen bekræftet. Det afsløres dog, at bevismaterialet stadig er særdeles spinkelt. Endnu dårligere underbygget er påstanden om, at de såkaldte ridderromaner, f.eks. Ivan Løveridder og Persenober og Konstantianobis, som i Danmark først kendes fra slutningen af 14O0-tallet sikkert også har været særdeles udbredte her tidligere i middelalderen. Og pludselig er disse romaner ovenikøbet angiveligt alle oversat af "selvbevidste" kvinder. Det sidste viser sig at bunde i, at specielt Persenober, men altså kun dette værk, ifølge en gammel udgiverbemærkning muligvis har kvindelig oversætter. Det kan godt være læseren nu synes, at anmelderen er nede i småtingsafdelingen. Og sådanne fejltagelser kunne da også undskyldes, hvis de to stort anlagte middelalderbøger havde haft en altomfattende, fantasifuld tolkende karakter.

Snusfornuftig
Men værket er faktisk nærsynet og snusfornuftigt anlagt, hvad der sådan set er ganske rimeligt, når det er den usikre middelalderoverlevering, vi har med at gøre. Men så går det heller ikke med de mange unøjagtigheder. Og slet ikke, når det tydeligvis er tanken, at de to middelalderbind skal gøre det ud for begyndelsen på et standardværk.
Jeg har fundet knap så mange diskutable punkter eller fejl i det bind, der handler om den religiøse litteratur. Men man forundres alligevel såre, når man hører, at dansk skriftsprog først er en realitet fra 1200-tallet og fremefter, og at sproget mellem 800-1100 "udelukkende brugtes som talesprog og i en række mundtlige genrer." Hvad med Jellingestenen og ham "der ikke flygtede ved Uppsala?"
Desværre skygger fejlene for punkter, der egentlig havde været værd at diskutere i forbindelse med det nye værk: Er det rimeligt kun at inddele middelalderlitteraturen efter kriterierne: religiøst og verdsligt? En anden inddeling kunne være i forhold til de autoriteter, middelaldermennesket forholdt sig til: slægten, kongen og kirken. Men man noterer lidt forbavset, at forfatteren ikke længere bryder sig om ideer, kun om 'kunst'. Måske af denne grund fejes et par andre kvindeforskere af i afsnittet om Saxo. - Lad gå med at den religiøse litteratur defineres som den, der skal gøre det usynlige synligt.
Men giver det mening at samle den verdslige litteratur under definitionen: den litteratur, der skal legitimere det synliges eksistens? Eller er dette ren retorik? Er det en god idé at anvende den klassiske retoriske tradition til at beskrive folkeviseteknik? I mine øren skurrer ordet 'isocolon' som en beskrivelse af gentagelse med variation i folkeviserne.
Jeg er ikke overbevist om, at man får alverden ud af at køre hele det retoriske apparat frem, men det er da en diskussion værd. I det mindste medfører det jo ikke i sig selv videnskabelighed. For det er vel ikke retorikken i én eller anden forstand, der løber af med forfatteren, når omtrentligheder efter et par sider bliver til kendsgerninger?

*Pil Dahlerup: Dansk litteratur. Middelalder. 1. Religiøs litteratur. 2. Verdslig litteratur. 982 sider. Illustreret. Indb. kr. 820. Sælges kun samlet.

Lise Præstgaard Andersen er magister i nordisk filologi og lektor ved Odense Universitet, hvor hun underviser og forsker i nordisk litteraturhistorie. Hun er bl.a. specialist i middelalderlitteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her