Læsetid: 4 min.

Kære dagbog

27. november 1998

Det havde trods alt været en god dag, tænkte jeg, inden søvnen fangede mig ind

HERHJEMME
Det startede med, at jeg stod op. Det er ikke usædvanligt, men på denne årstid heller ikke anbefalelsesværdigt. Så tæppede jeg nymfeparakitten af. Den hvæsede af mig.
Derpå børstede jeg tænder og tissede. Strålen er ikke, hvad den har været, men endnu tvinger min prostata mig dog ikke til at stå op om natten i det ærinde.
Mens jeg prøvede at holde ild i piben, funderede jeg i brusebadet over, at jeg havde læst et sted, at mænd i gennemsnit tænker på sex hvert sjette minut. Jeg gør det højst en gang i timen, men som Woody Allen ca. siger: Det er 30 år siden, min potens toppede.

Min kampvægt
Så var det tid at sætte kaffe over. Der var ikke mere. Derfor skyllede jeg mine antidepressiver ned med letmælk. Mon det ville være farligt at tage de piller sammen med Viagra? Letmælken havde en tanke. Morgenmad gad jeg ikke spise - bageren på vejen ind til arbejde smører tandsmør på rundstykkerne. Det har måske også noget at gøre med min stigende kampvægt, men endnu ligger den dog under Brian Nielsens.
Det var mørkt på vej hen til bussen - og hamrende koldt. På vejen så jeg nogle af de enlige mødre med småbørn på cyklens bagagebærer, som statsministerens taleskriver også har set en morgen, han var på vej hjem fra et værtshus.
Der gik et kvarter, før Linie 5 dukkede op. Så var der til gengæld en kortege på tre af dem, så det var nemt at få en siddeplads.

Tredje verden
De første to stoppesteder gik det godt, men så væltede 50 børnehavebørn ind. To stoppesteder længere fremme begynder det kvarter, som trods flere hundrede millioner kroner i socialdemokratiske kvartersløft-penge, stadig mest af alt ligner en del af den tredje verden. Jeg flyttede ned blandt børnehavebørnene for at undgå den sure gamle dame, der altid lugter så forfærdeligt. Tre somaliere hvæsede af mig, fordi de troede, at det var dem, jeg ville undgå.
Så skiftede jeg til E-bussen, hvor der mirakuløst også var siddeplads. Det tegnede til at blive en god dag.

På bladet
Den fornemmelse holdt, til jeg nåede ind på bladet. Over for mit kontor sad den chefredaktør, der har fri og uhindret udsigt til min kontordør. Han havde sikkert allerede været der i timevis og ville først gå hjem længe efter mig - fordi han skulle skrive bekymrede artikler om, hvad det betyder for familielivet og børnene, at mændene altid er på arbejde for at pleje deres karriere.
Det lykkedes mig at undgå at deltage i nogen møder fra morgenstunden, så formiddagen gik for en gangs skyld med produktivt arbejde. Lidt i halv tolv gik computeren ned, og de følgende par timer drev jeg rundt og kiggede på mine kollegers tomme kontorer. De var enten på research, eller også arbejdede de hjemme.

Mavesyre
Klokken to var min computer klar igen, og den havde kun tabt trekvart manuskript. Klokken tre kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at spise frokost. Jeg gik ned og spiste tre frankfurtere med brød og rå løg. Så fik jeg opstød og tog et par piller mod for meget mavesyre, mens jeg bekymret tænkte på min stigende kropsvægt.
På hjemvejen lagde jeg vejen forbi en smagning af portugisisk vin. Vinen smagte ikke godt, og jeg kom op at skændes med vinskribenternes oldermand. Rundt om mig var der fyldt med rødsprængte og mavesvære mænd på min egen alder. Jeg spekulerede på, om jeg virkelig lignede dem. Det gjorde de nok også (med modsat fortegn), når de kiggede på mig. Så gik jeg ud og tog et par piller mod for meget mavesyre.
Det var for længst blevet mørkt igen. E-bussen var overfyldt, og det var linie 5 også. Tre stoppesteder før hjemmet kom jeg ned at sidde. Jeg tænkte på, hvorfor jeg ikke har råd til en bil.

Derhjemme igen
Da jeg kom hjem, hvæsede nymfeparakitten af mig. Jeg lavede aftensmad og så kom min kone hjem fra sin aftenvagt. Hun kunne ikke lide maden, og så hvæsede hun af mig.
Derefter så vi fjernsyn. Der var quiz på det ene program og et såkaldt debatprogram med en selvoptaget studievært på det andet. Jeg tænkte over, hvorfor jeg ikke har råd til at få installeret hybridnet. Og hvorfor jeg ikke er ansat som studievært på tv til en anstændig hyre.
Så snakkede vi lidt om, hvad vi skulle lave næste dag.
Da jeg dækkede nymfeparakitten til, hvæsede den af mig.
Rundt omkring mig er mine venner og bekendte begyndt at dø. Men jeg havde ikke følt nogen alarmerende symptomer siden jeg stod op. Jeg var bekymret for ozonlaget, min bankkonto, den butsnudede frøs biotoper, drivhuseffekten, ventelisterne på sygehusene, burbørn i institutionerne og det monogame ægteskabs fremtid.
Men om lidt er det solhverv, og så vender lyset langsomt tilbage. Det havde trods alt været en god dag, tænkte jeg, inden søvnen fangede mig ind.
Næste morgen stod jeg op...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her